Ingen forlader en Paul Schrader-film uden at have ondt et eller andet sted.
De fleste vil have ondt i maven over, at Schrader insisterer på at vise os, at den verden, vi mennesker har skabt, er fyldt med kuldslåede skæbner, der kæmper med at finde tilbage, tilbage til sig selv.
De fleste vil også have ondt i sjælen, fordi Paul Schrader bare ikke giver slip. Når først han har fundet et menneske, der er ramt og såret af virkeligheden, holder han fast. Og han bliver ved med at holde fast. Schrader er ikke en historiefortæller, der tror på lykkelige slutninger.
Og så er der selvfølgelig dem, der vil have ondt i røven, for hvorfor kan Paul Schrader ikke bare fortælle en glad historie? Hvorfor skal han hele tiden pille i de åbne sår? Hvorfor skal han hele tiden angribe det politiske USA? Hvorfor skal han hele tiden fokusere på taberne i stedet for vinderne?
En klassisk Schrader-film
De fleste, der har set den 45 år gamle klassiker 'Taxi Driver', ved, hvor Schrader trykker med sine film.
Det var ganske vist Martin Scorsese, der instruerede Robert de Niro, da han kiggede i spejlet og sagde de berømte ord "Are you talking to me?", hvorefter han trak en pistol. Men det var Schrader, der skrev manuskriptet.
Siden skrev han en anden af Scorseses højt beundrede film, 'Raging Bull', inden han satte sig i instruktørstolen og gik i gang med film som 'Hardcore', om en mand, der forsøger at opspore sin datter et sted i den mest lurvede del af pornobranchen. Og 'First Reformed' om en præst, der kæmper med at bevare troen i en moderne verden hjemsøgt af ødelagte krigsveteraner fra Irak og miljøforkæmpere med selvmordsplaner.
Og her er han så med 'The Card Counter', en tilsyneladende ganske lækker fortælling om en mand, der har specialiseret sig i at tælle kort og derved kan rejse rundt og score kassen på kasinoer over hele USA.
Der er ikke meget, der ser mere opløftende ud i en amerikansk film end folk med gevinst på et kasino. Men William Tell, som vores hovedperson kalder sig, har det langtfra lækkert. Han har lært sig selv at tælle kort og spille hasard for at holde dæmonerne væk.
Mange år tidligere var han udstationeret i Irak i det berygtede Abu Ghraib-fængsel, der var på alverdens avisforsider, da det kom frem, at amerikanske soldater havde tortureret og ydmyget irakiske fanger.
Den fortid indhenter William Tell, betydeligt mere end han har lyst til, og kaster ham ud i en større diskussion med omgivelserne og med det amerikanske samfund – om hvorvidt hævn eller tilgivelse er det rigtige svar.
Meget mere Paul Schradersk kan det ikke blive.
Stopper ikke, før det gør rigtigt ondt
Der bliver pillet lystigt i åbne sår i den politiske amerikanske virkelighed. Det kan godt være, Schrader er blevet en ældre herre på 75 år, fire år yngre end præsident Biden, men når Schrader bidder sig fast, så bidder han sig fast. Han holder ikke op, før det gør rigtigt ondt. Og hans bid og skarpe vid er bestemt ikke blevet mindre hårdt med årene.
Der er ganske vist en sjælden optimisme i forhold til Schraders øvrige film med den livsglade og udadvendte hasardspiller La Linda, spillet af Tiffany Haddish, der er lige ved at stjæle filmen.
Men det er Oscar Isaacs indadvendte og intense William Tell, der bærer 'The Card Counter' af sted – som om han bærer rundt på hele USA's fortumlede tilstand i de her år, oven på 9/11, Afghanistan, Irak, Guantanamo og den store splittelse, som årene med præsident Trump har åbenbaret.
Ingen forlader 'The Card Counter' uden at have ondt et eller andet sted.
Men der følger noget med: Fremragende skuespil, en sjælden alvor og intensitet, et anderledes blik på USA og ikke mindst en original filmmager, der insisterer på, at vi skal pille der, hvor det gør ondt, før vi bliver klogere. Før det – måske - bliver godt.