Ingen Cannes uden skandaler

Mere end nogen anden festival er Cannes berømt for sin skandaler - lige fra strippende duller til politiske aktioner og instruktører, der sympatiserer med Hitler.

I 1954 leverede Simone Silva en af de største skandaler ved Cannes-festivalen, da hun smed bikini-toppen til en fotosceance. (© Arkivfoto)

Lars von Trier har brug for Cannes, men Cannes har mere brug for Lars von Trier, lyder det engang imellem fra danske filmjournalister, der gerne ser Trier i kampen om Den gyldne Palme. Det er ikke noget, vi siger, fordi vi har afskaffet janteloven og er blevet lidt selvfede på filmfronten. Vores landsmand er som skabt til den franske festival. Naturligvis fordi han laver særlige film, men også fordi hans evne til at provokere ligger i klar forlængelse af festivalens traditioner.

Triers provokationer

Der var ingen i festivalledelsen, der forsvarede Lars von Trier, da han i et anfald af kådhed 'sympatiserede en smule med Hitler' og var nazist på pressemødet for 'Melancholia' i 2011. Det havde bestemt været på sin plads for en festival, der har fået rigeligt med PR og historik leveret af Trier. Allerede i 1984, da danskeren deltog med sin debutfilm, 'Forbrydelsens element', provokerede han pressen med spørgsmålet: 'hvorfor er der ikke nogen, der spørger om jeg er fascist?' I 1991 blev han så skuffet over ikke at vinde med 'Europa', at han kaldte juryformanden Roman Polanski, der er 165 cm høj, 'en dværg der ikke har forstand på film'. I 2005, under pressemødet for 'Manderlay', omtalte han præsident George W. Bush som 'et røvhul'. Og det er bare et udvalg af Lars von Triers kontroversielle meritter omkring de bonede løbere i Cannes.

Premiere på Melancholia i Cannes (Foto: Reuters: Eric Gaillard © Scanpix)

Strippende duller

Trier har opført sig groft og provokerende i andre sammenhænge, men aldrig så konsekvent, næsten metodisk, som i Cannes. Det er netop pointen. Lige fra første dag i 1984 vidste danskeren, at man indtager Cannes med en fuckfinger under næsen på borgerskabet. Alle filmfestivaler har deres små skandaler, men i Cannes er der decideret tradition for at sætte fut i det gamle fejemøg. Historierne om duller, der smider klunset i strandkanten og samler klynger af fotografer omkring sig, er en fast del af Cannes-myten. Til gengæld er det knap så velkendt, at de strippende duller som regel var pornoskuespillere, der var tilstede i Cannes, fordi pornobranchen havde lagt deres festival samtidig med den 'rigtige' festival. Men siden bystyret smed pornofestivalen ud i 2001, har det været småt med nøgen festivitas på strandene.

Premiere på Melancholia i Cannes (© Arkivfoto)

Den storbarmede Silva

Det var netop et par bare bryster, der skabte myten om 'det lette liv' i Cannes. I 1954 fik den engelsk/egyptiske skuespillerinde Simone Silva den pludselige indskydelse at smide toppen af sin bikini under en fotoseance med den amerikanske stjerne Robert Mitchum på Lérins-øerne ud for Cannes. Mitchum legede med på morskaben og så bestyrtet ud. Et ikonisk Cannes-øjeblik var født. Flere fotografer forstuvede og brækkede legemsdele i kampen om de bedste billeder af Mitchum og storbarmede Silva med hænderne på brysterne. Kort efter gik de frække billeder verden rundt, men festivalen skyndte sig at tage afstand fra legen og smed Silva ud. Det gjorde al hurlumhejet i strandkanten til en decideret skandale, der kulminerede tre år senere, da Silva begik selvmord i sin lejlighed i London - efter sigende fordi hendes karriere var gået helt i stå efter balladen i Cannes.

Premiere på Melancholia i Cannes

Dobbeltmoralen i Cannes

Officielt bifalder festivalen ikke den slags opførsel, hvilket blev understreget da Lars von Trier blev erklæret persona non grata efter nazi-skandalen i 2011, utvivlsomt for at tilgodese vrede sponsorer. Det havde desværre en grim dobbeltmoralsk klang, eftersom skandalerne på festivalen altid har skabt både god PR samt energi og fællesskab på tværs af de forsamlede journalister og filmfolk. Festivalen har altid været flittig til at opsummere og hylde sin historie, som i 2008 da den mindedes festivalen i 1968, der blev aflyst efter demonstrationer og protester fra kendte filmfolk som Francois Truffaut, Claude Lelouch og Jean-Luc Godard. Instruktørerne ville vise deres sympati med de demonstrerende studenter i Paris og en lang række mindre kendte instruktører måtte rejse hjem med de film, de havde glædet sig til at vise. Og hvad gjorde festivalen 40 år senere? Den viste de film, der ikke fik mulighed for at præsentere sig selv i 1968. Sådan er skandaler en uundværlig del af Cannes - selvom festivalen ikke vil indrømme det.

Facebook
Twitter