House of Cards er nomineret til bedste drama-serie

Elsket og set af mange - og nu er serien, der stadig går sin sejrsgang på streamingtjenesten Netflix også nomineret til en Emmy

Kevin Spacey er også nomineret til en Emmy for bedste skuespiller. Det samme er hans hustru i serien, som bliver spillet af Robin Wright.

Den er set og elsket af mange, dramaserien House of Cards. Endnu er kun en enkelt sæson tilgængelig på streamingtjenesten Netflix - men sæson nummer to er ved at blive produceret.

Og nu er den amerikanske serie med de mange fans også nomineret til en Emmy i kategorien for bedste amerikanske dramaserie. Serien er udviklet specielt til Netflix og foregår i Washington. Hovedpersonen er det demokratiske kongresmedlem Frank Underwood, der bliver spillet af Kevin Spacey.

Han er gruppeformand for den demokratiske gruppe i Repræsentanternes Hus, og efter præsidentvalget bliver han vraget som minister i den nye regering - og så beslutter han sig for at hævne sig på dem, der forrådte ham.

Bedste skuespiller

Kevin Spacey er også nomineret til en Emmy for bedste skuespiller. Det samme er hans hustru i serien, som bliver spillet af Robin Wright.

De andre nominerede dramaer, der skal dyste med House of Cards i kategorien som bedste drama-serie, er Breaking Bad, Downtown Abbey, Game of Thrones, Homeland og Mad Men.

Også fra de serier optræder skuespillere på listen over dem, der kandiderer til at vinde en Emmy for bedste skuespil. For eksempel Claire Danes, der spiller den maniske kvindelige CIA-agent, Carrie Mathison, i Homeland - en serie, der handler om en soldat, der vender hjem fra Irak. Alle troede, han var død - men han har været holdt til fange af fjenden i flere år. Men hvem er den hjemvendte soldat egentlig - er han offer, veteran eller terrorist? Soldaten bliver spillet af Damien Lewis - og han er også nomineret til en Emmy for sin rolle.

Reklamebureau på Manhattan

Det samme er Jon Hamm og Elisabeth Moss fra den også enormt anmelderroste serie Mad Men. Serien udspiller sig på et reklamebureau i New York i 60'erne, og den er ikke kun anerkendt for sin historie og detaljerede personskildringer - tøj, frisurer, interiør, biler - alt ser ud, som om det er taget lige ud af 60'ernes New york.

Du kan se hele listen over de nominerede her

Facebook
Twitter