Hvad er der nu galt med originalen?! Hollywood har lavet ny version af dansk drama – og det virker ikke

DR's anmelder savner blandt andet fynsk gråvejr i USA's udgave af Bille Augusts 'Stille hjerte'.

Susan Sarandon spiller Ghita Nørbys rolle i den amerikanske version af 'Stille hjerte'. (Foto: Imdb)

Hvad er der nu i vejen med Bille Augusts 'Stille hjerte'? Er den ikke god nok til amerikanerne?

Den var trods alt Bille Augusts store comeback-film dengang i 2014 - ovenpå et retningsløst rundrejseri til alverdens filmhjørner med amerikanske 'Return to Sender' (2004), sydafrikanske 'Farvel Bafana' (2007), portugiske 'Nattog til Lissabon' (2013) og den halvlunkne danske skagensmalerfilm 'Marie Krøyer' (2012).

Pludselig kom Bille drønende med et velkomponeret og aldeles intimt kammerspil med Ghita Nørby som en ældre dame, der ser sin familie en sidste gang, inden hun lader sin mand sprøjte en dødelig dosis i sig.

Den gamle dames krop er i forfald. Sygdommen ALS æder sig ind på hende. Snart er hun kun en klump kød. Sådan vil hun ikke ende sine dage, og da hendes mand er læge, kan den aktive dødshjælp snildt organiseres – ulovligt eller ej.

God film. Det synes amerikanerne også. Men som sædvanlig har filmfolkene hinsides Atlanten en særlig måde at hylde en europæisk film på.

Kate Winslet (th.), som familiens ældste søster, er mere en finket bestemmerøv end Paprika Steen, skriver Per Juul Carlsen blandt andet. (© pr-billede)

Først jubler de, måske giver de den endda en fin pris under masser af ståhej. Og så laver de den selv. På amerikansk og med Hollywood-stjerner.

Amerikansk version - bare ikke så dansk

Som bekendt har Leonardo DiCaprio købt rettighederne til Thomas Vinterbergs 'Druk'. Og her er 'Blackbird' – Bille Augusts 'Stille hjerte', bare uden Bille August, Ghita Nørby, Morten Grunwald, Danica Curcic og Paprika Steen. Og Pilou Asbæk er sørme blevet lesbisk.

Det eneste tilbageværende element er Christian Torpes skarptskårne originalmanuskript.

Historien i 'Blackbird' er altså i høj grad den samme som i 'Stille hjerte', men der er skruet og drejet på forskellige knapper, hvilket gør 'Blackbird' til en helt anden film.

For eksempel er det højsommer ved den amerikanske atlanterhavskyst i 'Blackbird' - i stedet for mørk november på Fyn. Det kan lyde af småtteri, men det betyder ikke så lidt for historien, at den mørkegrå danske efterårshimmel ikke længere er der til at signalere livets afslutning.

Susan er ikke Ghita

I 'Stille hjerte' havde familien ikke noget sted at flygte hen. De var fanget med moderens modbydelige - og modbydeligt forståelige - valg. Udenfor var der kun mørke.

I 'Blackbird' er det som, alle kan snuppe sig en opfriskende dukkert på stranden, hvis alt bliver for dystert.

Derudover er Susan Sarandon en helt anden skuespiltype end Ghita Nørby. Sarandon fyrer den af med et kropssprog, der suger alt andet til sig. Nørby sparede på skuespileffekterne og skar kun igennem, når det var absolut nødvendigt.

Og så er Kate Winslet som familiens ældste søster mere en finket bestemmerøv end Paprika Steen, hvis trang til at forsøge at styre situationen bundede i tvivl og usikkerhed.

Derudover er instruktøren på 'Blackbird' ikke en Bille August, der er flasket op med Ingmar Bergmans filosofiske dramaer, men Roger Michell, ekspert i britisk feelgood-komik som 'Notting Hill' og 'Morning Glory'. Det gør selvfølgelig en forskel.

Michell tager om det centrale element i 'Blackbird' - at en mor har besluttet sig for at dø, at DØ for helvede! – som den berømte nonne tager om sømandens kønsorgan.

Bille Augusts 'Stille hjerte' havde dansk premiere i 2014. Sam Neill spiller ægtemanden i den amerikanske version. (Foto: Imdb)

Michell har rigtig svært ved at skære derind, hvor det gør naller. Han har nogle skuespillere, og han har nogle replikker i et manuskript. Men modsat Bille August har han ikke den intense følelse af virkelighed – af at noget gør ondt. Det føles faktisk i størstedelen af 'Blackbird', som om, det hele er noget Susan Sarandon, Sam Neill, Kate Winslet, Mia Wasikowski og de andre stjerner leger.

Først til sidst, ovenpå et par skænderier, bliver fornemmelsen af hyggeleg brudt.

Det er alt for sent. Da er 'Blackbird' blevet det, den ikke må være, endnu en film med Hollywood-stjerner - og ikke en knugende fornemmelse af at hold kæft, hvor er døden og afskeden umulige størrelser at jonglere med, uanset hvor fornuftigt og rigtigt, man prøver at arrangere dem.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk