Instruktøren har drømt om at lave den i 20 år: Nu er opfølgeren til dansk krigsdrama endelig på vej

Filminstruktør Anders Refn er lykkelig for at være i gang med optagelserne til 'Opgøret - De forbandede år 2'.

- Anders er jo så skarp i sit blik også, og han prøver ikke en masse af, for han ved, hvornår han har nok. Han ved, hvad han vil have, og det er betryggende som skuespiller, siger Bodil Jørgensen om Anders Refn. (Foto: FilmFyn / Andreas Bastiansen)

Den lange ventetid er ovre, og optagelserne til 'Opgøret – De forbandede år 2' er endelig i gang på Ristinge Havn på Langeland.

- Klokken tre var vi her, og så det fine morgenlys og lavede så billeder af fiskekutteren, der sejler afsted med den sårede pilot i historien, fortæller filminstruktør Anders Refn.

De er foran programmet i forhold til produktionsplanen og har ifølge instruktøren været ekstremt effektive.

- Det giver god moral, lyder det fra Anders Refn på filmsettet.

Men selvom de er på forkant af produktionsplanen, er opfølgeren til den populære spillefilm 'De forbandede år' i virkeligheden et år bagud.

Derfor er det måske også ekstra godt at komme i gang, fortæller den erfarne filminstruktør.

- Det er da vidunderligt at få lov til det, for oprindeligt skulle vi have lavet den for et år siden, og vi var jo ligesom klar med det hele, men så kom coronaen og lukkede det hele ned.

Optagelserne foregår på havnen på Ristinge på Langeland. Selv om det er juni på optagedagen, så skal det i filmen forestille at være efterår. - Det er helt vidunderligt. Den bedst tænkelige location til at lave den her illusion, siger Anders Refn. (Foto: Anne Mette Thrane)

'Kommer vi nogensinde til at lave den?'

Coronanedlukningen satte mange tanker i gang og skabte lidt uro på produktionen.

- Alle gik ligesom lidt i panik:"Hvad sker der?", "Kommer vi nogen sinde til at lave den?", og "Hvor mange af de her skuespillere kommer til at overleve?".

- Det var en frygtelig kalkule at have i hovedet, for ingen vidste jo rigtig, hvad der ville ske med det forfærdelige corona, siger Anders Refn.

I virkeligheden ville Anders Refn gerne have produceret de to film lige efter hinanden, men det var der ikke budget til i første omgang, så drømmen om film to måtte skubbes, og nu har filmen altså været yderligere forsinket et år.

motivationen for at få optagelserne i hus er stor.

- Alle har jo lyst til at tage tråden op igen og fuldføre værket. Hele idéen var jo, at vi ville fortælle hele besættelsestiden - og ikke kun en del-historie af et lille afsnit, fortæller Anders Refn.

Har været 20 år undervejs

Men succeskriteriet er ikke blot at gennemføre optagelserne eller at producere en film, som lever op til den populære 1'er, der på trods coronanedlukningen sidste år nåede at sælge 370.100 biografbilletter.

- Succeskriteriet er, at vi laver en film, som er endnu bedre en 1'eren, siger Anders Refn.

Hvad er dine forhåbninger for den kommende film?

- Ikke andet, end at jeg får lavet det værk, som jeg har drømt om at lave i 20 år. Det har været 20 år undervejs, og det har stødt ind i rigtig mange vanskeligheder, men nu ser det altså ud til, at det bliver til noget, og det er jeg meget lykkelig for, siger han.

Bodil Jørgensen spiller Eva Skov i filmen, og hun havde sin første optagedag til film to på Ristinge Havn. (Foto: Anne Mette Thrane)

Klar til optagelser klokken tre om morgenen

Bodil Jørgensen havde sin første optagedag på 'Opgøret - De forbandede år 2' på Ristinge Havn, og hun var glad for at være igang igen.

- Jeg tænkte i morges: 'Mon de dukker op her klokken to om natten?' Men alle kommer, og der er kaffe på kanden, og alle er i gang – i den sags tjeneste, at vi fortæller historier sammen. Det er da egentlig smukt og så langt fra krig, man kan komme, siger hun.

Dagen startede i sminkerummet. Og efter knap to år skulle hun finde tilbage til karakteren Eva Skov, inden optagelserne gik i gang klokken tre om morgenen.

- Genkendelsens glæde var stor, da jeg så, hun dukkede op i spejlet der, fortæller Bodil Jørgensen.

  • Klokken tre startede optagelserne på Ristinge Havn på Langeland, hvor billederne af en fiskekutter, der sejler afsted med en såret engelsk pilot, kom i hus. (Foto: FilmFyn / Andreas Bastiansen)
  • Filmen er støttet af blandt andet FilmFyn, og store dele af filmholdet er fynske filmarbejdere. Filmene handler om besættelsestiden og i "Opgøret - De forbandede år 2" får vi skildret tiden frem mod befrielsen i 1945 (Foto: FilmFyn / Andreas Bastiansen)
  • Bodil Jørgensen spiller Eva Skov i filmen. Denne dag var Bodil Jørgensens første optagedag til 'Opgøret - De forbandede år 2'. (Foto: FilmFyn / Andreas Bastiansen)
1 / 3

Hun er vant til at genskabe karakterer år efter år som for eksempel i tv-serien Badehotellet og i Hvidstengruppen-filmene.

- Man kommer jo til at holde af de mennesker, man portrætterer, så at få lov at besøge dem igen eller give dem liv igen er hver gang en fornøjelse, fortæller Bodil Jørgensen.

Hun håber, at folk kommer til at reflektere over nogle af livets store beslutninger, når de har set filmen.

- Den har så mange dilemmaer, den her film, inden for familiens fire vægge, at det kommer til at berøre alle. Man kommer til at spørge sig selv, ville jeg have gjort det samme?, siger hun.

Branchen er i gang igen

'Opgøret - De forbandede år 2' er ikke alene om at være i gang igen med filmoptagelser efter coronanedlukningen.

- Filmbranchen blev hårdt ramt af den nærmest totale nedlukning i foråret 2020, men efter, at der blev åbnet op for optagelse igen i slutningen af maj 2020 kom branchen stort set i gang med det samme på normalt niveau, fortæller Jørgen Ramskov, direktør for Producentforeningen.

Men alt er dog ikke på et helt normalt niveau endnu.

- Det er mere besværligt med håndsprit, daglige test, afstandskrav og lignende – og det er mere omkostningsfyldt – men der produceres, lyder det fra Jørgen Ramskov.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk