Ikonisk 90'er-film har nu fået en opfølger - med dansk radiovært i hovedrollen: 'Jeg sled VHS-båndet op'

'Space Jam: A New Legacy' får i dag premiere i de danske biografer. Andrew Moyo lægger stemme til Lebron James i filmen.

Basketball-stjernen LeBron James spiller hovedrollen i 'Space Jam: A New Legacy'. P3-radioværten Andrew Moyo lægger den danske stemme. (© 2021 Warner Bros. Entertainment Inc. / Petra Kleis (c) DR)

- Det er virkelig sjældent, at en drøm, man ikke turde have, fordi den var for stor og for urealistisk, går i opfyldelse.

Ordene kommer fra P3-radioværten Andrew Moyo, der beskriver, hvordan det er at lægge stemme til basketball-stjernen LeBron James, der spiller hovedrollen i 'Space Jam: A New Legacy', som får premiere i biografen torsdag.

For den 30-årige radiovært var nemlig fuldstændig besat af den første 'Space Jam'-film, som udkom i 1996, hvor basketball-ikonet Michael Jordan skulle hjælpe Snurre Snup, Daffy And og alle de andre Looney Tunes-figurer i en altafgørende basketball-kamp.

Men mere om det længere nede i artiklen. For hvordan landede Andrew Moyo egentlig stemmerollen som LeBron James?

Det begyndte på Facebook i den der lidt gemte indbakke, hvor folk, man ikke kender, skriver til én.

Her lå der en besked fra én, som præsenterede sig som booker fra et firma, som lavede dubbing. Hun spurgte, om han ikke havde tid til at aflægge stemmeprøve til en film. Noget som Andrew Moyo aldrig havde prøvet før.

De ringede sammen, og da kvinden fra dubbingfirmaet fortalte, at stemmerollen var i den kommende 'Space Jam 2'-film som LeBron James, brændte radioværten næsten sammen indvendigt.

- Hold nu kæmpe kæft. Alt boblede inde i kroppen på mig, og det første, jeg fik at vide, var, at jeg ikke måtte sige det til nogen, griner den 30-årige radiovært.

Nogle dage efter en succesfuld stemmeaudition, hvor radioværten med egne ord "kastede sig bagover og håbede, at nogen ville gribe ham", tikkede der er en mail ind i indbakken fra kvinden fra dubbingfirmaet.

Andrew Moyo havde landet rollen som LeBron James' danske stemme.

- Da jeg fik beskeden, sad jeg i DR's kantine. Jeg var ved at eksplodere fuldstændig og få kartoffelmosen galt i halsen, men heller ikke denne gang måtte jeg sige det til nogen.

I modsætning til originalen får skuespillerne også mulighed for at være tegnefilmsfigurer undervejs i 'Space Jam 2: A New Legacy'. Her ses LeBron James eksempelvis som tegnefilmsfigur. (© 2021 Warner Bros. Ent)

Sled VHS-bånd op

Men nu er det ikke længere en hemmelighed, at Andrew Moyo er LeBron James' danske stemme i 'Space Jam: A New Legacy', hvis handling beskrives sådan her:

LeBron James og hans søn, Dom, bliver fanget i Server-verset af en ond, kunstig intelligens. For at få dem begge i sikkerhed, må LeBron lede Snurre Snup, Lola Bunny og hele slænget af særdeles udisciplinerede tegnefilmsfigurer til sejr over et hold af professionelle basketballstjerner, som du aldrig har set dem før.

Og lige som i forgængeren fra 1996 blander 'Space Jam: A New Legacy' rigtige mennesker med animerede figurer.

Da den første 'Space Jam'-film udkom, blev det en kæmpe omvæltning for den dengang fem år gamle Andrew.

- På det tidspunkt var det den sejeste film overhovedet.

- Jeg kan huske, at jeg fik 'Space Jam' på VHS, fordi jeg havde været en god dreng hos tandlægen.

- Jeg så den så meget, at jeg sled udgaven med dansk tale op, så det blev flimret, som VHS-bånd bliver med tiden, fortæller Andrew Moyo.

