Hvor langt kan man gå i kampen mod nazismen? Til tider er filmen næsten ubehageligt intens

Da Tyskland oplever en række racistiske optøjer, beslutter 20-årige Luisa, at hun vil gøre en forskel og går ind i det venstreorienterede aktivistmiljø.

'Und morgen die ganze Welt' er løst baseret på instruktørens egne oplevelser som venstreorienteret aktivist i 1990'erne. (© pressebillede)
'Und morgen die ganze Welt' er løst baseret på instruktørens egne oplevelser som venstreorienteret aktivist i 1990'erne. (© pressebillede)

Du kan nemt misforstå 'Und morgen die ganze Welt'.

Du kan nemt opfatte den som en film om heltemodige unge menneskers kamp mod nogle dumme nazisvin, der truer med at skrue tiden tilbage til Anden Verdenskrig.

Og du kan opfatte den som en flok venstreorienterede gadekrigere, der slår tilbage, når den tyske stat stopper dem i at tage kampen op med den gryende nazisme.

Du kan nemt komme helt ud ad et sidespor med 'Und morgen die ganze Welt'.

Det kan jeg også. Det er jo ikke sådan ment – alle kan misforstå intentionerne. Måske er jeg i fuld gang med det lige nu. Men jeg mener så afgjort, at det vil være en stor misforståelse at opfatte 'Und morgen die ganze Welt' som en simpel film med et simpelt budskab. Selvom det er nemt at opfatte den sådan.

Instruktøren Julia von Heinz er ikke ligefrem klar i spyttet med sin slutning.

'Und morgen die ganze Welt' var Tysklands kandidat til en Oscar-nominering i 2021. (© pressebillede)

Bygger på egne oplevelser

Filmen bygger løst på von Heinz' egne oplevelser som venstreorienteret aktivist i 1990'erne, da nazismen igen var på fremmarch.

Hun var en del af bevægelsen Antifa – Antifascistisk Aktion – og havnede i situationer, hvor hun og de andre aktivister måtte stille spørgsmålet 'hvor langt vil jeg gå?'

Hvor voldelige eller fysiske kunne de være i aktionerne mod nazister? Skulle der kæmpes med pamfletter og ord? Eller knytnæver og våben?

De spørgsmål har Julia von Heinz ført op til vore dage, hvor de højrenationale kræfter igen er på fremmarch, ikke mindst gennem partiet Alternative für Deutschland.

Hun tager udgangspunkt i en spøjs formulering fra den tyske forfatning, der siger at "alle borgere har ret til at udøve modstand mod dem, som forsøger at omdanne Tyskland fra en demokratisk og social føderation".

Den formulering kan både højrenationale og venstreorienterede, ja faktisk alle, bruge som begrundelse for at gå til fysisk kamp mod dem, der ikke taler demokratiets sag. Det afhænger af fortolkningen.

Lige så flertydig den formulering er, lige så søgende er Julia von Heinz' alter ego, Luisa, i sin aktivisme.

Hun kommer fra en rig, adelig familie, men søger ind til de venstreorienterede miljøer i byen Mannheim for at bekæmpe nazismen. Meget hurtigt ender Luisa i den hårde kerne. Det begynder, da hun snupper en mobiltelefon fra en af nazisterne, og er ved at få seriøse tæsk, da hun bliver reddet af smukke og stærke Alfa.

Kort efter er de to og den mere taktiske Lenor i gang med at organisere slagsmål – og det, der er hårdere – mod nazisterne.

Alle kneb gælder i den politiske aktivisme. Men er det i orden? Gamle aktivister advarer. Det samme gør instruktøren Julia von Heinz langt hen ad vejen – men ikke hele vejen.

Det højreorienterede parti 'Liste 14' i filmen er en reference til det tyske parti Alternative für Deutschland. (© pressebillede)

Til tider ubehageligt intens

Det er netop i nuancerne og overvejelserne 'Und morgen die ganze welt' er mest spændende.

Hvis du blot opfatter den som en opfordring til at bekæmpe nazisterne med alle midler – eller netop ikke at bekæmpe dem med alle midler – og den kan opfattes på begge måder, er den for én-dimensionel og flad.

Men hvis du lægger mærke til, at nazisterne aldrig hænges ud som usympatiske. Hvis du lægger mærke til, at Luisa er en ung kvinde, der har penge og indflydelse og til enhver tid kan smutte væk fra det hele og fortsætte sin fine uddannelse. Og du bemærker, at nazisterne ikke har noget, ikke engang et fædreland, de tror på, hvis de trækker sig ud af deres kamp. Da er 'Und morgen die ganze welt' en langt mere nuanceret beretning, om hvor meget, der er i spil, når politiske aktivister støder ind i hinanden.

Til tider er Luisas personlige rejse som aktivist næsten ubehageligt intens.

Som tilskuere aner vi ikke, hvor hun er på vej hen. Og så runder Julia von Heinz det hele af med en klodset slutning. Eller også har jeg misforstået hende.

Det er i hvert fald nemt at misforstå 'Und morgen die ganze Welt' og glemme alle de gode betragtninger om moral og fornuft.

(© Grand Teatret)
FacebookTwitter