Ikonisk skuespiller er tilbage i ny virus-serie: 'Hun er umulig at sætte i bås'

Legendariske Whoopi Goldberg er tilbage i topform i den nye Stephen King-miniserie 'The Stand', der netop har sendt sidste afsnit.

Det 65-årige multitalent Whoopi Goldberg er lige nu aktuel i 'The Stand' på HBO. (Foto: Paul R. Giunta © 2019 Getty Images)

Da jeg voksede op i 1980- og 90'erne, var komikeren og skuespilleren Whoopi Goldberg et af de allerstørste navne i underholdningsbranchen.

Hun var et brand, der transcenderede én genre, og hun var et af de mest succesfulde mennesker inden for både komik, tv og film.

I en tid, hvor der om muligt var en endnu større forventning om, at kvindelige skuespillere så ud på en bestemt måde, end der er i dag, er det slående, hvor unik og vigtig hun som sort kvinde var for sin tid.

I mange år har skuespillet dog ikke været i forgrunden. Selvom Whoopi Goldberg har haft små roller hist og her, har hun været langt mere kendt for sine holdninger som den måske vigtigste del af panelet i aktualitets- og debatprogrammet 'The View'.

Men nu er Whoopi Goldberg for første gang i lang tid med i en toneangivende serie, hvor hun igen kanaliserer noget af den persona, der gjorde hende til en Oscar-vindende superstjerne i filmen 'Ghost' fra 1990.

Den aktuelle serie hedder 'The Stand' og bygger på (endnu) en Stephen King-roman fra 1978.

Bogen handler om interne stridigheder mellem godt og ondt, efter en dødelig virus har huseret i hele verden.

Lyder det bekendt? Det føles i hvert fald sådan, når man ser 'The Stand', og selvom den influenza-lignende virus er langt mere dødelig end corona, så er det lidt af et tilfælde, at sidste optagedag lå blot få dage forinden, coronapandemien løb løbsk i marts 2020.

I 'The Stand' skal man blot i kontakt med en smittet, og få timer senere er man selv død. Dog er enkelte immune over for sygdommen, og det er dem, vi følger, efter at pandemien har udryddet store dele af jordens befolkning.

Den resterende befolknings skæbne er i hænderne på én person: Mother Abigail. Hun bliver spillet af… Ja, du gættede det: Whoopi Goldberg.

Men hvad har ført Whoopi Goldberg fra comedy-scenen i de tidlige år til at medvirke i en Stephen King thriller-serie? Her er en række nedslag i hendes karriere.

1

Multi-entertaineren

Whoopi Goldberg spillede sammen med 'Dirty Dancing'-stjernen Patrick Swayze i 'Ghost'. Goldberg har senere udtalt, at Patrick Swayze var en af hovedårsagerne til, at hun blev castet og fik rollen som mediet Oda Mae Brown, der kan tale med spøgelser. (© 1990 CBS Photo Archive via Getty Images)

Caryn Elaine Johnson - bedre kendt under kunstnernavnet Whoopi Goldberg - er en ud af blot 16 entertainere, der har vundet både en Oscar, en Grammy, en Tony og en Emmy.

Det illustrerer hendes brede talent ret godt, og selvom hun måske aldrig har fået ry for at være den bedste inden for ét felt, så har hun med sin karisma og funny bones fået det til at fungere bemærkelsesværdigt godt inden for nærmest alle underholdningsfelter.

I 1985 blev hun efter sin første seriøse rolle i filmen 'Farven Lilla' Oscar-nomineret for sit portræt af en ung, sort kvinde, der oplever alle tænkelige uretfærdigheder, der hørte sig til i 1900-tallet.

Fem år efter portrætterede hun den clairvoyante Oda Mae Brown i kærlighedsfilmen 'Ghost' i 1990. En rolle, der skaffede hende en Oscar for bedste kvindelige birolle.

Selvom det var en anelse kontroversielt, at hun tog prisen over blandt andre Annette Bening og Lorraine Fracco, der spillede langt mere dramatiske og Oscar-venlige roller, var der ingen tvivl om, at Goldberg på det her tidspunkt var en af de mest populære - og i øvrigt bedst tjenende - skuespillere i verden.

2

Affæren med Ted Danson

Whoopi Goldberg og Ted Danson, da de spillede sammen i 'Made In America' i 1993. (© Warner Brothers/2012 Getty Images)

Op gennem 90'erne begyndte hun at bruge mere og mere af sit komiske talent. Særligt de to 'Sister Act'-film - der på dansk havde den skønne oversættelse 'Halløj i klosteret' som titel - var gigantiske succeser. Faktisk er der nu, næsten 30 år efter, en tredje film i rækken i vente.

I 1992 spillede hun over for Ted Danson i filmen 'Made in America', og her udviklede de to ikoner en romance.

Det var kontroversielt.

Ikke bare fordi Danson var gift, men fordi de var et blandet par (en hvid mand og en sort kvinde). Derudover iførte Danson sig blackface, da han skulle roaste Whoopi Goldberg til et comedy-arrangement, hvor han ydermere talte intimt om deres parforhold og skød helt ved siden af med sine jokes, der tegnede et stereotypt billede af Goldberg som en sort kvinde.

For Whoopi Goldberg er alt andet end stereotyp. Faktisk er hun umulig at sætte i bås.

3

Ny rolle i 'The Stand'

Whoopi Goldberg i sin seneste rolle som Mother Abigail i 'The Stand'. Foruden Goldberg består rollebesætningen også af navne som Alexander Skarsgård, Amber Heard og James Marsden. (Foto: Robert Falconer © ©2019 CBS Interactive via HBO)

Hvis man prøver at regne ud, hvad Whoopi Goldbergs næste skridt er, kommer man til at fejle.

Hun har faret fra ægteskab til ægteskab, og lige som man tror, hun har fundet sig til rette som anmelderrost skuespiller, dukker hun op i vilde kostumer som Oscar-vært eller laver en prisvindende optræden på de skrå brædder.

Goldberg er ikke til at styre, og hendes smittende energi kunne man godt have brugt mere af i 'The Stand'.

Serien fungerer ellers ganske fint som en thriller a la 'Walking Dead'eller 'Lost', hvor vi følger diverse hovedfigurer, der står i en umulig situation, og hvor vi får enkelte, personlige flashbacks ned igennem serien.

Det er absolut ikke en af de værste Stephen King-filmatiseringer (se vores matrix i bunden af artiklen), som vi så alt for mange af igennem 80'erne og 90'erne. Men det er nok heller ikke en serie, man vil tale om et år eller to ude i fremtiden.

Whoopi Goldberg vil vi til gengæld sent glemme.

Jeg havde dog selv glemt hende som en seriøs skuespiller, men hendes mangefacetterede karriere har ikke bare givet os mange sjove stunder; Den er decideret imponerende.

Selvom hun aldrig har været den mest politisk aktive person, har hun formået at sparke dørene ind for mange sorte kvinder og med garanti været et stort forbillede.

I november fyldte hun 65, men hvor mange i den alder skifter arbejdslivet ud med pensionen, så er Goldberg nu ved at genfinde sig selv som skuespiller.

Vi får en forret her i 'The Stand', og det bliver spændende at se, hvordan en tredje 'Sister Act'-film kan klare sig.

Uanset hvad er det værd at huske - og måske endda gense - hendes legendariske standupshows, der føles underligt moderne den dag i dag, hendes stærke filmroller og ikke mindst hendes inspirerende personlighed.

'The Stand' kan ses på HBO. Og her kan du se vores Stephen King-matrix:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk