Ingen troede på handicappede Mikkel – nu debuterer han som filmskuespiller efter 20 års kamp

Mikkel Lund er spastiker og professionel skuespiller. I næste uge er han aktuel i sin første biograffilm.

Mikkel Lund har tidligere spillet teater på Odense Teater, men at få en filmrolle har været hans helt store drøm i 20 år. (© Mikkel Lund)

Mikkel Lund har drømt om at blive professionel filmskuespiller i rigtig mange år, men han er ikke altid blevet mødt med opbakning fra omverdenen.

Tværtimod.

Mikkel Lund er nemlig spastiker og er afhængig af sin kørestol, og det er ikke ligefrem noget, der åbner dørene til den danske filmbranche, fortæller han.

- Jeg gik til informationsmøde på Statens Teaterskole, hvor jeg spurgte dem om, hvordan de ville stille sig til at have en elev med et fysisk handicap. Og jeg husker det, som var det i går, at de sagde: 'Fysisk handicappede kan ikke spille skuespil'.

Men sådan noget skal man ikke sige til Mikkel Lund – så bliver han nemlig stædig.

Først tog han privatundervisning, og så kom han ind på en skuespiluddannelse i England, og sådan begyndte karrieren alligevel at tage form trods andres skepsis.

Og i næste uge går hans helt store drøm så endelig i opfyldelse, når den nye danske film 'Usynligt hjerte' får biografpremiere. Her kan man nemlig se Mikkel Lund i en større birolle.

Det er første gang, at han spiller med i en biograffilm.

I 'Usynligt hjerte' spiller Mikkel Lund en mand med samme handicap, som han selv har i virkeligheden. (Foto: Balthazar Hertel © Reel Pictures)

- Filmen er kulminationen på 20 års hårdt slid, stræben og tyrkertro på, at jeg kan blive en professionel skuespiller i en professionel spillefilm. Og herfra drømmer jeg bare om, at det bliver hverdag. At jeg kommer med i flere og flere projekter – om jeg så selv skal lave dem, siger Mikkel Lund.

Da han fik rollen, blev han derfor 'overekstatisk glad og helt rundt på gulvet'.

Nej tak til at være politisk korrekt på den kedelige måde

I 'Usynligt hjerte' følger vi tre unge mennesker over et døgn i nogle miljøer, som de færreste kender ret meget til, og her spiller Mikkel Lund en mand med samme handicap, som han selv har i virkeligheden.

Men så ophører sammenligningen også, for Mikkel Lund spiller – ligesom så mange andre skuespillere – en rolle, der ikke ligner ham selv som person.

Og selvom Mikkel Lund har kæmpet for at få en rigtig rolle i en spillefilm, så betyder det ekstra meget for ham, at hans rolle rent faktisk er en karakterrolle, der viser nye sider af handicappede.

- Jeg portrætterer en person, som man ikke nødvendigvis har sympati med, og det, synes jeg, er noget nyt i fortællinger om handicappede mennesker, siger Mikkel Lund og tilføjer:

- Det er tit sådan, at vi ofte bliver fremstillet som sådan nogle meget pæne, ordentlige og søde mennesker, som siger og gør alt det rigtige, og som er politisk korrekte på den kedelige måde. Men her får jeg lov til at vise en anden side, og det har været rigtig spændende og udfordrende.

Mikkel Lund spiller både teater og laver musik. Nu kan han også skrive en dansk spillefilm på sit cv som skuespiller. (© Mikkel Lund)

Fik hovedrolle i teaterstykke

Det er ikke kun Mikkel Lund, der har nydt forløbet med indspilningen af filmen. Også Laurits Flensted-Jensen, der er instruktør på 'Usynligt hjerte', har nydt at arbejde sammen med den debuterende filmskuespiller.

- Mikkel har faktisk givet rigtig meget af sig selv til den her film. Vi har talt meget om hans personlige oplevelser, som vi har ladet os inspirere en smule af i scenerne, selvom det er en karakter, der ligger langt fra det menneske, han er i virkeligheden, siger instruktøren.

Han opdagede Mikkel Lund, da han spillede en hovedrolle i teaterstykket 'Elefantmanden' på Odense Teater for fire år siden, og mener, at man skal prioritere at få flere minoriteter ind i danske film.

Derfor er der også andre personer med handicap, der spiller med i 'Usynligt hjerte'.

- I forhold til de roller var det enormt vigtigt for mig, at de blev besat af mennesker med handicap, fordi jeg søgte et hudløst sprog og en autenticitet, som jeg ikke troede, jeg kunne få på andre måder end at finde virkelige mennesker med rigtige handicap, siger Laurits Flensted-Jensen.

Selv er Mikkel Lund bare glad og stolt over, at han er med til at vise vejen.

- Folk er tit berøringsangst over for handicappede – og det er også okay. Derfor bliver det min opgave at gå foran og vise, at man godt både kan stikke til mig og kritisere mig, uden at jeg går i stykker. Men det har taget mig nogle år at lære.

Da han for år tilbage fortalte folk, at han ville være skuespiller, var der ingen, der troede på ham, men takket være 'Usynligt hjerte' er han nu klar på endnu flere eventyr i filmens verden.

- Jeg kan ikke få nok, så jeg glæder mig til endnu mere, siger han.

Facebook
Twitter