Inden det uundgåelige blodbad: Game of Thrones er fyldt med kynisme og mytteri

Det seneste 'Game of Thrones'-afsnit lægger mere og mere op til det opgør, alle venter på, mener serieekspert.

Serie-fænomenet 'Game of Thrones' nærmer sig sin afslutning. HBO er i gang med den sidste sæson, hvori vi er nået til afsnit nummer fire ud af seks. (© HBO Nordic)

OBS: Artiklen indeholder spoilere for det fjerde afsnit i den ottende sæson af 'Game of Thrones', så læs først artiklen, når du har set afsnittet!

- Når du spiller spillet om tronen, så vinder du, eller også dør du.

Sådan sagde Cersei Lannister i første sæson.

Og kort tid efter døde den tilsyneladende hovedperson, Ned Stark, i mit største seriechok nogensinde.

Det fik mig til at tro, at sætningen var en slags evig sandhed i De syv kongeriger, en slags omkvæd i sangen om is og ild. Jeg troede, at de tog Ned Stark fra os for at spille med åbne kort og forberede seeren på, at uanset hvor elskelig en figur er, så kan hun dø.

Faktisk er der måske endda større chance for, at de dør, hvis du elsker dem.

Men måske har det bare været Cerseis omkvæd. For siden serien afveg fra bøgernes handling, har ideen om dødsmærket på alle, der er med i spillet om tronen, i højere og højere grad virket som en påstand. En idé, der nok gjorde rænker og konflikter mere spændende, men aldrig rigtig blev indløst.

Som seer er følelsen dobbelt. En slags lettelses-skuffelse. Jeg er lettet over, at mine venner i Westeros ikke dør - skuffet over, at serien alligevel nok viser sig at være en mere klassisk fantasyhistorie om det godes sejr over det onde, end den politiske thriller, jeg har prøvet at bilde mine fantasy-skeptiske omgivelser ind.

Kulminationen på lettelsesskuffelsen var sidste uges slag mod de udødes hær, der fra første afsnit er blevet pisket op til at være hele menneskehedens potentielle endeligt, men som endte med et hop og et stik, og så braste alt det uhyggelige sammen. Bare fordi… fantasy.

I denne uges afsnit dypper serien tæerne lidt tilbage i kynismens kolde vand, der sender et behageligt gys op i nakken på seeren. Måske fordi handlingen er tilbage ved Cersei.

Her er tre øjeblikke, hvor 'The Last of the Starks' minder os om det kyniske, strategiske hjerte, der måske stadig banker inderst i serien, og som kan tage alle vores venner fra os i det sidste blodbad.

1

Bronn truer sig til et slot

(© HBO Nordic)

Der var igen tid til, at personerne i 'Game of Thrones' kunne gøre det, de gør bedst: tænke på sig selv, mens de højlydt prøver at overbevise sig selv om, at det er det eneste rigtige.

En helt vidunderlig klassisk scene er den nihilistisk muntre lejesvend Bronn, der braser ind til Tyrion og Jaime med en skæbnesvanger armbrøst. Den selvsamme, som Joffrey har brugt til at plage folk med, og som Tyrion brugte på sin egen far.

Armbrøsten er en slags nihilistisk totem, en påmindelse om, at der ingen retfærdighed findes. Den kan både bruges mellem ægtefolk, fædre og sønner. Tyrion tilbyder Bronn det gigantiske slot Highgarden for sit liv, hvilket afføder en af de mest 'Game of Thrones'-agtige udvekslinger nogensinde, om hvorvidt man kan eje storslåede titler og slotte uden et rent hjerte.

Det er nemlig lejemorderen Bronn, der sætter Jamies forsøg på moral til vægs med realpolitik:

- Hvem var jeres forfædre? Forpulede mordere. Det var sådan, alle de store huse startede. Dræb et par hundrede, og de gør dig til lord. Dræber du et par tusinde, så gør de dig til konge.

2

Tyrion og Varys hvisketisker om mytteri

(© HBO Nordic)

Efter sidste uges lettelsesskuffelse, hvor alle de figurer, jeg var sikker på ville dø (Tormund, Brienne, Samwell og dragerne som absolut minimum), overlevede på magisk vis, var det dejligt at få bekræftet, at der er noget med Daenerys.

- Jeg er bekymret for vores dronnings sindstilstand, siger den alvidende eunuk Varys.

Hun vil tvinge Jon til tavshed om hans ophav og være dronning over alle kongerigerne for enhver pris. Også Norden. Og tanken om at give Cersei en chance for at overgive sig er ikke for at spare uskyldige menneskeliv, men for at det skal se godt ud i folkets øjne i efterspillet.

Og når de sætter streg under ved at flirte med tanken om mytteri, er der i det mindste lagt op til, at serien ikke bare kan slutte med, at Daenerys bliver dronning, og alle er glade.

Det kan så blive lige så irriterende fantasy-sukkersødt, hvis Jon sætter sig på tronen, og alle er glade, men i det mindste er nogen nødt til at lade livet (og måske blive splitterravende vanvittig først).

3

Missandei falder

(© HBO Nordic)

Og apropos en splitterravende vanvittig dragedronning: Dracarys.

Afsnittet havde det mest effektfulde dødsfald længe, fordi det skete som en logisk konsekvens af nogens handlinger og magtbegær. (Og ikke bare fordi iszombierne tilfældigvis ikke kunne fange nogle af hovedpersonerne - jeg kigger på dig, afsnit tre.)

Missandei er taget til fange, og vi får at vide, at enten overgiver Daenerys sig, eller også slår de fangen ihjel. Og følgerne udvikler sig tålmodigt og realistisk, til vi ser hovedet og kroppen falde hver for sig bag stakkels Grey Worm.

Jeg kunne godt lide Missandei, næsten mere end nogen af dem, der døde sidste gang. I det mindste havde hun da en fremtid foran sig. Og så var det endda kun oplægget til det forestående slag.

Missandeis sidste ord var 'Dracarys', der er en dragekommando og åbenbart slang i alliancen for "brænd hele l***** ned".

Så alt i alt får det mig til at håbefrygte, at vi i næste afsnit alligevel får det blodbad, vi er blevet stillet i syne fra første sæson, bare leveret af de gale dronninger i stedet for The Night King.

Facebook
Twitter