Indrømmet. Jeg var lidt bekymret for Gustav Möllers debutfilm, 'Den Skyldige'.

Det var jeg, fordi det er trange tider i filmbranchen, også den danske, og der bliver eksperimenteret med at skabe spillefilm for forholdsvis få penge.

Gennem de seneste år er film som '3 ting', 'En frygtelig kvinde', 'Team Hurricane' og 'Charmøren' kommet til verden for omkring tre millioner kroner. Det dækker knap nok udgifterne til kaffe og plastikbestik på en amerikansk storproduktion - og er et godt stykke under de cirka 15 millioner kroner, en dansk film plejer at koste.

'Den Skyldige' lignede i allerhøjeste grad et forsøg på at tænke lige lovlig kreativt på et meget stramt budget. Helt ærligt … en politimand, der sidder på et kontor og taler i telefon. Fra start til slut! Hvor enkelt kan man udtænke en film for at spare penge?

Bevares, 'Den Skyldige' blev inviteret med til den fornemme amerikanske filmfestival Sundance, hvor man meget gerne vil være først med morgendagens store filmsensation. Den måtte altså kunne noget.

Politimanden har en pointe

Og det kan den. Nu har jeg nemlig set 'Den Skyldige', og al bekymring er fejet af banen.

Jeg kan godt have mine forbehold over for de firkantede og kulørte mennesketyper, filmen tegner, inklusive hovedpersonen Asger (Jakob Cedergreen).

Men som idé, som koncept, har politimanden, der besvarer 112-opkald på politistationen, hele vejen gennem filmen, en pointe, som overhovedet ikke lugter af pengenød.

Det handler om noget ganske andet: Om at sparke publikums fantasi i gang. Om at servere en luns af en begivenhed og bagefter se den vokse til et stort drama i hovedet på tilskueren.

Fantasien kommer på overarbejde

Politimanden Asger får et usædvanligt opkald på stationen den nat.

Efter de sædvanlige tosser og fulde kvinder, der er væltet på cykel og har slået foden, taler Asger pludselig med en ung kvinde, Iben (Jessica Dinnage), som ikke kan tale direkte.

Ved siden af hende sidder en mand, som tror, at hun taler med sin lille datter. Og gennem diverse opkald til kolleger forsøger Asger at spore sig frem til den varevogn, der kører rundt på motorvejen i Nordsjælland med Iben og hendes kidnapper.

Det lyder ikke af noget særligt. Men når man hører en nervøs kvindestemme, en dyb mandlig brummen i baggrunden og bilstøj gennem en telefon, begynder fantasien at arbejde. Og den kommer virkelig på overarbejde, når man mærker, at det handler om liv og død.

Flere af de situationer, man som tilskuer er vidne til gennem Asgers telefon, er så intense, at de skaber meget detaljerede billeder for vores indre filmskærm.

Min hjerne nægter for eksempel at acceptere, at jeg ikke har set, men kun forestillet mig, en ung forskræmt kvinde og en modbydelig kidnapper køre rundt i en lys varevogn på motorvejen i Nordsjælland. Og jeg er sikker på, at jeg har set Asgers makker, Rashid, stå og rode i nogle papirer en sen nattetime i en villa på Amager, hvor den formodede kidnapper holder til.

Ingen grund til bekymring

Som filmkoncept er 'Den Skyldige' i familie med film som 'Phone Booth', der kun foregik i en telefonboks, eller 'Buried', hvor vi hele vejen igennem er i selskab med en levende begravet Ryan Reynolds i en kiste i Irak. Men der er afgjort noget mere naturligt ved 'Den Skyldige'.

Takket være de stærke billeder, vi selv skaber undervejs, føles den ikke som et koncept. Hvis den har et problem, er det, at Jakob Cedergreens Asger bliver lidt af en kliché.

Den forstenede politimand, der gemmer på en vulkan af følelser, og som ikke vil forstå, at han ikke bare kan bryde loven for at opklare forbrydelser.

Der er med andre ord ikke overvældende grunde til at være bekymret for 'Den Skyldige'.

Det er en forbavsende klart tænkt og potent debutspillefilm fra Gustav Möller, der ser ud til at have et særlig talent for at sparke nyt liv i slidte filmgenrer.