'Idealisten' følger den idealistiske journalist og går sine egne veje

Christina Rosendahl skaber en enestående dansk thriller ud af en dansk politisk skandale.

Enestående. Det er et glitrende udtryk, der smides til højre og venstre som et tomt superlativ. Men hvis man skræller mange års skødesløs misbrug af ’enestående’ væk og finder ind til kernen af ordet, passer det glimrende som beskrivelse på den nye danske thriller, ’Idealisten’.

Den står alene. Den lyser op og skiller sig ud i sin egensindighed. Den har hverken genopfundet eller nyudviklet filmmediet, men den tager nogle valg, der sender den ud på sit eget spor.

’Idealisten’ er en af den slags film, der tydeligt låner af forbilleder, og samtidig formår at dreje og bruge inspirationen så den får en friskhed og selvstændighed.

Hvordan reagerer de danske politikere da Brink beskylder dem for at lyve om en hemmelig aftale?

Der er tydelige ekkoer af de 1970’er-thrillere, der ofte bliver hevet frem som cremen af thrillergenren, Alan J. Pakulas ’Alle præsidentens mænd’ og ’The Parallax View’ og Francis Ford Coppolas ’Aflytningen’. Historien om journalisten Poul Brink, der i 1980’erne og 90’erne undersøgte om den danske stat havde løjet for folket om et flystyrt ved Thulebasen, bliver fortalt tørt og nøgent – eller i hvert fald betydelig mere nøgent end vi er vant til i tidens spændingsfilm og tv-serier.

Den undlader at smøre tykt på med svulstigt strygerorkester eller hulkende melodrama. Følelserne bliver gemt væk og i stedet koncentrerer ’Idealisten’ sig om den konkrete spænding i hver situation.

Hvordan reagerer det menneske, Poul Brink udfordrer? Hvordan reagerer Brinks chef på Østjyllands Radio da Brink finder et mønster blandt de arbejdere, der ryddede op efter et nedstyrtet amerikansk bombefly i 1968 i det nordlige Grønland – at de alle bærer tegn på radioaktiv bestråling?

Hvordan reagerer den pensionerede amerikanske diplomat i Texas da Brink opsøger ham for at høre nærmere om en hemmelig aftale mellem Danmark og USA?

Hvordan reagerer de danske politikere da Brink beskylder dem for at lyve om en hemmelig aftale?

Hvordan reagerer Brinks spanske kæreste på at han fjerner sig mere og mere fra familien?

En frembusende nysgerrighed

Den spænding ligger lige for i den Tintin-agtige historie om en idealistisk journalist, der aldrig giver op.

Men den ligger også i selve filmens håndværk, i lyddesigner Peter Albrechtsens grundighed i hver en detalje og hver en scene, som at dykke ned i det særlige univers af lyd en gammel 80’er-skrivemaskine skaber, i fotograf Laust Trier-Mørks intime forsøg på at følge med Poul Brink hver gang han opsøger nye svar i mørke gyder, på ministergange og i biler, i komponist Jonas Strucks elektroniske musik, der er vidunderligt befriet for det følelsesudpenslende strygerorkester, der sovser enhver film til nu om dage.

Det arbejde med at skabe en filmisk verden i ’Idealisten’ er ganske enkelt enestående i dansk film. Det minder om sine amerikanske forbilleder, men har en helt anden frembusende nysgerrighed end den melodramatiske insisteren på at beruse publikum med store følelser, vi kender fra bølgen af krimier på film og tv.

Vi ER Poul Brink

Vi følger med Poul Brink, vi ER Poul Brink, som han ser ud i Peter Plaugborgs insisterende skikkelse, ikke fordi han er i gang med en skilsmisse eller flirter med et alkoholproblem, men fordi han er nysgerrig og er drevet frem af en stædig idealisme, der siger at politikere ikke skal lyve for deres vælgere.

Det er en anden drivkraft end vi kender fra fx de populære Jussi Adler-filmatiseringer ’Kvinden i buret’ og ’Fasandræberne’.

’Idealisten’ fungerer formentlig fint som lørdagskaffeunderholdning, men den har også et andet spor, en lyst til at revse både den selvtilstrækkelige politiske verden og de medier, der er mere opsat på at være først end på at komme længst med nyhederne.

Uden at sige det direkte, antyder ’Idealisten’ at idealisme ikke er hvad det har været. Som drama har den store problemer, primært fordi den ikke har nogen indlysende god slutning.

Men det ender med at være en styrke ved ’Idealisten’. Den er et akavet drama. De anderledes valg, også i fortællestrukturen, understreger at ’Idealisten’ gør tingene på sin måde og er … enestående.

'Idealisten' kan ses i danske biografer fra den 9. april.

Facebook
Twitter