James Bonds første babe er død i en alder af 90 år

Skuespilleren Eunice Gayson var den første såkaldte Bond-babe i filmen Dr No fra 1962.

Eunice Gayson og Sean Connery spillede sammen i James Bond-filmene Dr No og From Russia With Love. (Foto: SCANPIX © Scanpix)

Da James Bond for første gang rullede over det store lærred med debut-filmen Dr No i 1962, blev vi ikke bare introduceret til Agent 007, men også til hans kærester, der senere er blevet kendt som Bond-babes.

James Bonds første babe, den britiske skuespillerinde Eunice Gayson, døde i aftes i en alder af 90 år. Det skriver BBC.

Hun spillede Sylvia Trench i Dr No, hvor hun ikke bare var Bonds babe. Hun var også en moralsk støtte for skuespilleren Sean Connery og dulmede hans nerver under optagelserne til Dr No.

Eunice Gayson indtog den samme rolle i From Russia With Love, der udkom i 1963.

- Vi er dybt rørte over nyheden om, at Eunice Gayson, som var vores første "Bond-babe", der spillede Sylvia Trench i Dr No og From Russia To Love, er afgået ved døden, siger producenterne bag Bond-filmene, Michael G. Wilson og Barbara Broccoli.

- Vores dybeste medfølelse er med hendes familie, fortsætter de to i udtalelsen.

'Sean Bond, James Connery'

I Dr No mødes Sylvia Trench og James Bond for første gang over et spil kort på Le Cercle Club casino, hvor hun foreslår at hæve satsningen, der ender i en ordveksling mellem de to karakterer:

"Jeg beundrer dit mod, frøken...?", lyder det fra Bond, hvortil Sylvia Trench svarer:

"Trench, Sylvia Trench. Jeg beundrer dit held, hr...?"

"Bond, James Bond."

James Bond og Sylvia Trench møder for første gang hinanden på et casino i filmen Dr No fra 1962. (Foto: SCANPIX © Scanpix)

I 2012 fortalte Eunice Gayson, at Sean Connery havde problemer med nerverne under optagelserne af scenen og havde svært ved at få replikken på plads.

- Han skulle sige 'Bond, James Bond', men han kom ud med andre sætninger som 'Sean Bond, James Connery'.

I stedet for at blive ved med at stoppe optagelserne og vade rundt i scenen, foreslog instruktøren af filmen, at Eunice Gayson tog sin medspiller ud for at få en drink.

Og det dulmede tilsyneladende hans nerver, og da de to vendte tilbage til optagelserne, kunne han levere replikken uden problemer.

Facebook
Twitter