Indbrud, rygter og kendisser: Stjerneinstruktør optager storfilm på Lolland

Rygtet har svirret i ugevis, og nu er den god nok: Britiske Christopher Nolan filmer i Danmark.

Christopher Nolan optager i øjeblikket sin kommende film på Lolland, bekræfter kilder overfor DR. Her ses instruktøren til Filmfestivalen i Cannes i 2018. (Foto: JEAN-PAUL PELISSIER © Scanpix)

Der sker noget tys-tys på Lolland i disse dage – noget, som mange lokale har undret sig over og taler om, men som ingen af de involverede har måttet udtale sig om.

Men den er god nok. Den prisvindende, britiske instruktør Christopher Nolan indspiller lige nu sin kommende storfilm 'Tenet' ved havvindmølleparken Rødsand 2, der ligger ud for Rødbyhavn og Nysted.

Nogle af dem, der nysgerrigt har fulgt aktiviteterne nede på havnen, er journalisterne på Folketidende.

- Vi har løbende fået henvendelser fra læsere, der siger, 'hvad er det, der foregår?', 'kan I ikke undersøge det?' og så videre. Det, vi så kunne fortælle i går, var jo, at nu var optagelserne tilsyneladende gået i gang, siger David Arnholm, nyhedsredaktør hos Folketidende.

Avisens journalister har i flere uger hørt rygter om, at det var Christopher Nolan, der havde noget i gære på havnen i Rødbyhavn, men ingen af de kilder, de talte med, måtte sige noget. Først tirsdag blev det bekræftet i filmmediet Filmz og TV2.

Og det er store sager, at Christopher Nolan er i Danmark, for han er ikke en hr-hvem-som-helst.

Nolan står bag succesfilmene 'Dunkirk', 'Inception' og 'Dark Knight'-trilogien om Batman, og en af hovedrollerne i hans nye film spilles i øvrigt af 'Twilight'-stjernen Robert Pattinson, der derfor også arbejder på Lolland for tiden.

- Vi har ikke spottet nogen kendte, men for et par uger siden skrev det norske medie VG, at den her film også skulle være i gang med optagelser i Norge. Og der har man set Robert Pattinson, som angiveligt skulle spille hovedrollen i filmen, siger David Arnholm fra Folketidende.

Robert Pattinson møder her fans i Canada, hvor hans nyeste film 'The Lighthouse' blev vist under Toronto International Film Festival. Han spiller hovedrollen i 'Tenet' og er derfor efter sigende i Danmark, så måske danske fans kan være heldige at møde ham i Rødbyhavn. (Foto: GP Images © Getty Images)

En mands nysgerrighed tog overhånd

Filmsettet på havnen i Rødbyhavn er afspærret på grund af filmoptagelserne, men det har ikke stoppet en ung mand i at forsøge at bryde ind i en båd i det lukkede område på havnen i nat, skriver TV2 Øst.

Manden, der nu er anholdt, har 'angiveligt forsøgt at stjæle nogle papirer', fortæller politiets vagtchef Kent Edvardsen til tv-stationen.

Om den unge mand har været ude efter noget, der kunne afsløre handlingen i filmen, er ikke til at sige. Til gengæld er sådan et indbrud næppe noget, der huer Christopher Nolan.

DR's filmekspert Per Juul Carlsen tøver nemlig ikke med at kalde stjerneinstruktøren for en 'kæmpe perfektionist'.

- Han har efter sigende fingrene nede i alle dele af en film – og styrer for eksempel også, hvilke klip fra hans film der bliver vist til pressen inden premieren. Det er tydeligt, at han er kompromisløs, når han laver film, mener Per Juul Carlsen.

- Han balancerer mellem at være en filmkunstner og typen, der samtidig gerne vil nå ud til et stort, bredt publikum. Han favner både det store og brede, men har også altid nogle filosofiske elementer i sine film.

Nolans nye film tør Per Juul Carlsen dog ikke at spå om, men sikkert er det, at det er en af 2020’s mest ventede film.

'Tenet' er sat til at få dansk premiere 16. juli næste år.