Hollywood-skuespiller i opsang: Jeres kokainforbrug har skabt et monster af død og vold i mit hjemland

Mange tager stoffer for sjov, men de tænker ikke over de menneskelige konsekvenser, mener skuespiller Natalia Reyes.

Natalia Reyes i filmen 'Trækfugle' ('Pájaros de verano'), der kan ses i de danske biografer lige nu. (© Snowglobe)

En bil kører på en mørk, ufremkommelig grusvej. Det er bælgravende mørkt, og bilens to forlygter kaster svage lyskegler ned mod vejen, så man kun kan se et par meter frem.

Så kommer de: Ligene.

Først ét, der ligger på grusvejen - badet i blod. Så endnu to - og så syv mere.

Scenen stammer fra filmen 'Trækfugle', der foregår i Colombia i Sydamerika i 1970'erne. Her følger man en familie fra wayuu-stammen, der begynder at sælge stoffer til de rige amerikanere fra nord.

Men i takt med at narkosalget stiger, får kampen om pengene og magten familien til at bekæmpe hinanden.

Filmen fortæller dermed også historien om perioden, hvor kokainkongen Pablo Escobar begyndte sin hærgen i Colombia, og hvorfor landet stadig den dag i dag er et af verdens farligste lande – blandt andet på grund af produktionen af kokain.

Nu tænker du måske: En stammebefolkning og Colombias narkoproduktion? Hvorfor overhovedet bekymre sig om det?

Men det bør flere faktisk.

Det mener i hvert fald skuespilleren Natalia Reyes, der spiller Zaida i 'Trækfugle', og som senere i år kan ses i den kommende 'Terminator'-film.

- Når man står til en fest og tænker, at stoffer kan gøre festen lidt sjovere, så tænker ingen over, at stofferne faktisk har en konsekvens for de lande, stofferne er produceret i. Jeg er ikke ude på at moralisere om, at stoffer er dårligt, men jeg ville ønske, at de, der tager kokain for at have det sjovt, ville tænke over, at det blandt andet stammer fra Colombia, hvor det har skabt et monster af død og vold, siger Natalia Reyes.

Natalia Reyes spiller Zaida i 'Trækfugle'. Zaida stammer fra wayuu-stammen, som Natalia Reyes selv boede hos i fire måneder, inden hun spillede rollen som Zaida.

Skal konstant se sig over skulderen

Vi møder hende på en restaurant i København, langt væk fra hendes hjemland, hvor hun stadig bor. Men hun føler sig nu mere sikker her end på en café i Colombia.

- Jeg elsker Colombia, og det er der, jeg vil fortsætte med at bo. Men i Colombia har alle en konstant frygt for, at der kan ske noget frygteligt. Selv i ens eget nabolag skal man konstant kigge sig over skulderen, fordi vold og kriminalitet desværre er blevet en del af vores kultur. Selvom det er blevet bedre, så vil der stadig gå langt tid, før at det for alvor bliver ændret, siger hun.

Natalia Reyes begynder at fortælle om de mange bombeangreb, som ramte Colombia og hovedstaden Bogotá i 1980'erne, og særligt bombningen af et regeringskontor i 1989, hvor 52 mennesker blev dræbt, og cirka 1.000 mennesker blev såret.

Bomben, der blev vurderet til at veje 500 kilo, var en del af en lang række angreb på politikere, embedsmænd og journalister, og det menes at være Pablo Escobars Medellín-kartel, der stod bag.

- Vi var vant til vold og bomber, da jeg var lille. Når vi som børn var ude at lege og fandt ud af, at der var eksploderet en bombe, så tænkte vi: 'Nå, det er bare endnu en bombe'. Derefter fandt vi en telefonboks, smed en mønt i den og ringede hjem til vores forældre og sagde, at vi var okay.

- Det var vi vant til, og det er jo virkelig sygt at tænke på, siger hun.

Den anmelderroste film 'Trækfugle' er blevet beskrevet som Colombias 'Godfather'.

USA skal være en del af løsningen

Særligt nu, hvor den amerikanske præsident, Donald Trump, kæmper med at få bygget en mur mod Latinamerika, mener Natalia Reyes, at primært USA bør mande sig op og tage sin del af ansvaret.

For ifølge hende er forbruget af stoffer – og dermed også løsningen på narkokriminaliteten – højere i USA og Europa frem for i Latinamerika.

Muren forhindrer nemlig ikke amerikanerne i at smugle stofferne hjem til USA, men begrænser dem, der lider og bliver truet af bagmænd, i at slippe væk.

- Forbruget er blandt andet i USA, og det er blandt andet USA, der har plantet spiren til volden. De siger, det er latinamerikanerne, der bringer problemerne til USA. Men en stor del af problemet er inden for deres egen grænser på grund af befolkningens adfærd. Trump glemmer, at amerikanerne er en del af problemet. Derfor skal de også være en del af løsningen, siger hun.

FN vurderer, at Colombias kokainproduktion i 2017 lå på 1.300 ton. Størstedelen af det kokain, der havner i Danmark, kommer ifølge Rigspolitiet fra Colombia, Peru og Bolivia.

Ud over kriminaliteten har forbruget af kokain også store konsekvenser for miljøet. De colombianske myndigheder vurderer, at ét gram kokain rydder fire kvadratmeter regnskov i Colombia.

Se traileren til 'Trækfugle', der kan ses i de danske biografer nu, her.

Facebook
Twitter