Hollywood-stjerne sagsøger skabere af filmserie: 'Han forlanger sin andel'

Gerard Butlers søgsmål kommer i kølvandet på Scarlett Johanssons slagsmål med Disney.

Gerard Butler ved en biografpremiere i 2016. Hollywood-stjernen har nu lagt sag an mod folkene bag 'Olympus Has Fallen'. (Foto: MARK BLINCH © Scanpix Denmark)

Endnu en Hollywood-stjerne er ude med riven i forbindelse med sin lønseddel.

Denne gang er der tale om den skotske skuespiller Gerard Butler, der blandt andet er kendt fra film som '300', 'How to Train Your Dragon' og 'P.S. I Love You'.

Det drejer sig om det beløb, han i 2013 fik for at medvirke i action-thrillleren 'Olympus Has Fallen', hvori han spillede hovedrollen.

Gerard Butler mener nemlig, at han har krav på mindst 10 millioner dollars, hvilket svarer til knap 63 millioner danske kroner. Det skriver Variety.

Derfor sagsøger han filmstudiet Millennium Media, der er producenten bag 'Olympus Has Fallen'. Ifølge Butler har Millennium Media underdrevet, hvor mange penge filmen kom til at tjene. Blandt andet har de undladt at rapportere om otte millioner dollars - svarende til omkring 50 millioner danske kroner, som tilfaldt deres egne folk.

Ifølge Butler har Millennium Media fiflet med tallene for at for at slippe for at betale skuespilleren store beløb, hvilket ifølge søgsmålet var et brud på kontrakten.

- Producenterne har tjent millioner af dollars på 'Olympus', men har nægtet at betale Butler én krone af den sum, der blev lovet ham i parternes aftale. Butler nægter at tolerere den tiltaltes vildledning. Butler arbejdede sammen med den tiltalte om at skabe en meget succesfuld film-franchise. Han forlanger sin andel, lyder det blandt andet i søgsmålet.

'Olympus Has Fallen' har indtjent mere end 170 millioner dollars på verdensplan, hvilket svarer til lige over en milliard danske kroner og har fået to succesfulde efterfølgere, 'London Has Fallen' og 'Angel Has Fallen', som Gerard Butler også spiller hovedrollen i.

Folkene bag filmene har endnu ikke svaret på anklagerne.

Også Scarlett Johansson sagsøger

Gerard Butlers søgsmål kommer i kølvandet på Scarlett Johanssons kamp mod Disney, som hun for nylig har sagsøgt i forbindelse med superheltefilmen 'Black Widow'.

I 'Black Widow' spiller Scarlett Johansson den russiske superhelt Natasha Romanoff. (Foto: SplashNews.com © Scanpix)

Johanssons søgsmål drejer sig om, at 'Black Widow' fik premiere på streamingtjenesten Disney+ samme dag, som den fik biografpremiere verden over. Johansson mener derfor, at Disney har brudt deres del af kontrakten ved ikke at lade filmen spille eksklusivt i biografen i en periode, før den blev tilgængelig hjemme i stuerne på Disney+.

Hendes løn for filmen er nemlig i høj grad bundet op på, hvordan filmen klarer sig i biograferne. Og ifølge Wall Street Journal kan Disneys beslutning om gøre 'Black Widow' tilgængelig på Disney+ koste Scarlett Johansson omkring 50 millioner dollars, hvilket svarer til over 300 millioner kroner.

Anderledes kontrakter i Danmark

Hvilke aftaler, store skuespillere indgår med filmproducenterne, spiller naturligvis en stor rolle for deres lønseddel. Det kan man blandt andet se hos Robert Downey Jr., der i over 10 år har spillet Iron Man i en lang række af Marvels superheltefilm.

Mediet Hollywood Reporter kunne for nogle år tilbage fortælle, at Downey Jr. havde lavet en aftale med Marvel, som betød, at han ville indkassere omkring 2,5 procent af den samlede indtjening for 'Avengers: Infinity War', der havde premiere i 2018. Angiveligt gav det ham 75 millioner dollars oven i de ti millioner dollars, han fik i grundløn.

Der er dog ikke udsigt til, at der i Danmark vil opstå de samme søgsmål omkring kontrakter, som dem vi i øjeblikket ser i USA. Det mener Benjamin Boe Rasmussen, der er formand for Skuespillerforbundet. Han lægger vægt på, at de danske aftaler simpelthen er anderledes skruet sammen end de amerikanske:

- Vi har et mere socialdemokratisk lønsystem. Oftest aftaler vi en løn for den rolle, en skuespiller skal have. Og så er der royalties, hvor skuespillerne får løn alt efter, hvor stor en succes en tv- eller filmproduktion er. Det vil sige, hvor mange der ser en tv-serie, eller hvor mange billetter en film sælger, siger han.

Det står altså i modsætning til i USA, hvor de største stjerner laver aftaler om, at de får en procentdel af filmenes samlede indtjening i biograferne. Og det gør ifølge Benjamin Boe Rasmussen, at de kan tjene "afsindigt mange penge".

Jack Nicholson tjente kassen

At blive aflønnet, alt efter hvordan en film klarer sig i biograferne, er langt fra nyt i Hollywood. En af de første, der scorede stor gevinst på modellen, var Jack Nicholson.

Jack Nicholson i rollen som Jokeren. (Foto: Sunset Boulevard © Getty Images / Foto: Frank Lennon © Getty Images)

Da han i 1989 spillede rollen som Jokeren i Tim Burtons 'Batman', havde han sagt ja til et relativt lavt beløb for at medvirke i filmen, 6 millioner dollars, mod, at han ville få procentdele af filmens indtjening, hvis den klarede sig godt i biografen. Aftalen inkluderede også salget af den merchandise, der var lavet med Joker-karakteren.

Og da 'Batman' endte som en buldrende succes, var det en særdeles god aftale, Nicholson havde indgået. Amerikanske branchemedier har tidligere anslået, at den ikoniske stjerne har tjent et sted mellem 50 og 100 millioner dollars på aftalen.

Facebook
Twitter