Hollywood-stjerner og streamingtjenester boykotter Golden Globes: 'Det kommer til at få konsekvenser'

Det er ikke til at vide, om konsekvenserne bliver positive eller negative, mener ekspert.

Scarlett Johansson er én af de Hollywood-stjerner, der ikke længere vil have noget at gøre med Hollywood Foreign Press Association, der står bag Golden Globes-prisuddelingen. (Foto: © Mike Blake, Scanpix)

Det burde være en glædelig begivenhed, når der skal uddeles glitrende filmpriser.

Men sådan er det ikke for tiden. I hvert fald ikke i Hollywood Foreign Press Association (HFPA), der uddeler de eftertragtede Golden Globe-priser.

I den seneste uges tid er en månedlang, ulmende konflikt nemlig blevet til en regulær ildebrand.

Det kniber nemlig gevaldigt med diversiteten i HFPA, mener mange i Hollywood. Det får nu blandt andet den konsekvens, at én af de helt store prisvindere til Golden Globes, streaminggiganten Netflix, ikke længere vil have noget med organisationen at gøre.

Torsdag den 6. maj vedtog omkring 75 af HFPA's 87 medlemmer ellers en storstilet reformplan, der tillader organisationens bestyrelse at hyre et rekrutteringsbureau.

Dét bureau skal blandt andet finde en ny administrerende direktør samt en direktør for diversitet, lighed og inklusion til HFPA. Det skriver Deadline.

Herudover betød resultatet af afstemningen også, at organisationen skal til at udbygge medlemsskaren med det samme. Man har nu som erklæret mål at finde 20 nye medlemmer i løbet af det næste år, mens antallet af HFPA-medlemmer skal være øget med i alt 50 procent inden for de næste to år.

Netflix stopper alle aktiviteter med HFPA

Tiltagene ser dog ikke ud til at have formildet de dele af Hollywood, der allerede i marts kritiserede HFPA for ikke at have et eneste sort medlem blandt organisationens 87 medlemmer.

Nu har den ene af Netflix' to administrerende direktører, Ted Sarandos, proklameret, at streaminggiganten ikke vil samarbejde med HPFA, før man kan se tydelige forandringer.

- Som mange andre i branchen har vi imødeset dagens melding i håbet om, at I ville erkende bredden i de problemer, I står overfor i HFPA, og vise en klar vej mod forandringer, skrev Ted Sarandos torsdag i et brev til HFPA, som nyhedsmediet Deadline er kommet i besiddelse af.

- Dagens (torsdagens) afstemning er et vigtigt første skridt. Men vi tror ikke på, at de foreslåede nye politikker – særligt vedrørende størrelsen og hastigheden af en større medlemsskare – vil tackle HFPA's systemiske diversitets- og inklusionsproblematikker eller manglen på klare standarder for, hvordan jeres medlemmer skal gebærde sig.

- Derfor stopper vi alle aktiviteter med jeres organisation, indtil der sker mere meningsfulde forandringer.

Aktiviter såsom Golden Globe-uddelingen og pressekonferencer bliver altså fremadrettet uden deltagelse af Netflix.

Amazon Studios, der står bag streamingtjenesten Amazon Prime, bakker op om Netflix' kritik.

- Vi har ikke arbejdet med HFPA, siden der blev gjort opmærksom på problemerne. Ligesom resten af branchen afventer vi en oprigtig og væsentlig løsning, inden vi kan komme videre, lyder det i en udtalelse fra Amazon Studios ifølge Deadline.

Værterne Tina Fey (til venstre) og Amy Poehler (til højre) var i henholdsvis New York City og Los Angeles, da Golden Globe-priserne tidligere i år blev uddelt virtuelt på grund af corona. (Foto: © NBC, 2021 NBCUniversal Media)

Og mens det endnu er umuligt at spå om, hvordan krigen i Hollywood ender, så er der ingen tvivl om, at den får konsekvenser.