Michael Jordan var på toppen af sin karriere, da han med medvirkede i familiefilmen Space Jam, som fik premiere for 25 år siden. (© 1996 Warner Bros. Ent.)

Ifølge radioværten var 'Space Jam' skyld i, at han de næste 20 år gik sindssygt meget op i basketball og lyttede til rapmusik, hvilket også var en stor del af den originale film.

- Hvis jeg skal være lidt sentimental, så stammer meget af det, jeg laver og interesserer mig for i dag, fra 'Space Jam'.

- Og så var også første gang, jeg så, at brune mennesker var helt vildt seje i Danmark. Der var helt sikkert noget at spejle sig i, som jeg ikke var vant til.

Michael Jordan var et kæmpe scoop

En anden, som tydeligt husker hypen omkring den originale 'Space Jam'-film fra 90'erne, er serie- og filmekspert Frederik Dirks Gottlieb.

Men han blev ikke selv fanget af universet, som Andrew Moyo gjorde.

- Jeg var 13-14 år, da den udkom, og jeg kan huske, at jeg syntes, at den var en lille smule fjollet, siger han.

Men han husker dog, at den var over det hele, og at rigtig mange så den i biografen.

Ifølge filmsitet IMDb havde 'Space Jam' et budget på 80 millioner dollar, mens filmen endte med at indtjene mere end 230 millioner dollar (1,45 milliarder kroner) på verdensplan.

Det må siges at være et pænt overskud, som ifølge Frederik Dirks Gottlieb næsten ene og alene skyldtes Michael Jordans tilstedeværelse.

- Det var noget ganske særligt, at han lavede denne her film, og alle var gigantiske fans af ham. Folk var vilde med hans sko, stil, hans attitude, udseende og selvfølgelig hans basketballevner.

- At filmen blev så populær dengang handlede nok mere om Michael Jordan end om Looney Tunes, mener Frederik Dirks Gottlieb.

Forud for premieren har 'Space Jam 2: A New Legacy' skabt overskrifter med særligt deres ændringer af kaninen Lola Bunny. I originalen forelsker Snurre Snup sig hovedkulds i kaninen, men i den nye film har man valgt at gøre hendes fremtoning markant anderledes, fordi man mente, at hun var for seksualiseret i originalen. (© 2021 Warner Bros. Ent)

'Space Jam' fra 1996 havde også et andet fortrin. Nemlig filmens soundtrack, som blandt andet indeholdt R. Kellys kæmpehit 'I Believe I Can Fly'.

- Blandingen af rap, R&B, Michael Jordan og basketball fungerede bare sindssygt godt. Faktisk så godt, at det skete lidt på bekostning af Looney Tunes, der stikker lidt ud for mig.

Kan LeBron James udfylde Jordans store sko?

I efterfølgeren 'Space Jam: A New Legacy', der har premiere i det danske biografer i dag, er det som sagt LeBron James, der skal forsøge at udfylde Michael Jordans store basketballsko.

Og det kan Frederik Dirks Gottlieb godt være i tvivl, om han kan.

- Det bliver sjovt at se, om LeBron James har det, der skal til. Dengang var Michael Jordan midt i sin storhedstid, det er LeBron James ikke. Men han er stor i USA, og han er vel det tætteste, vi kommer på en Michael Jordan i nyere tid, siger han.

Andrew Moyo er enig i, at LeBron James er den eneste åbenlyse arvtager til ikonet Michael Jordan.

- Han er den eneste, som i min levetid er blevet sammenlignet med Michael Jordan. I talent, popularitet og popkulturel relevans. Han er en uundgåelig kæmpefigur i sporten.

Han håber, at 'Space Jam: A New Legacy' vil få danskernes øjne op for, hvor fed en sport basketball er. Og så håber han, at filmens budskab trænger ind i folks bevisthed.

- Filmen handler om at kæmpe for retten til at være den person, man er. Også selvom man er barn. At man tør gøre de ting, man selv synes er rigtig fede, selvom andre måske ikke synes, det er det rigtige, siger Andrew Moyo.

Facebook
Twitter