Ikke set før! Overbevisende kærlighedsdrama er helt særligt

Filmen 'Portræt af en kvinde i flammer' en en sofistikeret fortælling, der løftes yderligere af to fremadstormende talenter.

- Det særlige ved 'Portræt af en kvinde i flammer' er nemlig, at den så overbevisende giver en fornemmelse af, at livet som frihedssøgende kvinde i 1800-tallet var et fængsel, skriver Per Juul Carlsen. (© Camera Film)

'Portræt af en kvinde i flammer'?

Hvad er nu det for noget? En ny beretning om det franske nationalikon, Jean d'Arc, der blev brændt på bålet?

Eller et lummert stykke erotik om en kvinde med et altfortærende underliv?

Absolut ingen af delene.

Céline Sciammas 'Portræt af en kvinde i flammer' er mangt og meget på én gang, men det er først og fremmest et højst moderne drama, der omskriver verdenshistorien med kønspolitisk indignation.

Arh okay, mere af den slags MeToo-feminisme, der sniger sin ind alle steder nu om dage, mukker nogen utvivlsomt.

Og ja, tidens filmudbud er ved at blive fyldt godt op med film, der forventer, at en historie kan stå på egne ben, blot fordi kønnene bliver byttet rundt.

Så nemt er det heldigvis ikke, som filmene 'Maria Stuart, dronning af Skotland', 'On the Basis of Sex' og aktuelle 'Birds of Prey' understreger.

Men så er der jo heldigvis også temmelig mange film, der har haft held med at give filmsproget en friskhed og en energi ved at placere kvinder i typiske manderoller.

'Portræt af en kvinde i flammer' er instruktøren Céline Sciammas femte film. Filmen har vundet adskilliger priser ved festivaler verden over, blandt andet løb den med to priser ved sidste års filmfestival i Cannes. (© Camera Film)

En film, der er helt sig selv

'Portræt af en kvinde i flammer' er ingen af delene. Den er helt sig selv.

Kernen i filmen bugner af så potent en frustration og indignation, at den kunne bære et hvilket som helst drama. Og ud af den kernekraft spinder Sciamma både et kærlighedsdrama, en historisk film og en beretning om kvinders vilkår i kunsten.

Kunstmaleren Marianne må for eksempel kæmpe med flere fordomme og dogmer.

I 1800-tallets Frankrig troede kun de færreste, at en kvinde kunne besidde samme kunstneriske ånd som en mand. Og så måtte en kvinde i øvrigt ikke male nøgne mænd, hvilket naturligt nok besværliggør Mariannes portrætmalerier af mænd.

Til gengæld er Marianne oplagt at henvende sig til, da der skal males et portræt af den unge adelskvinde Héloïse. Hun skal portrætteres i forbindelse med et muligt ægteskab med en rigmand i Milano. Eftersom en hurtig selfie på mobilen ikke var muligt dengang, kræver det en solid uges arbejde at få malet et vellignende og sobert portræt.

Den forrige maler, en mand, irriterede Héloïse, og så bliver Marianne sejlet af sted til den forblæste Atlanterhavsø, hvor Héloïse på symbolsk vis er lukket ude.

Hendes storesøster, der oprindeligt skulle giftes væk til milaneseren, er hoppet ud over en klippeskrænt i sorg og vrede over at skulle påprakkes en mand, hun ikke kender.

Og Héloïse er mildt sagt en kvinde med sjælen i flammer.

Men så sker der noget mellem de to kvinder, der er bundet af en fælles skæbne – isolation i en mands verden.

Marianne (spillet af Noémie Merlant) får til opgave at male et portræt af den hemmelighedsfulde Héloïse (på billedet, spillet af Adèle Haenel). (© Camera Film)

Fortælling med flere lag

Det er bestemt en kvindebevidst fortælling, men der er flere lag i 'Portræt af en kvinde i flammer' takket være et manuskript, der sofistikeret strikker flere sider af et kvindeliv i 1800-tallet sammen.

Den rå og forblæste klippeø giver en særlig stemning af sjælelig isolation, og midt i det hele står to forblæste skæbner og kæmper indædt for deres frihed.

Smukke Adèle Haenel, der har en forbavsende evne til at se utilnærmelig ud, ligner en omvandrende bombe som Héloïse.

Det ville ikke overraske, hvis hun faktisk eksploderede, bogstavelig talt. Men det er et andet fremadstormende talent i fransk film, Noémie Merlant, der bærer filmen overbevisende frem i rollen som Marianne – portrætmaleren, der egentlig bare skal male, men som ender med at spille en langt større rolle.

Det er muligt, at Céline Sciamma smører tykt på med feminin frustration og forknyt følelsesliv hen mod slutningen. Men det kan ikke være anderledes.

Det særlige ved 'Portræt af en kvinde i flammer' er nemlig, at den så overbevisende giver en fornemmelse af, at livet som frihedssøgende kvinde i 1800-tallet var et fængsel.

(© Camera Film)
Facebook
Twitter