Hvem er den mystiske Q? Ny dokumentar jagter manden bag en af verdens største konspirationsteorier

I 'Q: Into The Storm' forsøger instruktøren at finde frem til bagmanden til QAnon-bevægelsen.

QAnon er et internetfællesskab af konspirationsteoritikere, der i løbet af få år har vokset sig til en global bevægelse. Programmøren Fredrick Brennan er skaber af hjemmesiden 8Chan, hvor QAnon hører til og er en vigtig puslespilsbrik i dokumentaren. (© HBO via Warner Media)

Der er kun gået et par uger, siden dokumentarserien 'Allen v. Farrow' følte sig så overbevist om, at filminstruktøren Woody Allen havde forgrebet sig på sin 7-årige adoptivdatter, at den brugte mere end fire timer på at finde tegn på Allens skyld.

Den fandt ingen beviser.

Myndighederne havde undersøgt sagen i to omgange. Den ene gang mente efterforskningslederen, at der muligvis kunne være en sag, men undlod at gøre mere af hensyn til datterens ve og vel. Allen er derfor aldrig blevet retsforfulgt, slet ikke dømt. Men hvem gider bekymre sig om det i den bedste sendetid?

Det er unægtelig mere sexet at udpege en skyldig, især en celebritet, end at spørge til højre og venstre og konstatere, at virkeligheden er røvhamrende kompliceret.

Her kommer så endnu en dokumentarserie på streamingtjenesten HBO og peger på en forbryder. Uden beviser.

Den "rygende pistol", som det hedder i amatørdetektivernes terminologi, når noget er lige ved at ligne et fældende bevis, er … et smil.

Den hovedmistænkte i 'Q: Into the Storm' kommer med en erklæring. Og smiler. Hvorefter instruktøren Cullen Hoback føler sig i sin gode ret til at konstatere, at den mistænkte er skyldig og på vej ind i "evig skændsel".

Der er tungere vidnesbyrd mod den mistænkte end et smil i 'Q: Into the Storm', men smilet er afgørende, mener Hoback. Det er nok til at gøre den mistænkte til ansvarlig for en af de største kriser i nyere amerikansk historie – stormen på kongressen i Washington den 6. januar i år.

Det er bestemt ikke usædvanligt, at dokumentarister og journalister leger dommere på et løst grundlag. Det gør det ikke mere rigtigt.

Woody Allen er godt på vej til at være udstødt af den amerikanske filmbranche – uden at nogen ved, om han har gjort noget forkert. Og i sidste ende kan Cullen Hobacks hjemmestrikkede dokudomstol være lige så underminerende for en retsstat, som det, han anklager den mistænkte for i 'Q: Into the Storm'.

QAnon er navngivet efter en bruger på platformen 4Chan, som kaldte sig "Q". Q begyndte i oktober 2017 at sende kryptiske beskeder, som et stigende antal følgere begyndte at fortolke og videreformidle. Det er denne "Q", instruktøren Cullen Hoback, som ses på billedet, forsøger at finde i 'Q: Into The Storm'. (Foto: HBO via Warner Media)

Hoback er grundlæggende skyldig i det samme som den person, han peger på – at konspirere – men det skal understreges til Hobacks forsvar, at han er betydeligt mere grundig og saglig i sin research.

Gennem flere år har han rejst både verden og det store uoverskuelige internet tyndt for at finde ud af, hvem der gemmer sig bag aliaset 'Q' – den mystiske figur, der med sine antydninger og påstande opbyggede så kraftig en konspirationsteori, at der opstod en hel kult, QAnon, omkring den. Flere politikere har endda stillet op til senatsvalg med QAnon som valgprogram.

Peger på tre mistænkte

Kernen i QAnon er så absurd, at det burde være satire.

Den bygger på en påstand om, at en satandyrkende ring af pædofile og småbørnsspisende Hollywoodstjerner, politikere og rigmænd styrer verden.

Der er intet, der minder om beviser for den idé, men op mod præsidentvalget i USA i november sidste år hoppede flere millioner amerikanere på vognen.

Coronakrisen blev smidt ind i konceptet, eftersom den giver mulighed for at kontrollere en befolkning. Og eks-præsident Donald Trump brugte som bekendt situationen til at løfte sig selv til en position, hvor QAnon-følgerne så ham som den store frelser, der ville afsløre de satandyrkende pædofile baby-ædere.

Undervejs på sin jagt på Q finder Cullen Hoback en pæn håndfuld mistænkte, som han koger ned til tre.

Det er et solidt og grundigt stykke arbejde, Hoback udfører, også så solidt, at mange af minutterne i dokumentarseriens 6 afsnit af én time føles meget lange. Han har tydeligvis gennemtygget mange af Qs budskaber, trukket lange tråde i konspirationernes historie og besøgt bunkevis af QAnon-tilhængere.

Det ironiske er, at Qs identitet er tæt på uinteressant.

Er det overhovedet interessant at finde bagmanden?

Hoback er tilsyneladende så forhippet på at finde Q – det er jo det, der skaber overskrifter og berømmelse – at han helt overser det egentlig interessante ved QAnon: Hvorfor i hede hule flere millioner amerikanere med enorm entusiasme køber idéen om, at Tom Hanks, Hillary Clinton, Bill Gates med flere kontrollerer verden, mens de hygger sig med at dyrke satan og torturere og spise småbørn.

Jim Watkins og hans søn Ron Watkins er nogle af de mest prominente personer og konspirationsteoretikere inden for QAnon-bevægelsen. (© HBO via Warner Media)

Hvorfor føler helt almindelige mennesker – og dokumentaren er faktisk rigtig god, når den understreger, at det ER helt almindelige mennesker – sig så pressede, at de kun kan få verden til at hænge sammen med den slags nonsens?

Som det bliver understreget i Hobacks film, har Q kun støbt et svagt fundament, som andre har grebet og bygget en konspirationskult ud af.

QAnon-tilhængernes følgeslutninger – eller kortslutninger – er så groteske, at det burde være løgn. Som en af de mest prominente, journalisten Liz Crokin siger: "Der er ikke noget, der kan overraske mig. Jeg udstiller mennesker, der spiser babyer. Hvis det kan eksistere, kan alt eksistere."

Det er jo lige det.

Alt kan give mening, hvis man insisterer på det. Også et lille smil.

Hvis det er den vej, de store amerikanske streamingtjenester vil med deres dokumentarer, ender vi alle med at være selvbestaltede dommere i en verden af konspirationer.

(© HBO via Warner Media)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk