Hvorfor er ham Carl Mørck så kold over for sin hjælpsomme kollega Assad? Hvorfor sendte man unge kvinder på anstalter i gamle dage? Og hvorfor sidder der tre mumificerede lig rundt om et kaffebord?

Mange spørgsmål melder sig, når man ser ’Journal 64’, den nye og fjerde filmatisering af Jussi Adler-Olsens bøger om Afdeling Q.

Et fjerde spørgsmål, der måske dukker op hos mange, er: Hvem er ham der Hr. Boe, der har instrueret filmen?

Svarene på de første spørgsmål må du se filmen for at få. Til gengæld vil vi her gerne præsentere dig for Christoffer Boe – eller bare Hr. Boe, som han kalder sig – hvis du ikke allerede kender ham og hans ofte ret smalle film.

Denne uge er han dog aktuel med to værker, der er alt andet end smalle. I dag gælder det ’Journal 64’ og næste uge debuterer han med sin første tv-serie, ’Kriger’, på TV 2.

Vi har taget en stak billeder med til ham, der viser en række højdepunkter fra hans karriere, og som han her selv får lov til at mindes:

Triumf med lovende debutfilm i Cannes

Christoffer Boe vinder Semaine de la Critique-prisen i Cannes i 2003 for sin debutfilm ’Reconstruction’.

- Hold da kæft, det er mange år siden! Jeg er en meget ung mand i et alt for stort jakkesæt der. Det var en stor dag, og jeg var meget glad. Det der, skal du vide, er det største smil, jeg overhovedet kan give fra mig.

- Jeg kan huske opkaldet, jeg fik. Min kæreste og jeg var sådan set på vej væk fra Cannes, men så blev jeg ringet op og fik at vide, at jeg skulle blive til i morgen, fordi jeg havde vundet debutantprisen. ’Have I? Have I?’. Min absolut store drøm gik jo i opfyldelse ved at være i Cannes.

- Egentlig havde det været federe at være en del af hovedkonkurrencen, men Semaine de la Critique debuterede jo også Leos Carax’ film ’Boy Meets Girl’ og Bertoluccis ’Before the Revolution’, som er nogle af mine absolutte favoritspillefilm og grunde til, at jeg overhovedet laver film.

- Jeg lavede ’Reconstruction’, fordi jeg tænkte, at jeg nok aldrig ville få lavet en film igen, så den skulle kunne alt det, jeg føler, at en debutfilm skal kunne. Og så fuck det, om nogen kan lide den. Derfor var der intet strategisk over ’Reconstruction’. Jeg kendte intet til, hvad det ville sige at lave en film dengang. Jeg elskede bare film og ville lave en selv.

Filmen, der blev for hurtigt lavet

Christoffer Boe på Venedig Filmfestival for at promovere sin anden film ’Allegro’ sammen med Ulrich Thomsen og Helena Christensen.

- Det første, jeg tænker ud fra det her billede, er, at jeg forspildte en stor chance med ’Allegro’. Jeg kunne have taget den film et bedre sted hen.

- ’Reconstruction’ var en fantastisk succes, og gav mig fantastiske muligheder for at lave en ny, men af alle mulige årsager skulle det bare gå dødhurtigt med at lave min næste film. Alle mulige syntes, at jeg bare skulle gå i gang.

- Ideen var aparte og sjov, men når jeg tænker tilbage, burde jeg have været mere strategisk og tænkt mere over, hvor jeg var, og hvad jeg burde have stillet op med de to skønne skuespillere og det skønne hold.

- Jeg lavede et selskab med producer Tine Pfeiffer og i det sekund, vi havde lavet ’Reconstruction’, kunne vi lave den næste film, og der var ikke nogen, der sagde: ’Hov, vent lige lidt’. Det var kun sådan noget: ’Fint, så hvad vil du lave næste gang?’ I dag kan jeg jo se, at unge instruktører er mere velovervejede.

Film skal ikke kun ses af din mor...

Christoffer Boe til premiere på filmen 'Spies og Glistrup' i 2013 med Pilou Asbæk, Nicolas Bro og Trine Pallesen.

- Det her var et skridt mod der, hvor jeg er nu. Dengang havde jeg i ti år lavet én type film og altid været sindssygt optaget af politikeren Mogens Glistrup. Men hvordan fortæller man sådan en historie?

- Du kan åbne den op, hvor du inviterer folk ind og får dit budskab igennem. Eller du kan gøre det på en anden måde, hvor det kun er din mor, der sidder i biografen og klapper i hænderne, fordi der ikke er andre, der synes, det er interessant eller relevant.

- En måde, jeg kunne gøre den interessant for flere, var at sætte ham sammen med Simon Spies. Ingen interesserede sig for Glistrup, det sorte får i dansk politik. En film om Glistrup? Glem det. Men i kombinationen med levemanden Spies, som mange har en erindring om, var der en mulighed.

- Jeg tænkte: Lad mig kigge på noget, som andre også ser på. Førhen lavede jeg kun film om noget, jeg syntes var interessant, og som kom fra min egen lille legekasse. Men nu inviterede jeg folk hen til min legekasse for at se på noget, som andre i forvejen også er optaget af – som Spies og Glistrup. Eller Jussi Adler-Olsens bog.

- Sådan en film her skal bare levere

Christoffer Boe under ’Journal 64’-optagelser i Hamborg tidligere i år.

- Det er dejligt at filme om vinteren, men det er altid irriterende at få taget billeder af instruktører med hætter, huer, handsker og store jakker.

- Ambitionen med en film som ’Journal 64’ er, at folk tager godt imod den. For mig handler det om, hvordan jeg kan tilfredsstille folks forventninger uden at blive for forudsigelig. Det er ikke noget, jeg ryster på hånden over, men sådan en film her skal bare levere.

- Nu har jeg fået de dæmoner ud af min krop, som higer efter at få den der selv-refleksion ud i filmene. I hvert fald er jeg et sted, hvor jeg helhjertet kunne gå ind og lave en film uden de der meta-refleksioner. Og det er super udfordrende, for hvordan gør man det godt?

- Det er sjovt at se den store begejstring, der er for filmen, og hvor meget biograferne tager den til sig og laver sjove arrangementer med mumier i foyeren. Jeg er da spændt på, hvordan anmelderne ser på den, men jeg har altid fået utroligt mange slag og roser i sådan et stort virvar, så tja … de kan bare komme an!

Sjovere end film? Boe er klar med sin første tv-serie

Christoffer Boe med skuespiller Dar Salim, der spiller med i hans første tv-serie ’Kriger’.

- Billedet er fra Series Mania, der er en festival for serier, hvor jeg først pitchede ’Kriger’ og så et par år senere kunne komme tilbage og vise de første to afsnit.

- Det, der var med ’Journal 64’ var, at det var en film med Nikolaj Lie Kaas, som jeg har arbejdet sammen med flere gange. Og det var med producer Louise Vesth, som jeg kender tilbage fra Filmskolen. Men med ’Kriger’ har alt været nyt, men det har været en ekstrem fornøjelse.

- Jeg er pjattet med serier. Et af de største bidrag i moderne film og tv-historie er Steven Soderberghs ’The Knick’, som foregår på et hospital i starten af 1900-tallet. Den har været min store inspiration, selvom jeg filmer rockere og politifolk i nutiden.

- Film kan nogle fantastiske ting. Der er en præcision og detaljegrad, som tv ikke kan konkurrere med. Til gengæld har tv-serier en umiddelbarhed – og mere end noget andet kan serier udstille gråzoner i dilemmaer og gå ind i relationer, som er helt umulige i film.

Se traileren til 'Journal 64' her: