Hvordan kan det overhovedet være underholdning? Her er 3 grusomme serier, du alligevel er nødt til at se

I anledning af tv-serien om ubådssagen har vi fundet tre andre serier, der behandler nogle af vor tids største samfundstraumer.

Inden premieren fik 'Efterforskningen' massiv kritik for at gøre en så grov og forholdsvis ny drabssag til et stykke tv-underholdning. Efterfølgende er kritikken forstummet, og serien har høstet stor ros for sin delikate behandling af sagen om drabet på Kim Wall. (Foto: Henrik Ohsten © TV2)

Dramatiker Katrine Wiedemann er nok den, der har ridset kritikken af Tobias Lindholms nye serie, 'Efterforskningen', skarpest op.

"Nogle gange skal kunsten tie", var hendes overskrift.

Herefter kaldte hun projektet for "gravskænderi", "kannibalisme" og "det endegyldige bevis på de kreative branchers moralske fallit".

Hun var langt fra alene. Der var en udbredt nervøsitet og stemning af, at det var alt for tidligt at lave en serie om ubådssagen, der kostede journalisten Kim Wall livet i august 2017.

Nu har 'Efterforskningen' fået premiere, og serien har, på trods af de kritiske røster inden premieren, fået gode anmeldelser alle vegne.

Den bliver faktisk hyldet for aldrig at nævne gerningsmandens navn og aldrig fokusere på spektakulære eller blodige detaljer. Tværtimod kritiserer den dem, der svælgede i de drabelige detaljer og viser et fællesskab, der arbejder hårdt og professionelt på at samle stumperne op i kaosset.

Jacob Ludvigsen fra Soundvenue beskriver, hvordan den meningsløse tragedie rent faktisk kan blive til betydningsfuldt tv:

- Jeg havde svært ved at se det for mig. Indtil nu, hvor jeg har set det, skriver han.

Uanset, om vi kalder det underholdning eller kunst, er der unægteligt noget arrogant over at kaste sig over dybe samfundstraumer og lave det til tv.

Hvilke instruktører har hovmodet til at tro, at de kan hjælpe os med at begribe det ubegribelige?

Det kan jo være svært nok at instruere en skuespiller troværdigt i at vågne eller drikke en kop kaffe. Så det er en form for overmod at tro, at man kan fortælle historien om noget så uhyrligt som ubådssagen, terrorangrebene i Norge, slavetiden i USA eller endda vor kulturs ultimative folkedrabsmareridt: Holocaust.

Alligevel bliver vi ved med at prøve. Det er altid interessant at diskutere, hvornår det lykkes, og hvornår det ikke gør. Hvornår var det godt gjort, og hvornår var det ikke.

I anledning af 'Efterforskningen' kommer her tre andre eksempler på, hvordan uhyrlige samfundstraumer behandlet med meget overlagte kunstgreb kan blive til meningsfyldt tv.

1

Terrorangrebene i Norge - '22. juli: Dagen, der ændrede Norge'

'22. juli' bygger på vidnesbyrd og beretninger fra mennesker, der på den ene eller anden måde var involveret under og efter terrorangrebene i Oslo og på øen Utøya i 2011. Ingen af karaktererne afspejler dog virkelige personer. (Foto: NRK / Artwork Sthlm Creator © NRK / Artwork Sthlm Creator / Via DR)

'22. juli: Dagen, der ændrede Norge' anlagde præcis den samme strategi som instruktør Tobias Lindholm har lagt for 'Efterforskningen': Ikke at værdige drabsmanden nogen rolle.

Serien handler om Anders Behring Breiviks angreb i Oslo og på Utøya i 2011. Men ganske eksemplarisk og usensationelt viser den hverken Breivik selv eller de blodige detaljer fra hans angreb.

Serien er et nøgternt studie af, hvordan et samfund tackler en tragedie - før, under og efter - fortalt gennem dem, der var på arbejde: En journalist, en højreorienteret blogger, politiet og traumeberedskabet.

Det planter en sjov utilfredshed hos seeren, for i en krimi er man jo vant til at få en afslutning, hvor skurken får som fortjent. Og helst lige så blodigt og udpenslet som det, gerningsmanden har gjort imod sine ofre.

