Hvad foregår der? Clooneys nye Netflix-film er poetisk, smuk - og lidt tung i røven

George Clooneys 'The Midnight Sky' kræver noget af seeren. Men det er en god ting.

Det er en noget mere slidt version af George Clooney, end du er vant til at se, i rollen som Augustine i 'The Midnight Sky'. Ved siden af ham sidder den syvårige skuespiller Caoilinn Springall, der spiller den tavse pige Iris. (© Netflix)

Selvfølgelig vil du gerne have at vide, hvad i hede hule der foregår.

Og bare rolig, det kommer. Men der går et stykke tid, ja, der går faktisk næsten to timer, det vil sige næsten en hel film, før det hele falder på plads – og så kan det godt være, du er nødt til at begynde lidt forfra for at samle op på det hele.

Men altså, du har George Clooney, der tøffer rundt et sted oppe ved Nordpolen og ligner lort. Hvad fa'en har han gjort ved sig selv?

Han har stort, gråt skæg og ser oppustet ud i hovedet, mens han sjosker rundt med hængeskuldre. Han er meget langt fra det modne drømmehunk fra Nespresso-reklamerne.

Nu står der, at 'The Midnight Sky', George Clooneys sjette film som instruktør, foregår i februar 2049. Og at der er gået tre uger siden "begivenheden", hvad det end så er for en begivenhed. Og hov, nu kaster George Clooney op i lokummet. Kæft, han ser skidt ud.

Han har lige sagt nej til at forlade forskningsstationen. "Hvem mon dør først?", spørger Clooney, mens 30-40 mennesker i alle aldre haster panisk ombord i store helikoptere, og solen skinner smukt over islandskabet. På en stor computerskærm indenfor kan man se røde cirkler brede sig fra klodens storbyer.

Felicity Jones som astronauten Sully. En rolle, der blev ændret væsentligt, da Jones blev gravid kort tid inden, hendes optagelser skulle gå i gang. (Foto: Netflix © ©2020 NETFLIX)

Lidt senere i 'The Midnight Sky' holder en ung forsker et foredrag om K23, en nyopdaget måne ved Jupiter, som med pæn sandsynlighed er beboelig for mennesker. En ung kvinde blandt publikum gør tilnærmelser til den unge mand. De taler og smiler sammen.

Så springer filmen til fem astronauter på rejse i vores solsystem. De ser ud til at nærme sig Jorden, men kan ikke komme i kontakt med nogen. Og så er vi tilbage hos Clooney, der finder en stum pige på otte-ni år under et bord. Og snart er vi rummet igen. Og snart hos den unge forsker og kvinden, som nu fortæller, at hun ikke er gravid alligevel. Hun virker vred.

Rejsen er din

Hvad foregår der?

Det må du selvfølgelig selv finde ud af. Det er en del af fornøjelsen ved 'The Midnight Sky'.

Men efter en halv time af filmen er det helt på plads med en af den slags opsummeringer, som moderne nyhedsmedier bringer, når verden har været udsat for en uigennemskuelig katastrofe. Hvad ved vi på nuværende tidspunkt, efter en halv time?

Vi ved, at ’The Midnight Sky’ foregår på tre planer: Clooney på Nordpolen, den unge forsker og kvinden og de fem rumrejsende.

Værsgo, resten af rejsen er din. Ud i sneen sammen med Clooney og den ordløse pige, med rumskibet mod Jorden, gennem udfordringer, der giver os billeder fra rummet, som vi aldrig har set før. Har du måske set små kugler af blod svæve i vægtløs tilstand i en astronauts hjelm?

George Clooney debuterede som instruktør med 'Confessions of a Dangerous Mind' i 2002. 'The Midnight Sky' er hans sjette film. (Foto: Philippe Antonello/NETFLIX © © 2020 Netflix)

En film i rebus-struktur

Hvorfor kan Clooney ikke bare filmatisere Lily Brooks-Daltons roman 'Good Morning, Midnight', så man ikke skal bruge en satans masse energi på at følge med, vil du sikkert vide? Men hvorfor skulle han det? Det er sundt at blive udfordret, og desuden sender rebus-strukturen os endnu stærkere ud i en fornemmelse af at opleve menneskeheden på sit yderste, hængende i neglene på afgrundens rand.

I den henseende er 'The Midnight Sky' nært beslægtet med Christopher Nolans ’Interstellar’, dog knap så virtuos og med cirka en tiendedel af de vilde påfund, Nolan diskede op med.

Men følelsen af at kærlighed er det sidste, der binder mennesker sammen, når alt smuldrer omkring os, er den samme. Der er en sørgmodig nostalgi i billederne af islandskaberne og af kloden set fra et sønderbanket rumskib.

Det er den rejse, Clooney tager dig med på, poetisk og smukt fortalt, måske lige lovlig salvelsesfuldt til sidst, nok også lidt tung i røven i sit filmsprog hist og pist, men med et brændende ønske om at huske os på, hvem vi er - og hvor vi er, mens vi stadig er her.

(© Netflix)
FacebookTwitter