I dag får Bamse sin egen film. Nu afslører hans skaber hemmeligheder om figurerne

DR viser i dag den første tv-film om Bamse. Vi fik skaberen af Bamse til at fortælle bjørnens historie.

(Foto: © Agnete Schlichtkrull, DR)

Hun har været med til at udvikle hvert eneste afsnit af Bamse. Faktisk var det hende, der skabte den gule, lidt selviske bjørn, som er en af de mest elskede figurer i dansk børne-tv.

Vi har bedt Katrine Hauch-Fausbøll om at fortælle Bamses historie. Helt fra dengang, han blev skabt, til i dag, hvor han for første gang får hovedrollen i sin egen tv-film, 'Bamse møder den store verden', som vises i dag på DR Ramasjang.

Bamse blev født på et marmorbord i Hellerup

- Bamse opstod i 1980 i en serie, der hed 'Døren går op'. Det var Thomas Winding og Finn Bentzen, der lavede programmet. De var på besøg hjemme i Hellerup hos mig og min mand, Mogens Wemmer, der var programchef dengang, hvor de holdt møde om programmet, som på det tidspunkt var uden Bamse.

- Jeg var i gang med at servere frokost på vores grønne marmorbord, da de snakkede om, at programmet skulle foregå i det her lyserøde fantasi-rum, hvor voksne skulle tale om en masse skægge ting. Det fik mig til at spørge dem om, hvordan man kunne få børn til at identificere sig med det. Derfor foreslog jeg en stor, rund bjørn, som var lidt dum og sjov.

- Mens jeg talte om bjørnen, begyndte Finn at tegne. Og så spurgte han: 'Er det sådan en bamse, du mener?' Og det var lige præcis sådan en form for bamse, jeg mente. En bamse på cirka fire til seks år.

'Døren går op' blev første gang vist 3. januar 1982.

Kylling kommer, og Bamse besøger Forlæns og Baglæns

- Aske og Pernille var med i 'Døren går op', men ideen om at skrive Kylling ind i historien opstod også. DR opfordrede børn til at indsende historier om og tegninger af Kylling, og da Kylling kom, var den helt stum.

- Det var også i den tid, at Bamse mødte Forlæns og Baglæns på planeten Joakim. Det var en serie, der hed 'Fjernsyn for dyr'.

Bamse flytter ud i sin hemmelige hytte

- Finn og Thomas ønskede ikke at fortsætte med 'Døren går op', og det blev opstarten på 'Bamses Billedbog'.

- Mogens spurgte mig, om jeg ville overtage, men jeg ville ikke forsøge at kopiere det, som Thomas og Finn havde lavet. I stedet ville jeg tage Bamse ud i naturen og ud i en hemmelig hytte. Aske, Pernille og Kylling skulle med, og Kylling skulle have et sprog, og den får en alder, der er lidt yngre end Bamse.

- Vi syntes, det ville være lidt mærkeligt, hvis Bamse pludselig stod ude i en skov i en hytte. Derfor besluttede vi os for, at Bamse skulle forlade det lyserøde rum i den sidste scene i 'Døren går op'. I første afsnit af 'Bamses Billedbog' skulle han slå det sidste søm i sin nye, hemmelige hule, og Kylling skulle være Bamses bedste ven.

Luna kommer med

- Den længselsfulde Luna, som altid er klar til at rejse videre og gemmer meget sjove ting i sit telt, kommer med. Vi ville gerne have en ny voksen ind i serien, som kunne sætte Bamse lidt på plads.

- Luna var med fra 1985 og frem til 1997, hvor Alberte, der spiller Luna, ville gerne fokusere mere på sin egen karriere og være der mere for sine børn. Nogenlunde på samme tid stoppede Aske også. Han var med fra begyndelsen og skrev musikken, men han mente, at der var for meget skuespil i det til sidst.

Viola i sommerhuset

- Viola var med i fra 1988 til 89, fordi vi gerne ville have en ny voksen med, der kunne lære Bamse lidt om takt og tone. Men det skulle være en voksen, som kunne forsvinde igen uden en stor afsked. Derfor boede hun i et sommerhus ved stranden, og når skodderne var lukkede, var hun der ikke. Og når de var åbne, så var hun hjemme.

Ælling kom med af to grunde

- I 1993 fik vi Ælling med som ny figur. Hun kom med af to årsager. Bamse og Kylling blev tit modstandere, og vi manglede en tredje figur og en i toårsalderen, som også kunne repræsentere den helt lille seer.

- Der var lidt tumult i starten over, at vi havde fået en tredje med, og nogle få var endda lidt sure. Men de blev hurtigt glade for Ælling.

- Mens Bamse er hankøn, så valgte vi, at Kylling skulle være intetkøn, og Ælling skulle være en hun. Vi ville gerne have, at Kylling skulle kunne klæde sig i alt - både hat og kjoler - og skabe sig uden at tænke over køn.

Viggo kommer til

- Viggo kommer med i 2000 og er med frem til 2003. Han er landevejsridder og holder til omkring sin longjohn (ladcykel, red.), hvor han har alle sine ting. Han er en kombination mellem Luna og Aske – en nomade, men også en, der bygger ting.

- Viggo var Elin Bings opfindelse, så da hun stoppede som forfatter i 2003 og vi lavede et nyt forfatterteam, så valgte vi at fortsætte med Bamse, Kylling og Ælling uden Viggo.

- I stedet lavede vi en skurk. Det lille vilddyr kom til at hedde Snupse, og han bor i en myretue.

- Snupse er en, der stjæler Bamses boller, og hiver i Kyllings blomster, og som de begge er lidt bange for. Men ikke Ælling, da hun er så lille, at hun ikke rigtigt er bange.

Er Kylling produktet af en italiensk flirt?

- Kylling har sin egen billedbog, og her ser man Kyllings hønemor, som ligner lidt Dame Edna (populær dragqueen, red.). I billedbogen kan man se, at Kylling bliver født. Ingen ved rigtig, hvem Kyllings far er, og vi lavede sjov med, at det var en italiensk hane fra Venedig, der var faren.

- Det sjove var, at Ole Stephensen, der er gift med Julie Lund Stephensen, som er manuskriptforfatter, engang spurgte, om han ikke måtte være med i 'Bamses Billedbog'. Og da vi manglede en hønemor til Kylling, spurgte vi ham, om han ville med.

- Vi lavede dragten til ham, og da han var færdig med optagelserne, sagde han, at det var det hårdeste, han havde været med til.

Nu bliver Bamse til film

- I 'Bamse møder den store verden', skal vi helt tæt på Bamse. I filmen kan man se, hvordan han udvikler sig, og han skal på den helt store dannelsesrejse, hvor han lærer at dele - til stor forundring for Kylling og Ælling.

- Han tager af sted, fordi han skal ud for at finde Lillebjørn, som han er blevet uvenner med. Men om Bamse finder ham, vil jeg ikke fortælle.

Bamse, Kylling og Ælling samt hele det originale hold bag Bamse er atter samlet. Nu bliver Bamse til en tv-film med titlen 'Bamse møder den store verden', som kommer på DR Ramasjang. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)

- Jeg regner med, at denne film bliver noget af det sidste med Bamse. Måske kan det være, vi laver nogle bittesmå Bamse-udsendelser senere.

- Vi har lavet 241 afsnit, 'Bamses julerejse' og så denne tv-film. Det er helt fantastisk, at det er blevet så stort. De eneste negative henvendelser, vi har fået, har været kritik af Bamses sprog. Men han er jo i fireårsalderen, så han skal ikke tale som en voksen.

- Jeg må nok tage skylden for, at nogle går rundt og siger 'vandekande', 'tiværtifald' og 'molodi'.

'Bamse møder den store verden' bliver vist på DR Ramasjang i dag kl. 15.