Hyldet med stående bifald: Hollywood-stjerne kan være på vej mod Oscar nummer to

Det spår eksperter efter Renee Zellwegers brandvarme modtagelse på vigtig filmfestival.

Renee Zellweger ankommer til premieren på 'Judy' ved Toronto International Film Festival. Nu bliver hun hyldet for sin præstation. (Foto: VALERIE MACON © Scanpix)

- I mine 15 år på #TIFF (Toronto International Film Festival) har jeg aldrig set et stående bifald som det, Renee Zellweger får for 'Judy'.

Sådan lyder den begejstrede dom fra Varietys redaktør, Jenelle Riley, på Twitter, da 'Judys' hovedrolleindehaver indtager scenen efter filmens visning på den anerkendte canadiske filmfestival.

Zellweger tager imod det brusende bifald med en veltimet divajoke:

- Ok, stop! I ødelægger min makeup.

'Forbløffende transformation'

Den varme modtagelse af Zellweger kommer i kølvandet på positive anmeldelser af 'Judy', hvor Zellweger portrætterer den ikoniske sanger og skuespiller Judy Garland, der døde af en overdosis som 47-årig.

Og begejstringen i Toronto kan meget vel være med til at sikre 50-årige Zellweger opmærksomhed og opbakning til en måske kommende Oscar-nominering, skriver BBC med henvisning til anmeldelser fra Screen Daily, Variety og Vanity Fair.

- Hendes transformation er ganske forbløffende, lyder det i Screen Dailys anmeldelse.

- (...) hun spiller Garland med stor kærlighed og indfølelse som én, der har været 'over the rainbow' og tilbage igen, skriver Variety med en slet skjult henvisning til én af Garlands mest ikoniske sange, 'Over the Rainbow'.

Vanity Fair stemmer i:

- (...) filmen er et fint udstillingsvindue for Zellweger, der af åbenlyse grunde allerede er en potentiel prismodtager-kandidat.

Vandt Oscar i 2003

Skulle Zellweger være så heldig at vinde en Oscar for sin rolle i 'Judy', så bliver det ikke første gang, hun skal på scenen for at tage imod den gyldne statuette, der er blevet uddelt hvert år siden 1929.

Selv om hun nok er bedst kendt for sin rolle som singlekvinden Bridget Jones i trilogien af samme navn samt for rollen som Roxie Hart i musicalen 'Chicago', så vandt hun sin karrieres første Oscar for en langt mindre kendt film.

I 2003 hev hun nemlig både en Oscar, en Golden Globe og en BAFTA-pris hjem for sin birolle i dramaet 'Cold Mountain', hvor hun spillede overfor blandt andre Jude Law og Nicole Kidman.

Hvorvidt rollen som Judy Garland kan veksles til Hollywoods mest prestigefyldte filmpris, bliver vi først klogere på i foråret 2020.

Renee Zellweger med sin Oscar for bedste kvindelige birolle i 'Cold Mountain', som hun vandt ved Oscar-uddelingen i 2004. Hun har været nomineret til en Oscar i alt tre gange - indtil videre. (Foto: Mike Blake © Scanpix)

Plaget af pille- og alkoholmisbrug

Garland selv er blevet hyldet som 'den måske største amerikanske entertainer i det 20. århundrede'.

Hun blev én af Hollywoods største stjerner allerede som 17-årig på grund af sin rolle som Dorothy Gale i 'The Wizard of Oz' fra 1939 - hvori hun sang den sidenhen legendariske 'Over the Rainbow'.

Den rolle gav både Garland en stor fanskare blandt homoseksuelle mænd og affødte efter sigende også termen 'Are you a friend of Dorothy?' Den term blev brugt som slang blandt homoseksuelle mænd til at spørge ind til eller diskutere homoseksualitet i en tid, hvor det var stærkt stigmatiseret eller direkte ulovligt at være homoseksuel.

Igennem sin årtier lange karriere spillede Judy Garland med i utallige musicals og udgav masser af musik - hun havde eksempelvis hovedrollen i 'A Star is Born' mange år før, at Barbra Streisand og Lady Gaga bed skeer med den samme rolle i senere filmatiseringer af musicalen.

Hun kæmpede dog med et mangeårigt pille- og alkoholmisbrug og døde i 1969 i en alder af blot 47 år.

'Judy' får dansk premiere 24. oktober.

(© Scanbox)
Facebook
Twitter