Hotel-film er et originalt billedbombardement

'The Grand Budapest Hotel' er en rendyrket, men mere moden, Wes Anderson-film.

Wes Anderson er et mysterium. For mig. Mens andre filmnørder og anmeldere falder i svime over hans film og betragter ham som en af tidens store spændende amerikanske instruktører, har hans spillefilm altid været problematiske for mig.

Han nørder rundt i sit eget drengeunivers, langt mere optaget af at genbruge de samme tricks og træk, og ude af stand til fortælle et medrivende drama, siger jeg konstant til mig selv. Men jeg har samtidig en frustrerende fornemmelse af, at jeg mangler at finde den nøgle, forbavsende mange ser ud til at have fundet, nøglen til at se bag Andersons formfetichisme og nyde hans film.

Hvor er den nøgle? Det er mit Anderson-mysterium.

Et fantastisk blik for filmmediet

Ingen tvivl om, at manden har et fantastisk blik for filmmediet. Han kan skabe billeder af stor detaljerigdom og skønhed, han kan fremdrive fascinerende figurer, og han kan frem for alt orkestrere en rytme og et flow i sine scener, der helt kan tage pusten fra én. Heller ingen tvivl om, at Wes Anderson har sin helt egen stil, hvilket man skal forsvare i en filmverden, hvor for mange film ligner hinanden til forveksling.

Han er i enhver henseende et sjældent dyr, en original. Der kan laves lange lister over de særlige elementer, der altid er til stede i hans film. Og kun hans film.

Store filmstjerner i små roller

Andersons 8. spillefilm, 'The Grand Budapest Hotel', vrimler - også - med hans kendetegn, fx den evindelige brug af overskrifter, der markerer et skift i fortællingen. Eller hans tableauer med mennesker, der står og stirrer i samme retning, uden rigtig at se på noget, mens de taler stift og mekanisk. Eller hans særlige insisteren på at lade sine figurer sige de mest alvorlige ord på en fjollet følelsestom måde. Eller hans konstante brug af store filmstjerner i små roller, som i 'The Grand Budapest Hotel', hvor bl.a. Harvey Keitel, Willem Dafoe, Tilda Swinton, Jude Law, Bill Murray, Lea Seydoux, Edward Norton og Tom Wilkinson alle har bittesmå roller ved siden af Ralph Fiennes som Gustave.

En særlig stemning, der blev knust af storpolitik

Kulisserne i 'The Grand Budapest Hotel' er ligeså typisk Anderson. Han har skabt, eller genskabt, et østeuropæisk hotel i den særlige tjekkisk-polsk- ungarske stemning fra før 2. verdenskrig, før sovjet-kommunisme vendte op og ned på Østeuropa.

Helt ned i de mindste detaljer har han opbygget et elegant hotel fra en tid, hvor folk ikke tog på hotel for at overnatte inden en konference eller forretningsmøde, men for at forsvinde langt ind i luksus og velvære. 'The Grand Budapest Hotel' svømmer væk i nostalgi over en svunden tid og en særlig stemning, der blev knust af storpolitik.

Seksuelle ydelser til rige enker

I de kulisser lever en rendyrket Wes Anderson-hovedkarakter, en outsider. Monsieur Gustave er en pertentlig og effektiv concierge på The Grand Budapest Hotel i starten af 1930'erne. Hans eneste fejl som concierge er, at han fortolker sit job lidt længere ud end de fleste, helt derud hvor han giver seksuelle ydelser til de rige enker, der bor på hotellet. Og da en af de rige kvinder bliver fundet myrdet, opstår der en vis undren over at den rige kvinde har efterladt Monsieur Gustave et kostbart maleri.

Store mængder ironi

Det er begyndelsen på et grotesk eventyr for Gustave, der forsøger at bevise sin uskyld, med hjælp fra hoteltjeneren Zero, alt imens nazismen og kommunismen går i gang med at kvæle den østeuropæiske stemning i Wes Andersons selvopfundne alpestat, Zubrowka.

Det kunne have været et intenst drama, måske en krimi eller en thriller i hænderne på andre historiefortæller. Men som altid pakker Anderson sin historie ind i talrige stiltræk og så store mængder ironi og form, at hverken dramaet eller spændingen kan komme til. Om Monsieur Gustave befrier sit maleri og beviser sin uskyld er i princippet fløjtende. Det er tableauerne, de velorkestrerede scener i sjove kostumer, de komiske optrin og den detaljerede æstetik, der virkelig interesserer Anderson.

Hvorfor endte han ikke som vinduesdekoratør

Wes Andersons typiske elementer har meget lidt funktion i forhold til den historie, han fortæller. Men uden Anderson-elementerne ville hans film ikke være Anderson-film. Det er en del af mysteriet Wes Anderson. Hvordan har han haft held til at skabe en karriere, der i så høj grad fungerer på hans betingelser? Hvorfor endte han ikke som vinduesdekoratør, ligesom de åndsbeslægtede legebørn, der elsker at flytte rundt på farver og former og figurer?

En nostalgisk ode til det svundne Østeuropa

Hvilket indhold gemmer der sig bag formen? Det er heldigvis tydeligere i 'The Grand Budapest Hotel', der virker mere moden med sin historie, der springer behændigt mellem flere tider og fortællelag med det samme fokus, en nostalgisk ode til det svundne Østeuropa.

Men det er også et fokus, der må kæmpe for at komme til i Andersons sædvanlige arsenal af ironiske krumspring, ikke mindst en besynderlig, måske endda fejlcastet hyldest til stumfilmens slapstick-komik, sådan som fx i en jagt på kælk og slæde i dobbelt hastighed.

Hvor er nøglen

Det er et originalt filmunivers, bestemt. Og få andre kan skabe kulisser så smukke og fascinerende som Wes Anderson. Men hvor er balancen mellem det ironiske, endda fjollede filmsprog og de tilsyneladende alvorlige emner, Anderson ser ud til at interesse sig for. Hvorfor bruger jeg altid afsindig lang til på at finde ud af, hvad jeg skal mene om Wes Andersons film? Hvor er nøglen til mysteriet?

'The Grand Budapest Hotel' får dansk premiere torsdag den 27. marts

Facebook
Twitter