Men problemet kan jo være, at man får illusionen af, at problemet er løst. For hvad nu, hvis det ikke er?

Det kan være rart at føle, at det onde er væk, når serien er slut, men den tilfredsstillelse nægter '22. juli' og 'Efterforskningen' at give os. I stedet fortæller de en historie om et fællesskab, der virker, på trods af de mest absurde onde gerninger.

Alle seks afsnit af '22. juli ' kan ses på DRTV.

2

Slavetiden i USA - 'Underground'

'Underground' er skabt af Misha Green og Joe Pokaski. Misha Green er også aktuel med HBO-gyserserien 'Lovecraft Country', der ligeledes behandler slavetidens problematikker. Joe Pokaski er bedst kendt for sine superhelteserier 'Marvel's Cloak & Dagger' og 'Heroes'. (Foto: Skip Bolen © Sony Pictures Television via New York Times)

Helt i modsætning til 'Efterforskningen' og de andre eksempler her på listen, er 'Underground' ikke optaget af det, som den tyske filmskaber Werner Herzog ville kalde "bogholdersandhed" - altså en nøgtern gennemgang af virkeligheden.

Det betyder ikke, at den ikke er fyldt med grundigt researchede detaljer i påklædning og manerer. De er bare sat i scene som en hæsblæsende spændingsserie i stil med 'Prison Break' eller 'The 100'. Og så har både John Legend og Kanye West fået plads på soundtracket til serien.

'Underground' foregår i 1850'erne og handler om et forsøg på at arrangere en masseflugt fra en plantage i det sydlige USA. Serien balancerer på en hårfin grænse mellem at ville fortælle os en vigtig historie og at lave triviel underholdning ud af virkelige menneskers historiske lidelser.

Men med genre-grebene og den moderne musik bliver det en provokerende påstand om, hvordan vores fortid ligner vores nutid meget mere, end vi har lyst til at indrømme.

Vi bliver hele tiden mindet om, at selvom den afspejler et miljø, der er over 150 år gammelt, så taler den fra vores tid, til vores tid, om vores tid.

'Underground' kan ses på Viaplay.

3

Holocaust - 'Shoah'

Filmen 'Shoah' er mere end ni timer lang og tog 11 år at producere. Treblinka, som der skiltes til på billedet, er navnet på en nazistisk udryddelseslejr under Anden Verdenskrig. (© Shoah (1985)/via BFI)

Ingen underlægningsmusik, ingen argumenter, ingen dramatiske rekonstruktioner, intet arkivmateriale, ingen konflikt. Bare vidnesbyrd.

Stolte ansigter, der har set gru, større end man kan forestille sig. Det hele bliver fortalt i små forsigtige, nøgterne sætninger, tics og trækninger ved øjnene og om munden, der afslører alt det, de husker.

I serien, der er fra 1985, møder vi overlevende fra Anden Verdenskrigs koncentrationsslejre, der ikke just er vokset op med at fortælle om deres følelser.

Én af de første personer, vi møder, har arbejdet med at skovle lig fra gasvogne ind i to store ovne.

Han står og kigger på den store tomme lysning i skoven, hvor lejren har ligget. Han tager sig til hovedet ved tanken om dokumentarens umulige projekt.

- Man kan ikke genskabe det, der skete. Ingen kan forstå det. Ikke engang jeg selv, nu hvor jeg står her, siger han.

Dokumentarserien er en underligt beroligende, næsten hypnotisk oplevelse, for der er masser af stilfærdige optagelser af togturene ind og ud af lejrene og smukke panoramaer over tomme lysninger i de frodige granskove. Kun små rester af skarpe murstenvinkler afslører, at verdenshistoriens mest uhyggelige bygningsværker har ligget her.

- Forstyrrede det ikke, at dit arbejde kun var 100 meter fra lejrene?, spørger instruktøren en landmand, der har kunnet kigge over til udryddelseslejren Treblinka fra sin mark.

- Jo. Først var det ikke til at holde ud. Men så vænnede man sig til det.

Serien beviser, at det nogle gange kan være mere uhyggeligt at se en brøkdel af virkeligheden - men forestille sig meget mere.

'Shoah' kan ses på YouTube i to dele. Du finder første del her og anden del her.

FacebookTwitter