Hvem er Dumbledore og er Snape død? Fans leger med sjove Harry Potter-teorier

En af de mange teorier omkring Harry Potter-universet går på, at Snape sagtens kunne være overlevet - hvis han ville.

Det er flere år siden både bøgerne og filmene om Harry Potter udkom, men fansene er stadig vilde med universet. (Foto: CHIP EAST © Scanpix)

Det er i år 10 år siden, at den syvende og sidste bog i historien om Harry Potter udkom, og seks år siden, at den sidste filmatisering 'Harry Potter og Dødsregalierne - del 2' kunne ses i biograferne.

Men ægte fans giver ikke slip så let. Der bygges stadig videre på historierne, og der florerer stadig flere forskellige teorier om figurerne i Harry Potter-universet.

En af teorierne handler om, at Snape i virkeligheden slet ikke er død. Teorien går blandt andet på, at man aldrig ser Snapes krop, efter han bliver slået ihjel.

Havde forudset Voldemort ville dræbe ham

Den teori har de to Harry Potter-fans Amalie Dahlerup Hermansen og Nanna Bille Cornelsen fra Aarhus Universitet diskuteret.

Hele hans liv er centreret omkring at beskytte Harry Potter, fordi det har han lovet hans mor. Når han har gjort det, er der ikke grund til at leve mere for ham.

harry potter-fan om teorienom, at snape stadig lever.

De læser henholdsvis statskundskab og analytisk journalistik og har deres egen podcast ved Aarhus Studenterradio, 'Harry Pottcast' om den famøse Harry Potter-serie.

- Teorien går blandt andet ud på, at Snape godt kunne have overlevet at blive bidt af Voldemorts slange Nagini. Han er Professor i Eliksir, og ville nok vide, hvad der var en modgift til slangens gift. Derudover havde han nok også forudset, at Voldemort på et eller andet tidspunkt ville dræbe ham, siger Nanna Bille Cornelsen.

De to piger tror dog ikke på teorien.

- Jeg tror godt, at han kunne være overlevet, hvis han ville. Men hele hans liv er centreret omkring at beskytte Harry Potter, fordi det har han lovet hans mor (Lily, red.). Når han har gjort det, er der ikke grund til at leve mere for ham. Hele hans personlighed gør, at jeg ikke tror, den idé holder, siger Nanna Bille Cornelsen.

De to piger Amalie Dahlerup Hermansen (tv.) og Nanna Bille Cornelsen tilrettelægger og styrer podcasten 'Harry Pottcast' hos Aarhus Studenterradio. (Foto: Kaspar Ottosen © Aarhus Studenterradio)

Teori om Snapes mor

De har også diskuteret teorien om, at Hogwarts' bibliotekar, Irma Pince, i virkeligheden er Snapes mor.

Teorien går blandt andet på, at bibliotekaren hedder Irma Pince, og det er et anagram for 'I am Prince', og Snapes mor hed Eileen Prince.

Det ville også forklare, hvorfor Dumbledore aldrig holder op med at tro på Snape.

Harry Potter-fan om teoriom, hvem snapes mor egentlig er.

- Den teori kunne godt være rigtig. Snape beder også Dumbledore om at beskytte hans mor, når han siger ja til at gå over til den gode side og blive Dumbledores spion, siger Amalie Dahlerup Hermansen.

- Og det skulle så være derfor, at Dumbledore ansætter hende som bibliotekar på skolen. Det ville også forklare, hvorfor Dumbledore aldrig holder op med at tro på Snape. Fordi at han ved, han også beskytter hans mor til gengæld, siger hun.

De tror begge to, at det fra start har været J. K Rowlings ønske, at de mange Harry Potter-fans, der findes i verden, selv har kunne bygge videre på historierne og opfinde den slags teorier.

- Vi tror, det var hendes håb, at folk kunne bygge videre på det. Hun lægger også en stor ære i, at universet kan leve videre på Pottermore, siger Nanna Bille Cornelsen.

J. K. Rowling afviser teori

En tredje og meget omdiskuteret teori går på, hvem Dumbledore i virkeligheden er.

Flere fans mener, at den gamle troldmand faktisk er Harry Potters ven, Ron Weasley, der er vendt tilbage i tiden for at passe på Harry Potter.

Ifølge The Sun lyder nogle af argumenterne på, at man i bogen kan læse, at både Ron og Dumbledore har lange, tynde næser - og at Dumbledore også var rødhåret, da han var ung.

Teorien handler også om, at Dumbledore ved alt, hvad der foregår og alt, hvad Harry laver - og det ved han, fordi han har oplevet det hele én gang før som Ron.

I 2015 afviste J. K. Rowling dog teorien, men det har ikke fået fans til at stoppe med at stille spørgsmål ved, om Dumbledore og Ron er én og samme person.

Teorien har fået navnet 'Ronbledore', der også har sit eget hashtag på blandt andet Instagram og Twitter.

Hvis teorien var rigtig, var J. K. Rowling endnu mere genial, mener en bruger på Twitter.

Andre fans er stadig i tvivl om, om teorien er rigtig eller falsk:

Der er endda blevet lavet en Ronbledore Teaser Trailer, som kan ses her.

Teorier er underholdende, men barnlige

For Nicklas Bentsen fra Helsinge, der også er stor Harry Potter-fan, er teorierne underholdende, men slet ikke holdbare, siger han.

- I forhold til Ronbledore-teorien, så har skaberen af et univers altid det sidste ord. Om det er Harry Potter- universet eller Star Wars eller noget helt tredje. Ellers giver det hele jo ikke mening, siger han.

- De fleste teorier er skabt af voksne mennesker, der ikke accepterer, at J.K. Rowling har sagt nej. Det virker i min optik lidt barnligt - som børn, der ikke accepterer, at mor har sagt nej til slik, når de står i køen i supermarkedet, lyder det fra Nicklas Bentsen.

Harry Potter-universet genopstod sidste år gennem West End-teaterstykket 'Harry Potter og det forbandede barn', der også blev udgivet som bog, og måske det har været med til at vække nogle gamle teorier til live igen.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve