Hvordan siger man farvel til sin døende mor? Ny film gør op med den perfekte afsked

Instruktør Charlotte Brodthagen er netop dimitteret fra Den Danske Filmskole med 'Adjø'.

(Foto: Åsmund Sollihøgda)

Da jeg ringer til den nyudklækkede filminstruktør Charlotte Brodthagen, har jeg griflet nogle af de sædvanlige spørgsmål ned på blokken: "Hvad handler filmen om?", "Hvad vil du gerne opnå med den?" og så videre.

Jeg er ikke klar over, at jeg snart må kaste min blok væk og i stedet begive mig ned ad en sti, jeg egentlig ikke er særlig vild med at betræde.

Vi kommer nemlig lynhurtigt til at snakke om syge forældre. Om kræft. Om hvordan min egen mor døde af kræft, og hvordan Charlottes afgangsfilm 'Adjø' handler om en voksen datter og hendes mor, der tager på en tur til Vadehavet, mens moren er alvorligt syg.

Datteren Nanna vil i filmen gerne skabe den perfekte sidste rejse for sin mor. Hun vil have, at de virkelig skal have noget ud af turen sammen. Moren Claudia vil derimod bare gerne have det "normalt", som Charlotte Brodthagen forklarer mig.

- Så de to kvinders intentioner kommer til at spænde ben for hinanden. Den handler om, at det er svært at sige farvel, og at der ikke findes det perfekte farvel.

Nanna og hendes mor Claudia tager på en forlænget weekend til Vadehavet med to meget forskellige forestillinger om, hvordan turen skal være. (Foto: Philip Peng Rosenthal)

Filmen er ikke selvbiografisk, men en fiktionsfilm, som er inspireret af Charlotte Brodthagens egne oplevelser omkring at være pårørende til en mor med kræft.

- Jeg har selv personlig erfaring med emnet, idet min mor er syg med kræft. Jeg har i den forbindelse lagt mærke til, at vores behov for at snakke om det sjældent matcher. Jeg kan have brug for at snakke om det, når hun har brug for at have det normalt og omvendt. Det er en helt central dynamik i filmen, siger hun og uddyber:

- Da jeg gik i gang med at udvikle filmen, tænkte jeg meget over, at det var vigtigt, at man snakkede om de svære ting. Men som arbejdet med filmen er skredet frem, er det gået op for mig, at målet i sig selv ikke bør være at snakke om det svære hele tiden.

- Det bør i stedet være at give hinanden plads til at tage de samtaler, man hver især har brug for, samt at give plads til de forskellige reaktioner.

'Man bør hellere spørge for meget end for lidt'

Som nævnt har mor Claudia ikke det store behov for at tale om sin sygdom i 'Adjø'. Faktisk vil hun helst bare spille kort eller høre, om Nanna nu har fået fikset sin opvaskemaskine.

Nanna er derimod meget optaget af, at turen skal være helt, helt særlig – med hvad dertil hører af champagne, eksistentielle snakke og masser af (forceret) hygge.

- Du kvæler mig med det her. Med alt det her. Hele tiden, udbryder Claudia på et tidspunkt, mens Nanna står såret og uforstående tilbage.

Hvordan de to kvinder kommer videre herfra, må du se filmen for at finde ud af. Det står dog ganske klart, at den nyuddannede filminstruktør med 'Adjø' ønsker at gøre os bedre til at snakke om det svære.

Det er mange af os nemlig ikke særligt gode til, mener hun.

- Jeg tror, vi mangler et sprog for at tale om det, der er svært. Det handler måske også om, at der er mange forventninger til én, når der sker noget så voldsomt i ens liv.

- Folk forventer lidt, at man skal have det helt enormt dårligt, og kigger mærkeligt på én, hvis man pludselig fortæller en sjov historie. Samtidig er der også en berøringsangst, som nogle gange handler om, at man er bange for at gøre hinanden kede af det.

- Jeg håber, filmen kan være en dåseåbner til, at vi bliver bedre til at tale om nogle af de her svære emner, lyder det fra Charlotte Brodthagen. Her ses Anne Laybourn i rollen som Nanna. (Foto: Philip Peng Rosenthal)

Hvad kan man gøre som pårørende, hvis man ikke ved, hvordan man skal gribe sådan en situation an?

- Man bør hellere spørge en gang for meget end en gang for lidt. Som pårørende eller syg får man så muligheden for at sige, at det gider man ikke lige snakke om i dag, men det kunne også være, at man lige præcis gerne ville snakke om det den dag.

Selv er Charlotte Brodthagen og hendes mor landet et godt sted i forhold til deres forskellige behov i forbindelse med morens kræftsygdom.

- Jeg er enormt glad for, når min mor siger til at mig, at nu har hun bare lige lyst til at have en dejlig aften og være ude at spise, og så kan vi have det. Det er okay at give plads til alle de forskellige følelser, man har.

Balancerer mellem det tunge og lette

Netop de forskelligartede følelser er også vigtige i 'Adjø', der på Den Danske Filmskoles hjemmeside beskrives den som "et bittersødt humoristisk drama".

- Jeg kan godt lide at arbejde med svære emner, men i en tone, som er til at holde ud at være til stede i. Derfor har hverdagshumoren og det akavede været vigtigt for mig i filmen. For livet er også en blanding af det tunge og det lette.

Og der opstår da også pænt med akavede situationer på mor-datter-turen til Vadehavet, hvor det i øvrigt er Stine Stengade, der spiller moren Claudia, mens Anne Laybourn spiller datteren Nanna.

For eksempel i forbindelse med en tur på en minigolfbane, hvor Claudia har svært ved at skjule, at hun synes, Nanna er lidt for meget. Få øjeblikke senere er moren udvandret fra minigolfbanen opløst i tårer, fordi datteren har stukket til det ømtålelige emne, moren ikke vil tale om.

Stine Stengade i rollen som moren Claudia. Hun har været aktiv inden for både teater, film og tv gennem sin karriere. (Foto: Philip Peng Rosenthal)

Herudover begår Nanna undervejs i filmen den fejl, at hun – trods alle sine gode intentioner – glemmer at spørge sin mor om, hvordan hun egentlig har det.

- Hun prøver på alle mulige måder at skabe den perfekte tur og den her særlige intimitet, men hun stiller aldrig spørgsmålet: "Hvordan har du det?", forklarer Charlotte Brodthagen.

Nu er jeg jo nødt til at spørge dig: Hvordan har du det?

- Jeg har det godt...

Så holder hun en pause. Måske for at mærke ordentligt efter, inden hun fortsætter:

- Jeg har det godt, og min mor har det også godt lige nu, så det er dejligt. Hun har set filmen, og det var en rigtig god oplevelse at vise hende den. Vi blev begge meget rørte.

Det er jeg også blevet. Både da jeg så filmen, og især da jeg undervejs i snakken med den nyudklækkede instruktør blev mindet om min egen mor.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk