'Hvad gik galt?!' Genindspilning af børnebogsklassiker er hysterisk overspillet

'Dolittle' er tilbage med Robert Downey Jr. i hovedrollen - og det er ikke godt, mener anmelder.

-En hysterisk overspillende Downey Jr. ser ud som om, han egentlig helst vil være et helt andet sted, skriver Per Juul Carlsen. (© Universal Pictures)

Det var en formidabel idé, englænderen Hugh Lofting fik, da han sad i skyttegravene under Første Verdenskrig: En historie om en læge, der kunne tale med dyr.

Tænk at kunne sludre med vores pels- og fjerklædte venner om deres liv og verdenssyn, at udspørge hunden om dens besynderlige vane med at snuse andre i numsen.

Og hvad med at krydsforhøre en kat om, hvad der egentlig foregår i knolden på den?

Der er jo uendelige muligheder i fortællinger om et menneske, der kan kommunikere med dyr, når alle andre ikke kan.

Filmverdenen har for længst opdaget, at der er muligheder i Hugh Loftings eventyrlige univers.

For 20 år siden havde Eddie Murphy for eksempel stor succes i to film, der omplacerede Dr. Dolittle til nutidens New York. Med talrige moderne gags og jokes.

Og tilbage i 1967 udødeliggjorde Rex Harrison den dyrevenlige doktor i en skør børnefilm, der lå tæt op ad Loftings egne historier.

Robert Downey Jr. spiller rollen som Dr. John Dolittle. Siden 2008 har han været bedst kendt for sin rolle som Iron Man i Marvels superheltefilm. (© Universal Pictures)

Nu forsøger selveste Iron Man - Robert Downey Jr. - sig som Dr. Dolittle, mens instruktøren Stephen Gaghan forsøger at holde styr på et gigantisk hold computertroldmænd.

Det er blevet til en 'Dolittle', der godt nok ligner Loftings næsten hundrede år gamle eventyr, men som har mest tilfælles med nutidens energipumpede animationsfilm.

Der bliver fyret oneliners af i maskingeværtempo i selskab med en kuldskær isbjørn, en neurotisk gorilla, et hævnlystent egern og mange flere meget menneskelige, talende dyr.

Desværre har morsomhederne en tendens til at gå i tomgang - som for eksempel gorillaen, der insisterer på at være angst i alle situationer.

Der er meget langt til den komiske timing i Eddie Murphys 'Dolittle'-film. Derudover ser en hysterisk overspillende Downey Jr. ud som om, at han egentlig helst vil være et helt andet sted.

Men det problematiske er, at den tilsyneladende naturglade film ser aldeles kunstig ud, som om den var skabt af samme farvestrålende plastik, som man laver ferierejsereklamer ud af.

'Dolittle' er baseret på børnebogsserien af samme navn, der tidligere blev filmatiseret i 1967, og senere i 1998 med Eddie Murphy i hovedrollen. (© Universal Pictures)

Og det mest problematiske er, at filmen ser ud som om, den er udtænkt i marketingafdelingen, der har sat kryds ud for alt det, der plejer at virke i store, computerstyrede amerikanske familiefilm:

"Vi skal have en superstjerne, én alle kender." - ind med Robert Downey Jr.

"Vi skal skabe nogle sjove dyr, som vi har fuld kontrol over." - ind med et gigantisk hold computerfolk, der kan få dyrene til at gøre hvad som helst.

"Og vi skal have en ordentlig bunke jokes, så både børn og voksne er glade." - og ind med nogle oneliners, der giver filmen en ordentlig røvfuld energi, men som kun i få tilfælde er sjove.

Eksempelvis da egernet vågner, efter det er blevet opereret, og udspekulerer en hævn over knægten, der skød ham – ved et uheld, men alligevel.

Nå nej, det allermest problematiske ved 'Dolittle' er, at folk i marketingafdelingen på store amerikanske filmselskaber ikke har en boks til at sætte kryds i ud for en sætning, der hedder:

"En rigtig god historie med spændende figurer, der udvikler gennem filmen."

I stedet har Stephen Gaghan skrevet noget halvsjusk, der ser ud som om, det er dikteret nede fra computerafdelingen, hvor de helst vil lave så vilde scener som muligt.

Afsted med Dr. Dolittle, der skal redde den forgiftede britiske dronning (vi får aldrig en god grund til, at nogen skulle forgifte hende) ved lynhurtigt at hente en modgift i træ, som måske er en myte, på en ø, som ingen nogensinde har haft held til at finde.

Det kunne måske have været sjovt, hvis Gaghan havde udviklet nogle figurer, der gjorde den tur til en rørende, spændende, udviklende og magisk oplevelse.

Men det har marketingafdelingen ikke bedt ham om.

(© UPI Media)