Det mener serieekspert og anmelder Frederik Dirks Gottlieb:

- Det kommer til at få konsekvenser. Det kan både være, at HFPA får igangsat ændringerne og kommer helskindet i mål. Og det er i alles interesse, at Golden Globes fortsætter, for det er et succesfuldt show, som er ved at hale ind på Oscar-uddelingen, siger han og uddyber:

- Men det kan også være, vi ender med nogle fattigere Golden Globe-shows, hvor de store produktionsselskaber ikke gider medvirke, og hvor vi ser skuespillere og kreative folk blackliste showet. Det vil ikke være komplet usandsynligt.

Sexistiske medlemmer

Og det er ikke da heller ikke kun streamingiganterne, der fortsat forholder sig kritisk til HFPA, efter det i marts kom frem, at det kneb med diversiteten i organisationen.

Tidligere har over 100 pr-bureauer, der repræsenterer de store filmstjerner, truet med, at skuespillere og filmfolk ikke vil give interviews eller medvirke i arrangementer.

Én af dem er den Oscar-nominerede skuespiller Scarlett Johansson, der også har fundet grovfilen frem i kølvandet på torsdagens afstemning i HFPA. I en udtalelse lørdag lyder det ifølge Deadline:

- Som en skuespiller, der promoverer en film, forventes det, at man deltager i awards season ved at være med til pressekonferencer såvel som prisshows.

- Førhen har det ofte betydet, at man blev mødt med sexistiske spørgsmål og bemærkninger fra visse HFPA-medlemmer, der grænsede til seksuelle krænkelser. Det er netop grunden til, at jeg i mange år ikke har deltaget i deres pressekonferencer.

Scarlett Johansson opfordrer nu til, at man tager afstand fra HFPA og fokuserer på vigtigheden af at stå sammen på tværs af branchen. Hun bakkes blandt andet op af skuespiller Mark Ruffalo og instruktør Ava DuVernay.

Scarlett Johansson er én af de skuespillere, der ikke længere vil have noget med HFPA at gøre. Her ses hun til Bafta-uddelingen sidste år. (Foto: © HENRY NICHOLLS, Scanpix)

Er det en fair kritik, som store dele af Hollywood kommer med?

- Det er ikke urimelige krav, der bliver stillet, siger Frederik Dirks Gottlieb.

- Der har været nogle strukturer, der har gjort, at det har været svært for især kvinder og sorte at komme frem i rampelyset og blive anerkendt. Set fra et kvalitetsmæssigt synspunkt er det kun godt, hvis der kommer mere diversitet, fordi der nu bliver plads til flere forskellige slags historier.

Golden Globes: 'Vi har hørt jeres bekymringer'

HFPA's præsident, Ali Sar, har forholdt sig til kritikken ved at invitere Netflix til et møde for at tale om de "meget specifikke initiativer, der allerede er undervejs" for at afhjælpe organisationens diversitetsudfordringer.

- Vi har hørt jeres bekymringer angående de forandringer, vores organisation er nødt til at foretage. Vi vil gerne forsikre jer om, at vi arbejder intenst på dem, lyder det blandt andet i Ali Sars brev til Netflix-direktør Ted Sarandos, skriver Variety.

Frederik Dirks Gottlieb understreger i den forbindelse, at løfter om forandringer og øget diversitet hænger tæt sammen med benhård økonomisk interessevaretagelse.

- Jeg kan godt forstå, hvis der er nogle, der sidder og får kvalme. Det er så bundkommercielt, når man for eksempel vil hyre en inklusionsdirektør. Det gør man i høj grad for ikke at tabe penge. Til syvende og sidst handler det om at kunne fremvise grønne tal på bundlinjen.

HFPA består af journalister og skribenter, som dækker den amerikanske filmbranche i USA, og organisationen har siden 1944 uddelt filmpriserne The Golden Globes.