Hvorfor vente til efter Oscar-festen? Her er de nominerede film, du skal se i påsken

Savner du underholdning til påsken, så er der masser af Oscar-film, du kan streame.

'The Trial of the Chicago 7' er en af de Oscar-nominerede film, du allerede kan se nu. (Foto: Niko Tavernise/NETFLIX © 2020 © © 2020 Netflix)

And the Oscar goes to…

Sådan vil det lyde 25. april, når de 23 Oscar-statuetter bliver uddelt til verdens – og primært USA's bedste film. Men hvis du savner lidt indhold til påsken, så kan du faktisk allerede nu streame en del af de film, som kan løbe med verdens mest kendte filmpris.

Og det kan du, fordi Oscar-akademiet har valgt at nominere en god portion film fra steamingtjenesterne.

- Der er flere film, som er tilgængelige i år, takket være streamingtjenesterne. Men normalt bliver Oscar-filmene lanceret på festivaler som Venedig og Toronto og derefter i biograferne i januar og februar. Men de har i år været lukket, og derfor føler jeg mig faktisk lidt på bar bund, når det gælder mine Oscar-kompentencer i år, siger DR's filmanmelder, Per Juul Carlsen.

Vi har dog tygget os igennem hans anmeldelser for at finde de fem Oscar-nominerede film, Per Juul Carlsen var mest begejstret for, og som du kan se hjemme fra sofaen.

Nederst kan du se alle de tilgængelig Oscar-film.

Lad os begynde med en animeret en af slagsen, som har fået topkarakter af Per Juul Carlsen.

1

'Sjæl'

DR's filmanmelder er så begejstret for den nye animationsfilm 'Sjæl', at han bliver nødt til at knibe sig i armen. (Foto: Pixar © Image supplied by Capital Pictures)

Pixars 'Sjæl' fik Per Juul Carlsen til uhæmmet at klappe i hænderne, da han satte sig foran tastaturet for at skrive sin anmeldelse. Han gav den fuld plade med hele seks stjerner og kunne næsten ikke tro det, da han havde set den.

- Godt, jeg kniber mig selv i armen… okay, jeg er vågen, jeg har faktisk set en absurd ambitiøs film, der bryder med de firkantede rammer og regler, filmbranchen har sat op for sig selv, skrev han dengang i sin anmeldelse.

'Sjæl', der blandt andet er nomineret i kategorien 'Bedste animationsfilm', handler om musikeren Joe Gardner, der får sit drømmejob som musiker på en jazzklub. Desværre skvatter han ned i et kloakhul, og havner i en helt anden verden, The Great Beyond, hvor nye sjæle får deres personligheder, før de sendes til Jorden.

- Det er umuligt at gengive, hvordan det ser ud i 'Sjæl'. Det er syret, det er abstrakt, det er grænseoverskridende. Det er enormt musikalsk, når Joe går i flow og forsvinder ind i sin jazz, skriver Per Juul Carlsen.

Du kan selv se, om du kan gengive det bedre, end DR's filmanmelder, på Disney+.

2

'The Trial of the Chicago 7'

Sasha Baron Cohen (forrest i hvid trøje) spiller blandt andre med i 'The Trial of the Chicago 7'. (Foto: NICO TAVERNISE/NETFLIX © 2020 © © 2020 Netflix)

En af USA's største retssager fra 1960'erne er omdrejningspunktet for 'The Trial of the Chicago 7', som Oscar-akademiet har valgt at nominere i hele seks kategorier – blandt andet i hovedkategorien 'Bedste film'.

Filmen handler om en gruppe aktivister, som i Chicago i 1968 protesterer imod Vietnamkrigen, og som politiet vælger at bekæmpe med hård hånd. Året efter beslutter præsident Nixon at slæbe syv af dem i retten, og det er den retssag, man følger.

Per Juul Carlsen kaldte den i sin femstjernede anmeldelse, som blev udgivet, mens Donald Trump stadig var præsident i USA, for forrygende og fabelagtig underholdning.

- Først og fremmest er 'The Trial of the Chicago 7' et virkelig overbevisende forsøg på at spejle 1960'erne i nutidens USA med en præsident, der kræver "lov og orden", og som stempler politiske aktivister som terrorister. Den er et frådende forsvar til retten for at protestere fredeligt og udtrykke sin holdning i USA. Og så er den, naturligvis og som altid, forrygende, fabelagtig underholdning, skrev Per Juul Carlsen.

Du kan se filmen på Netflix.

3

'One Night in Miami'

Tag fire vigtige jakkesæt og sæt dem ind i et motelværelse i Miami i 1964. Så har du en god film, mener Per Juul Carlsen. (Foto: Patti Perret © Amazon)

Hvis du ikke kan få nok af de svingende 60'ere, så kan du kaste dig over filmen 'One Night in Miami', der handler om det særlige venskab mellem Malcolm X, Cassius Clay, Sam Cooke og Jim Brown.

Alle fire mænd var ikoner i afrikansk-amerikansk kultur i midten af 1960'erne, hvor kampen for rettigheder blomstrede i alle retninger. Og hver af de fire mænd repræsenterede én af retningerne. Mødet mellem dem, som foregår 25. februar i 1964 på et motelværelse i Miami, er altså værd at dykke ned i, mener Per Juul Carlsen, der gav filmen fem stjerner.

- Farveholdningen mellem mændenes fire jakkesæt og det fornemme motelværelse er en ren nydelse - men vigtigst af alt: Aftenen med det sorte firkløver er næsten for filmlækker til at være sand – men beskrivelse af racespørgsmålet føles sand, selvom ordene utvivlsomt faldt anderledes den aften, skriver DR's filmanmelder.

Filmens skuespiller Leslie Odom Jr. er nomineret i kategorien 'Bedste mandlige birolle'.

Du kan selv tage en tur på motel med de fire jakkesæt på Amazon Prime Video.

4

'Fremad'

I 'Fremad' følger man alfe-brødrene Ian og Barley. (© © 2019 Disney/Pixar. All Rights Reserved.)

Disneys streamingkanal har i det seneste år næsten ikke været til at komme udenom, og animationsfilmen 'Fremad' fortjener også et kig, mener Per Juul Carlsen.

Han gav Pixar-filmen fem stjerner – blandt andet, fordi den fik ham til at smile, grine og fælde en tåre. Selvom han også kaldte den for forudsigelig.

- Set gennem bakspejlet er 'Fremad' jo ikke overrumplende. Den består mere eller mindre af alt det, animationsfilm plejer at bestå af.

- Det er et par unge, friske hovedpersoner – to brødre – der tager på en rejse for at møde den afdøde far, de altid har savnet. Og der er magi. Og fantasi. Og sjove bifigurer. Og op- og nedture. Og en morale. En tyk og fed morale, skriver han.

Men alligevel begejstrer filmen ham, hvor faren endda vender tilbage som blot et par ben uden overkrop.

- Et eller andet fik mig til at smile helt balstyrisk og grine ad noget, jeg ikke nødvendigvis plejer at grine ad. Det kunne snildt være hele filmens finurlige udgangspunkt – at verden engang var fantastisk og magisk og fuld af eventyr, inden noget skete. Verden udviklede og forandrede sig, skriver Per Juul Carlsen.

'Fremad' er nomineret i kategorien 'Bedste animationsfilm'.

Du kan se, om du er lige så begejstret på Disney+ eller på Viaplay og Blockbuster.

5

'Druk'

Mads Mikkelsen er blandt andet nomineret i kategorien 'Bedste mandlige skuespiller' til det kommende Bafta-prisshow i Storbritannien. I samme prisshow er Thomas Vinterberg nomineret i kategorien 'Bedste instruktør', som han også er det til Oscar-showet. (Foto: Henrik Ohsten © Henrik Ohsten)

Hvis du stadig ikke har set den, så er den næsten en must-see, inden Oscar-showet bliver afholdt til april.

Thomas Vinterbergs 'Druk' er nomineret til flere internationale priser, men også i kategorien 'Bedste udenlandske film', og Vinterberg selv er som den første dansker nomineret i kategorien 'Bedste instruktør'.

Hvis hverken titlen eller de seneste ugers omtale af filmen giver et hint, så handler 'Druk' kort fortalt om, hvorvidt mennesket er født med en halv alkoholpromille for lidt i blodet.

- Druk's beskrivelse af alkoholens berusende evner er så jordnært kernedansk, som noget kan være. Og samtidig er det voldsomt provokerende at hylde stangstive gymnasieelever.

- Advarslerne om unge danskeres uhæmmede druk er jo knaldrøde for tiden. 'Druk' er muligvis den mest provokerende danske film siden... 'Antichrist', skrev Per Juul Carlsen.

Filmen gjorde ham så beruset, at han smed fem stjerner af sted til Thomas Vinterbergs film.

Du kan allerede tage den rød-hvide Oscar-klaphat på, mens du tuner ind på streamingtjenester som Viaplay, Blockbuster, SF Anytime med flere, hvor du kan se 'Druk'.

Hvis ingen af de fem gik begejstringen i gang, eller du allerede har set dem, så kan du få et overblik over andre Oscar-nominerede film, du også kan streame, her:

  • 'Borat 2': Amazon Prime.

  • 'Kaninhullet': Disney+.

  • 'Collective': HBO Nordic.

  • 'Crip Camp': Netflix.

  • 'Da 5 Bloods': Netflix.

  • 'Emma': Blockbuster.dk, Viaplay, SF Anytime, m.fl.

  • 'Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga': Netflix.

  • 'Feeling Through': YouTube.

  • 'Greyhound': Apple TV.

  • 'Hillbilly Elegy': Netflix.

  • 'If Anything Happens I Love You': Netflix.

  • 'The Letter Room': Vimeo.

  • 'Ma Rainey’s Black Bottom': Netflix.

  • 'The Midnight Sky': Netflix.

  • 'The Mole Agent': Blockbuster.dk, Viaplay eller Filmstriben.

  • 'Mulan': Disney+.

  • 'My Octopus Teacher': Netflix.

  • 'News of the World': Netflix.

  • 'The One and Only Ivan': Disney+.

  • 'Over the Moon': Netflix.

  • 'Pieces of a Woman': Netflix.

  • 'F for får filmen – Fårmageddon': Blockbuster.dk, Viaplay, SF Anytime, m.fl.

  • 'Tenet': Blockbuster.dk, Viaplay, SF Anytime, m.fl.

  • 'Time': Amazon Prime.

  • 'The White Tiger': Netflix.

  • 'Wolfwalkers': Apple TV.

  • 'Yes People': Vimeo.

  • 'Mank': Netflix.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk