Husker du denne ikoniske, men virkelig dumme gyser? Nu er den blevet til et morderisk eventyr af en serie

Teenagegyseren 'I Know What You Did Last Summer' fra 1997 er blevet opdateret og blevet til en ny serie.

En besked, man ikke har lyst til at blive mødt af på sit spejl: "Jeg ved, hvad du gjorde sidste sommer" - særligt, hvis det, man gjorde, var at slå en ihjel. (Foto: Michael Desmond © Amazon Studios)

Da jeg var teenager i slutningen af halvfemserne, blev gysergenren pludselig vækket alvorligt til live. Hovedsagligt på grund af to filmserier; 'Scream' fra 1996 'I Know What Did Last summer' fra 1997.

'Scream' var den selvironiske og intellektuelle teenage-slasher.

Der var masser af kommentarer til gyserklicheer, og så udspillede filmene sig mere som en krimi, hvor man gættede på, hvem af hovedpersonerne der i virkeligheden gemte sig bag Edvard Munch-masken.

'I Know What You Did Last Summer'-filmene var meget, meget dummere.

'Scream'-filmene gjorde sig konstant umage for at kommentere på, hvordan film påvirker os og prøvede hele tiden at vende op og ned på klicheer og forventninger.

'I Know What You Did Last Summer'-filmene var absolut tilfredse med bare at vade rundt i gyserklichéer. Og det gjorde dem langt hen ad vejen meget mere uhyggelige.

Filmene kopierede skamløst klassiske teenage-slashers fra 1970'erne og 80'erne som 'Halloween', 'Fredag den 13.' og 'Prom Night'. Masser af billige kneb, høje lyde og forskrækkelser. Ingen satirisk selvbevidsthed, bare en sygt uhyggelig fiskertype i en kuttelignende regnfrakke, der flænser teenagere på striber med en gigantisk klo.

Nu er kloen blevet til en kødøkse, og historien er blevet spicet op med OnlyFans, psykiske diagnoser, selvmedicinering og et hav af dødsvideoer på folks telefoner.

Bliver hun kørt ned med vilje?

'I Know What You Did Last Summer' er oprindeligt en roman fra 1973 af Lois Duncan. I 1997 blev det så til en film (der siden fik to opfølgere), og her i 2021 er historien nu blevet til en tv-serie. Udgangspunktet for dem alle er en fatal bilulykke, som hovedpersonerne beslutter sig at hemmeligholde - med dødelige konsekvenser den efterfølgende sommer. (Foto: Michael Desmond © Amazon Prime)

Jeg er faktisk ikke helt sikker på det med kødøksen.

For selvom der er masser af splat i de første fire afsnit, er der ikke så meget "skrigende-hovedperson-bliver-jagtet-af-psykopatmorder" endnu. Så jeg ved ikke engang, om morderen har sin ikoniske fiskerkutte på.

De trækker tiden så meget, de kan med døde dyr og folk, der finder mennesker, der allerede er blevet dræbt på uhyggelige måder.

Grundplottet i serieversionen af 'I Know What You Did Last Summer' er det samme som i den oprindelige filmserie. En gruppe venner kører et menneske ned ved et uheld og træffer den fatale – og idiotiske – beslutning at skaffe sig af med liget og holde det hemmeligt i stedet for at gå til politiet.

Men i den nye version er det ikke en tilfældig fodgænger, de kører ned. Det er hovedpersonen Alisons tvillingesøster Lennon, der bliver kørt ned efter den store dimmisionsfest.

Alison er usikker, indadvendt og misundelig på Lennons modsatte karaktertræk.

Lennon bruger skamløst sex til at opnå alt. Venner, penge, stoffer.

Alison kan ikke engang tage sig sammen til at være sammen med Dylan, som hun er vild med. Da hun finder ud af, at Lennon også har scoret Dylan, bliver hun rasende, stormer ud fra festen og stjæler søsterens jakke på vejen.

Så nu bliver det rigtig kompliceret – og på kant med troværdigheden. Vennerne tror, at Alison er Lennon og kører af sted med hende, da de kører Lennon ned, som de tror er Alison.

Alison beslutter sig for at blive i rollen. Så nu er spørgsmålet – var det på en eller anden måde med vilje, at hun kørte Lennon ned, så hun kunne stjæle hendes liv?

Masser af plotkameler, der skal sluges

Den hårdtprøvede hovedrolle i serieversionen spilles af 24-årige Madison Iseman, der tidligere har medvirket i de to 'Jumanji'-reboots og gyserfilmen 'Annabelle Comes Home'. (Foto: Michael Desmond © Amazon Prime)

De efterlader liget i en hule, hvor alle teenagere åbenbart ved, at tidevandet kan tage et lig med, man gerne vil af med.

Det er i øvrigt også der, tvillingernes mor begik selvmord, og en hel dødskult tilsyneladende endte deres dage. Så det er kort sagt en lille by fuld af hemmeligheder, der kan blive optrævlet ved siden af det centrale mysterium om, hvem der er den sindssyge morder, som leger med dem.

For da Alison kommer hjem – stadig i rolle som Lennon – til den lille by efter at have været væk et år, er der skrevet med læbestift på hendes spejl:

"Jeg ved, hvad du gjorde sidste sommer."

Og Alison bliver bange for, at det er Lennon, der ikke er død og kommer tilbage efter hende.

Som du nok kan læse ud af min beskrivelse, er der masser af plotkameler, der skal sluges, hvis man vil med på det morderiske eventyr. Men serieskaberne har i hvert fald gjort, hvad de kan for at smide ekstra mystik ind, opdatere plottet til serielængde og tonen til 2021.

Det er ret sjovt at se, hvad de har fundet på, selvom de anstrenger sig lidt rigeligt for at gøre sproget super teenage-agtigt.

For eksempel er en kage "def not keto", det er "high key disrespectful" at lave videoer til TikTok, lige når ens ven er død. Og det er "full on villanelle" at have sex på video med en fyr, som andre er interesserede i.

Legendarisk platte titler

Forfatteren til bogen, der har fungeret som inspiration til filmene, Lois Duncan, var eftersigende ikke vild med, at historien blev lavet til en slasher. Hun har selv oplevet at miste et barn til et skuddrab og syntes ikke, at "voldelig død er noget, man skal gyse og fnise over". (Foto: Michael Desmond © Amazon Studios)

'I Know What You Did Last Summer' har altid været kendt for benhård målgruppetænkning.

De castede fire af de hotteste teenageskuespillere, Jennifer Love Hewitt fra 'Vi bli'r i familien', Sarah Michelle Gellar fra 'Buffy – vampyrernes skræk', Ryan Phillippe og Freddie Prinze Jr.

Hvis du er over 30, ved du, hvor sindssygt uimodståeligt et cast det er – eller, i hvert fald var i 1997.

Selvom der ikke var nogen selvironisk distance i selve filmen, blev det hurtigt en del af kulturen, at filmen egentlig var totalt plat, men man så dem alligevel, fordi alle trickene virkede.

Det er jo uhyggeligt nok at blive jagtet af en fisker med en klo, selvom du ved, at det er plat.

Titlerne blev også mere og mere latterlige. Toeren havde for eksempel den legendarisk platte titel 'I Still Know What You Did Last Summer'. Kun toppet af treeren fra 2006, hvor det bliver decideret absurd: 'I’ll Always Know What You Did Last Summer' – udgivet direkte på dvd.

De første fire afsnit af 'I Know What You Did Last Summer' kan ses på Amazon Prime nu. De sidste fire afsnit udkommer ét af gangen hver fredag frem til den 12. november.

FacebookTwitter