Det har skabt gevaldigt røre i Hollywood og i flere amerikanske medier, at Disney tidligere på måneden med øjeblikkelig virkning fyrede filminstruktøren og manuskriptforfatteren James Gunn, mens han var i gang med at arbejde på den tredje film i rækken af de populære superheltefilm 'Guardians of the Galaxy'.
Gunn blev fyret den 20. juli, efter at den højreorienterede debattør Michael Cernovich genpublicerede en række af tweets, som den Trump-kritiske Gunn skrev i årene 2008-2012.
Tweets, hvor han i upassende vendinger joker med emner som voldtægt, pædofili, holocaust og homoseksualitet.
- De stødende holdninger og udmeldinger, der blev fundet på James' Twitter-feed er uforsvarlige og inkonsistente med vores værdier som filmstudie, og vi har derfor afbrudt vores samarbejde med ham, lød begrundelsen for fyringen fra formanden for Walt Disney Studios, Alan Horn.
James Gunn har efterfølgende beklaget sine opslag - ligesom han ifølge flere medier allerede gjorde tilbage i 2012, inden han blev ansat af Disney - men har samtidig udvist forståelse for og accepteret Disneys beslutning.
Ser frem til at samarbejde igen
Disneys beslutning er dog blevet mødt med massiv kritik fra flere Hollywood-stjerner og amerikanske medier, og nu melder et samlet skuespillerhold fra 'Guardians of the Galaxy'-filmene sig så også på banen for at bakke op om James Gunn.
Således har Chris Pratt, Bradley Cooper, Zoe Saldana, Vin Diesel, Sean Gunn, Dave Bautista, Pom Klementieff, Karen Gillan og Michael Rooker udsendt en samlet udtalelse, hvor de giver deres støtte til Gunn.
- Vi bakker fuldstændig op om James Gunn. Vi var alle chokerede over hans pludselig fyring, indleder skuespillerne udtalelsen, hvori de videre roser ham for, hvordan han har tacklet fyringen, hvordan han har undskyldt, og hvordan de takker ham for at have forandret deres liv for altid.
- Vi ser alle frem til at arbejde med vores ven James igen i fremtiden. Hans tid er ikke ovre – langtfra, lyder det, mens hovedrolleindehaveren i filmene, Chris Pratt, for egen regning skriver på sin Instagram-profil, at han gerne ser James Gunn vende tilbage som instruktør på den tredje 'Guardians of the Galaxy'-film.
Dansk anmelder kritiserer Disney
Sagen har også vakt opsagt herhjemme, hvor filmskribent og anmelder hos Soundvenue Lise Ulrich kritiserer Disneys fyring af James Gunn.
- For at være helt klar i spyttet: Gunns jokes var ikke a-okay. Men manden har adresseret sine fejltrin op til flere gange i offentligheden og arbejdet målrettet på at reflektere dette i sit arbejde. Ved at udstøde Gunn sender magtfulde Disney sålunde et bekymrende og paradoksalt budskab om, at et menneskes år lange forsøg på at bedre sig i sidste ende ikke betyder en flyvende fis i Guds eget land. Én gang idiot, altid en idiot, skriver hun blandt andet i et indlæg og fortsætter:
- Og det fra et underholdningsfortagende, der til stadighed udglatter LGBTQ-karakterer af hensyn til oversøiske markeder, og som har brugt årtier på at forsøge at rette op på fordums kradse racestereotyper i sine filmproduktioner.
Samtidig med stjernernes opbakning til James Gunn har flere end 350.000 personer underskrevet en online-underskriftsindsamling for at få Gunn tilbage som instruktør på den tredje 'Guardians of the Galaxy'-film.
Disney har endnu ikke reageret på hverken underskriftindsamlingen eller skuespillernes udtalelse, ligesom koncernen heller ikke har afsløret, hvem der skal overtage instruktørtjansen på den kommende film, der er planlagt til premiere i 2020.