"Hvad kan gå galt?"
Sådan lyder det uofficielle og modige slogan for dette års Emmy-prisuddeling, der natten til mandag, dansk tid belønner det forgangne års bedste præstationer i tv-verdenen.
Når sloganet er modigt, skyldes det, at den glitrede prisuddeling langt fra kommer til at forløbe, som den plejer på grund af den igangværende coronapandemi.
Vært Jimmy Kimmel vil være til stede i Staples Center i Los Angeles, men aftenens stjerner, der normalt skiftes til at gå på scenen for at takke Gud, fans og deres agenter, vil være spredt for alle vinde.
Nærmere bestemt vil 138 stjerner være fordelt på 114 lokationer i ti forskellige lande, skriver The Hollywood Reporter. Og hver gang en pris skal uddeles, vil der blive stillet igennem til vinderen, lidt som mange af os efterhånden kender det fra Skype-, Zoom- og FaceTime-møder.
- Det er sjovt, når man prøver noget nyt – uanset om man selv har valgt det eller er blevet tvunget til det, lyder det fra DR's serieekspert Frederik Dirks Gottlieb, der dog håber, det snart igen vil være muligt at afholde shows og andre arrangementer, som vi er vant til.
- Jeg er spændt på at se, hvordan det kommer til at løbe af stablen. Og jeg er glad for, at jeg ikke er producent på det!
Showets ledende producent, Ian Stewart, har sagt til The Hollywood Reporter, at man allerede nu forbereder sig på, at langt fra alt kommer til at forløbe glat under det timelange show.
- Det kommer ikke til at forløbe gnidningsfrit fra start til slut. Det kommer simpelthen ikke til at ske. Og det er vi nødt til at omfavne.
Forud for uddelingen fører HBO-serierne 'Watchmen' og 'Succession' kapløbet om guldet med henholdsvis 11 og 10 nomineringer.
Nedenfor giver Frederik Dirks Gottlieb dig sit bud på, hvem der vinder i nogle af de største kategorier til Emmy-uddelingen.
Bedste komedieserie
- Normalt plejer komediekategorien at være super stærk, men den er sgu lidt sløj i år. Der er en del af de her serier, der ikke er så kendte og populære i Europa.
- Det er fedt, at 'What We Do in the Shadows' er kommet med. Det er en fremragende og nyskabende serie. Men der er også nogle serier her, der er overvurderede: 'The Kominsky Method' og 'The Marvelous Mrs. Maisel' er fine, men på ingen måde revolutionerende.
- 'Schitt's Creek' er nok det bedste bud på en vinder, selv om jeg hellere så 'What We Do in the Shadows' eller 'Insecure' løbe med sejren.
Bedste dramaserie
- I år er dramakategorien meget bedre end komediekategorien. Jeg kan ikke huske, hvornår de to kategorier har været så skævt fordelt i forhold til kvalitet. Dramaserierne er tiptop i år.
- Når det så er sagt, så ser jeg en meget klar favorit i 'Succession'. Det er en meget klassisk dramaserie med en familiesaga som omdrejningspunkt. Det er lidt en blanding af 'Arvingerne' og 'Dynasty'. Jeg var selv helt tosset med anden sæson. 'Ozark' er også et godt bud på en mulig vinder, men 'The Crown', der er en af mine personlige yndlingsserier, kunne også sagtens vinde.
- Det er et helt sindssygt skarpt felt i år.
Bedste miniserie
- Det er i virkeligheden denne her kategori, der rykker mest i de her år. Jeg forstår ikke, hvorfor der kun er fem nominerede og ikke otte, ligesom i komedie- og dramakategorierne.
- 'Watchmen' er simpelthen en af de bedste serier, der nogensinde er lavet. Det er nærmest kunst. Der er ingen tvivl om, at det både er favoritten og også den serie, der bør vinde kategorien. Men 'Unbelievable' er også en af de bedste miniserier i nyere tid. Den er så nyskabende i måden, den fortæller om voldtægt på, og samtidig gør det til en underholdende krimi. Det er en lille genistreg.
- 'Mrs. America' har de fleste bookmakere som en to'er til at vinde. Den er god, men det bliver meget amerikansk og opstyltet til min smag.
Bedste mandlige skuespiller (på tværs af kategorier)
- Jeg kunne forestille mig, at Mark Ruffalo var en favorit i miniseriekategorien for 'I Know This Much Is True'. Og så ved jeg, at Eugene Levy fra 'Schitt's Creek' er favorit i komediekategorien, mens drama er delt med Jeremy Strong og Brian Cox, der begge er med i 'Succession'.
- Mark Ruffalo er nok det stærkeste mandlige kort overhovedet i år. Det er tit svært at hamle op med skuespillerne i miniserierne. De kan dedikere sig mere intenst til en rolle, end hvis det er en traditionel serie, der løber over lang tid. Det er også derfor, man tit ser de helt store navne i miniserierne.
Bedste kvindelige skuespiller (på tværs af kategorier)
- Catherine O'Hara fra 'Schitt's Creek' er favorit i komediekategorien. Hun er bedst kendt som moren i 'Alene hjemme', og det ville være et fantastisk comeback, hvis hun får en Emmy 30 år efter den film.
- Hvis vi ser på dramakategorien, er Laura Linney fra 'Ozark' et stort navn. Hun var også et stort navn i 90'erne. Det er jo fantastisk, at nogle ældre kvinder faktisk er favoritter i de her kategorier. Olivia Colman og Jennifer Aniston er også nomineret i dramakategorien.
- Regina King er en klar favorit i miniseriekategorien for 'Watchmen'. Jeg ville blive decideret chokeret, hvis Cate Blanchett fra 'Mrs. America' vinder over hende, men hende må man bare aldrig regne for ude af løbet.
Nogle priser er allerede uddelt. Natten til søndag modtog den dansk-syriske 'The Cave' således en pris for bedste dokumentar.