Hollywood-stjerner taler ud 30 år efter shitstorm: 'Thelma & Louise' fornærmede mange mænd

For 30 år siden gjorde filmen 'Thelma & Louise' Geena Davis og Susan Sarandon til verdensstjerner - men filmens kvindelige hovedroller skabte også en del vrede.

Susan Sarandon og Geena Davis gengav den berømte kyssescene fra 'Thelma & Louise' til et arrangement, der fejrede, at det var 30 år siden, at filmen fik premiere. (Foto: Chris Pizzello © Scanpix)

Selvom den har 30 år på bagen, formår den ikoniske film 'Thelma & Louise' – og dens to hovedrolleindehavere Geena Davis og Susan Sarandon – stadig at skabe opmærksomhed om sig selv.

Filmen, der er fyldt med biljagter, pistolskud, et hedt engangsknald og to badass helte, der tager sagen i deres egne hænder, sendte nærmest chokbølger gennem Hollywood, fordi det var to kvinder, der var centrum for det hele.

For de to hovedrolleindehavere opførte sig slet ikke, som mange mente, at kvinder skulle opføre sig i starten af 90'erne.

I anledning af 30 års-jubilæet for premieren på hitfilmen deltog Geena Davis og Susan Sarandon til en specialvisning i Hollywood, hvor de blandt andet kom ind på den påvirkning, filmen havde, da den ramte biograferne for tre årtier siden.

Dengang var store dele af publikum og anmeldere begejstrede, og ifølge Geena Davis forudså pressen, at "der efterfølgende ville komme mange film med kvindelige hovedroller, film om kvinder og kvindedrevne road movies".

- Jeg tænkte: "Hold da op. Lad os sidde og vente på, at alting magisk vil ændre sig". Vi venter stadig, for det skete ikke. Det virker, som om at der hvert femte år kommer en film med kvinder, som er et kæmpe hit, og så siger folk: "Nu ændrer alting sig", men det er aldrig blevet til virkelighed, siger Geena Davis ifølge Hollywood Reporter.

Gjorde hvide mænd vrede

For dem af jer som endnu ikke har set kultklassikeren 'Thelma & Louise', handler den kort sagt om to arbejderklasseveninder, der egentlig bare skal på en hyggelig weekendtur.

Men da de stopper på en bar undervejs, går det gruelig galt.

Thelma (Geena Davis) bliver udsat for et overgreb, mens Louise (Susan Sarandon) kommer hende til undsætning og ender med at skyde overgrebsmanden i brystet.

Her ses de to veninder på tur i den ikoniske blå Thunderbird-bil. (Foto: AF Archive © Mary Evans Picture Library 2020. Credit: Mary Evans/AF Archive/Mgm)

Overgrebsmanden dør, og herfra følger en hæsblæsende, actionspækket historie om selvforsvar, selvstændiggørelse og frihed.

Filmens portræt af Thelma og Louise som modige og selvstændige kvinder, der er klar til at satse alt for deres venskab, blev hyldet for sit forsøg på at styrke kvinders fremstilling på film i Hollywood.

Men der var også dem, som kritiserede filmen for dens eksplicitte vold mod mænd.

Netop dette kommenterede Susan Sarandon ved jubilæumsarrangementet.

- Jeg undervurderede fuldstændig, at vi bevægede os ind på et territorie, der tilhørte hvide, heteroseksuelle mænd.

- De blev fornærmede og beskyldte os for glorificere mord og selvmord og den slags ting. Det virkede ikke som en stor ting, derimod var det usædvanligt, at to kvinder kunne blive venner på film. For var der to kvinder i en film, hadede de hinanden af en eller anden grund. Og så brød helvede løs, siger Susan Sarandon ifølge Hollywood Reporter.

I forbindelse med 30 års-jubilæet har vi på dr.dk lavet en artikel om den ikoniske film. Her forklarer filmanmelder Nanna Frank Rasmussen, der blandt andet specialiserer sig i kønsroller og feminisme i film, at 'Thelma & Louise' var et nybrud, da den ramte biograflærredet.

- Da den udkom, blev den af nogle kritiseret for at være mandehadende og for at forherlige vold, mens der var mange andre, der godt kunne lide den og se dens store kvaliteter. Den vakte meget furore, siger Nanna Frank Rasmussen og uddyber:

- For 30 år siden var det ret usædvandligt at have to kvindelige hovedroller i en film, hvor mændene udelukkende spiller biroller. Brad Pitt er for eksempel med i den som ren eye candy. Efterfølgende troede man, at nu var der hul igennem til flere kvindedrevne historier, men det var der bare ikke.

Geena Davis og Susan Sarandon mener ikke, at der er nok kvindedrevne historier på film. (Foto: Chris Pizzello © Scanpix)

'Thelma & Louise' fik dog en overvældende positiv respons fra kvinder, og det fik stor betydning for resten af Geena Davis' karriere.

- Det fik mig til at indse, hvor få muligheder vi giver kvinder til komme ud af biografen med en følelse af at være styrket. Den følelse får mænd fra hver eneste film, de ser.

- Siden da har jeg tænkt, hvad kvindelige publikummer vil tænke om de karakterer, jeg spillede. Af den årsag har jeg gennem årene sagt nej til forskellige roller, siger Geena Davis til Hollywood Reporter.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk