Instruktør bag ny film om dansk terrorangreb: Vi må ikke glemme ofrene

En ny film om terrorangrebet ved Krudttønden og Københavns Synagoge i 2015 er på trapperne.

To mennesker mistede livet ved terrorangrebet i København d. 14. februar 2015. Nu skal hændelsen filmatiseres. (Foto: søren bidstrup)

Til efteråret går optagelserne i gang til en ny spillefilm om terrorangrebet på Krudttønden og Københavns Synagoge i februar 2015.

Selvom angrebet kun ligger tre år tilbage i tiden, mener filmens instruktør, Ole Christian Madsen, at det er vigtigt, at den tragiske begivenhed allerede nu bliver filmatiseret.

- Vi oplever så meget vold i verden og så mange attentater og terrorangreb. Min bekymring er, at vi på sigt kan komme til at glemme de her begivenheder og deres ofre, siger Ole Christian Madsen til radioprogrammet ’Kulturen på P1’.

- Vi skal lægge angrebet bag os, men vi skal også beskæftige os med det som den identitetsskabende begivenhed, det har været for det danske folk. Det er med til at ruste os og gøre os bedre til at forstå den her verden, vi lever i, siger Ole Christian Madsen om angrebet, som han kalder ’historisk’.

- Der er et før og et efter angrebet på Krudttønden og synagogen. Angrebet har sat sig som et helt centralt element i vores tid og i vores forståelse af os selv som samfund, og hvem vi er som nation.

Ole Christian Madsen har tidligere instrueret film som 'Flammen og Citronen' og 'Steppeulven'.

Respekterer de efterladtes sorg

To mennesker mistede livet ved angrebene i 2015, og angrebet på Krudttønden kom særlig tæt på Ole Christian Madsen. Han havde nemlig tidligere arbejdet sammen med filmmanden Finn Nørgaard, som var den ene af de to dræbte.

Derfor har det også været vigtigt for den danske filminstruktør at respektere de efterladtes sorg under det foreløbige arbejde med filmen.

- Det er ikke særlig lang tid siden, og det gør det til en meget svær film at lave, siger Ole Christian Madsen.

Ole Christian Madsen har blandt andet instrueret 'Flammen og Citronen', 'Nordkraft' og tv-serien 'Banshee'. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

- Sårene hos de efterladte er stadig åbne, og det har vi forsøgt at respektere ved at være så hensynsfulde som muligt. Vi har forsøgt at holde de efterladte orienterede og gør dem til en del af projektet, siger han.

Instruktøren har talt med mange af de efterladte, og ifølge ham, har de fleste taget godt imod om idéen om en film baseret på terrorangrebet.

- Jeg har oplevet at folk har været åbne, imødekommende og hjælpsomme på trods af den enorme smerte, de fortsat bærer rundt på. Jeg tror, at de alle synes, at det er vigtigt, at der bliver lavet en film, eller at der bliver talt om det her, selvom det er smerteligt for dem.

En blanding af virkelighed og fiktion

Filmen, der får navnet ’Notat’, skildrer angrebet på Kruddtønden og Københavns Syngagoge og forløber over 48 timer.

Der vil være fire hovedpersoner i filmen - ofret fra Krudttønden, ofret ved synagogen, drabsmanden og den betjent, som endte med at skyde gerningsmanden.

Selvom filmen er baseret på virkelige hændelser, optræder filmens karakterer ikke med deres rigtige navne, og dele af filmen bygger på fiktion, siger Ole Christian Madsen.

- Vi går ret tæt på virkeligheden, men vi hverken kan eller skal genskabe de hændelser. Men vi kan skabe en ny fortælling og forsøge at sætte tingene i et større perspektiv, men uden at overskride den grænse, som gør det for smerteligt for de efterladte, siger han.

Det forventes at ’Notat’ får premiere til næste forår. Filmen produceres af selskabet Creative Alliance og er støttet af Det Danske Filminstitut.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter