Jan Grarup har fotograferet død og ødelæggelse i 30 år: Her er mit livs vigtigste billede

50-årige Jan Grarup er lige nu aktuel i dokumentarfilmen 'Krigsfotografen'.

(Foto: Andreas Bro © (c) DR)

Året er 1987, og Jan Grarup er 19 år og taget afsted på sin første fotorejse. Han står sammen med tusindvis af IRA-medlemmer til en stor anlagt begravelse, da den bliver angrebet af en rivaliserende gruppe med skud og håndgranater.

Alle smider sig på jorden, men Jan Grarup bliver stående og fotograferer, mens kuglerne hvisler hen over menneskemængden, og granater eksploderer overalt. Netop dét øjeblik vil komme til at definere resten af Jan Grarups liv.

Dokumentaren 'Krigsfotografen' havde premiere 19. september. Instruktøren Boris B. Bertram har fulgt Jan Grarup og hans børn i næsten seks år. Filmens omdrejningspunkt er Jan Grarups liv, hans arbejde og den smerte og det ansvar, han fik for de tre ældste børn efter deres mors død i 2015. (Foto: Andreas Bro © (c) DR)

32 år senere står jeg foran Jan Grarups opgang. Jeg er spændt. Jeg er selv fotojournalist og kender udmærket til Jan Grarup. Siden jeg begyndte at interessere mig for fotografi, er hans navn dukket op med jævne mellemrum. Jeg skal mødes med ham og diskutere hans arbejde, Instagram og den nye dokumentarfilm 'Krigsfotografen' med ham i hovedrollen.

Jan Grarup er en af de mest prisvindende danske fotojournalister. Han fotograferer mest ude i verden - steder hvor krig og katastrofer er dagligdag. Hans billeder vækker opsigt, når man ser dem. De er i en klasse for sig selv, så det er med en vis ærefrygt, at jeg ringer på ud for navnet 'Grarup'.

Jan Grarup viser nogle af sine mange, mange tatoveringer frem. For ham er tatoveringer en meget personlig ting og fungerer nærmest som en dagbog. (Foto: Andreas Bro © (c) DR)

Døren går op ind til hans toetagers lejlighed på Østerbro, hvor han bor sammen med sine fire børn. Lejligheden er velkendt. Jeg har set den utallige gange på billeder på Instagram. Jan Grarup er en flittig bruger med over 74.000 følgere, og i skrivende stund har han lagt 2.592 billeder op. Han bruger mediet til at vise sit arbejde, fortæller han.

Særligt de tunge emner, Jan Grarup fotograferer, står i tydelig kontrast til mange af de billeder, han mener, dominerer på Instagram.

- Her er der jo ikke rigtig noget filter.

- Det er i stedet meget beskidt, og det er i virkeligheden en reaktion på det meget filtrerede og polerede liv, som der jo er på Instagram, forklarer han.

Lejligheden på Østerbro er stor med mørke tunge trægulve. Midt i stuen står et massivt plankebord og en vindeltrappe i det ene hjørne fører op til anden sal, hvor studiet ligger. Her fotograferer han med kæmpe store kameraer fra 1800-tallet, der ligner noget fra gamle stumfilm.

Overalt er der kameraer og linser. Op ad væggene står store prints af hans mest berømte billeder. På arkivskabet hænger køleskabsmagneter, hvor der står Aleppo. Alle steder jeg kigger hen, kan jeg se noget, der relaterer til hans arbejde. Det ser ud som om, at Jan Grarup altid arbejder.

Jan Grarups studie ligger på 2. sal i hjemmet på Østerbro, hvor han bor sammen med sine fire børn. (Foto: Andreas Bro © (c) DR)

Jan Grarups hjem ligner præcis det, som jeg har set på Instagram. Det er også sådan, han kan lide det.

- Livet er ikke bare én lang rejse i azurblåt hav langs hvide sandstrande. Bevar en kritisk sans, siger han og pointerer, det må være svært som ung at navigere på Instagram. Der er høje krav om at have det perfekte liv med de perfekte venner og det dyre tøj.

- Jeg tror, det lægger et pres på unge mennesker, som måske gør, at man har svært ved at se sig selv afspejlet, eller at man i virkeligheden føler sig forkert, hvis man ikke har de rigtige ting.

- Der, hvor jeg får flest likes, det er, når jeg er ærlig. Det er det, folk reagerer aller-allermest på, fortæller Jan Grarup om sin Instagram-profil. (Foto: Andreas Bro © (c) DR)

Jan Grarup kan meget bedre lide, når folk tør være ærlige. Der skal være plads til at sige, at i dag har man det faktisk ikke særligt godt, mener han.

- Jeg tror ikke på, at der er nogen, der render rundt i det der Instagram-polerede liv 24/7.

Han ser dog en tendens, der viser, at folk er trætte af den pæne overflade og gerne vil vide mere om den virkelige verden. Størstedelen af Jan Grarups 74.000+ følgere er mellem 18-25 år. Han tror, at de er meget bedre til selv at finde information om verdens tilstand på kanaler, som passer til dem.

- Jeg tror ikke, at avisernes faldende oplag skyldes, at de unge er ligeglade. De søger bare deres information andre steder, og unge mennesker i dag er meget bedre til at finde frem til de kanaler, hvor de lærer noget.

Det kan blandt andet være på Jan Grarups egen profil, hvor han også tit lægger voldsomme billeder op fra de konflikter, han dækker med sit kamera. Hans håb er, at de unge kan få et mere realistisk billede af verden gennem hans profil.

Efter mange udlandsture har Jan Grarup fået konstateret PTSD. Det deler han også med sine følgere og mærker kun positiv respons.

- Dér, hvor jeg får flest likes, det er, når jeg er ærlig. Det er det, folk reagerer aller-allermest på.

Da interviewet er ovre, skal jeg fotografere Jan Grarup. Fotografer elsker at have tid. Jo mere tid, jo bedre billeder, er de fleste enige om. Men efter 15 minutter spørger Jan Grarup, om vi er ved at være færdige. Ingen overraskelse. Han er som de fleste fotografer ikke så meget for at blive fotograferet. Jeg må nøjes med det, jeg kan få.

Efter 15 minutter spørger Jan Grarup, om vi er ved at være færdige. Som de fleste andre fotografer er han ikke så meget for at blive fotograferet.

Jan Grarup skal også videre. Han har nemlig travlt for tiden. Dokumentaren 'Krigsfotografen' har snart premiere. Instruktøren Boris B. Bertram har fulgt Jan Grarup og hans børn i næsten seks år. Filmens omdrejningspunkt er Jan Grarups liv, hans arbejde og den smerte og det ansvar, han fik for de tre ældste børn efter deres mors død i 2015.

Han synes, at filmen portrætterer ham ærligt. Det sværeste i processen har været at se børnene i sorg og ikke at kunne tage smerten for dem.

- Det er det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. At se mine børn være ramt af så stor en sorg, når man i en alder af 14-15 år mister en forælder.

- Man kan ikke arbejde de steder og lave det, jeg laver, uden at tage de chancer, der skal til, siger Jan Grarup om at kombinere arbejdet som krigsfotograf med at være alenefar. (Foto: Andreas Bro © (c) DR)

Børnene og ham har et stærkt forhold, som måske også er en af grundene til, at han stadig kan arbejde i verdens brændpunkter.

- Vi har været igennem en lang proces omkring mit arbejde, siger Jan Grarup.

Selvom han nu er alene med børnene, tager han ikke færre chancer, når han er i felten.

- Det kan jeg ikke. Man kan ikke arbejde de steder og lave det, jeg laver, uden at tage de chancer, der skal til.

Jan Grarup lever og arbejder stadig som den dag på kirkegården i Nordirland i 1987. Han står op, når alle andre lægger sig ned.

Det vigtigste billede i mit liv: Pigen fra Rwanda

(Foto: Jan Grarup / www.madebygrarup.com)

Jan Grarup dækkede folkemordet i Rwanda, hvor landets hutu-befolkning begik massedrab mod tutsi-befolkningen og moderate hutuer. De blev hovedsageligt hakket ihjel med macheter.

Jan Grarup har været i Rwanda for at lede efter pigen på billedet flere gange. Han har også været tilbage i år, som er 25-året for folkemordet.

- Det billede er single-handedly (uden tvivl, red.) det vigtigste billede i mit liv. For mig bliver det beskrivelsen af den der ultimative ondskab, der hærgede i Rwanda i de 100 dage, hvor 800.000 mennesker bliver slået ihjel...

- Ondskaben i det, der skete, gør i virkeligheden, at det her billede er det, der betyder allermest for mig.

- Lige nu er vi måske tættere på at finde pigen end nogensinde før. Vi har i hvert fald fundet ud af, hvor i landet hun er fra. Det er ikke ensbetydende med, at hun lever. Men jeg har haft et meget stærkt behov for at genbesøge den her pige, som nu er blevet til en kvinde. For at høre, hvad der er sket i hendes liv efterfølgende. Er hun kommet ud på den anden side? Har hun tilgivet de mennesker, der prøvede at slå hende ihjel?

Den syriske pige med de blå øjne

(Foto: Jan Grarup / www.madebygrarup.com)

Billedet er taget i en lille landsby i det nordlige Syrien, hvor IS stadig er aktive. Der er ingen kamphandlinger, men IS brænder de civiles afgrøder af, så de ikke har noget at leve af.

- Det er en ret brutal taktik over for civile menneske, som intet har. Jeg var dernede sammen med Bo Søndergaard fra Politiken, og vi kommer frem og fotograferer den her landsby, som er i en state of emergency (undtagelsestilstand, red.), fordi de kan se, at hele lortet brænder, og der ikke er noget, de kan gøre for at stoppe det.

Mens Jan Grarup og Bo Søndergaard arbejder på reportagen fra landsbyen, dukker den lille pige, Lily, op.

- Pludselig ser jeg hende her Lily, som jo kraftedeme er jordens smukkeste unge. De der øjne er jo helt sindssyge, og jeg skyder et billede af hende, og lægger det på Instagram og fortæller historien om landsbyen. Hun bliver katalysatoren for fortællingen om en landsby. Hendes øjne ser så vilde ud. Efter jeg har lagt det op, eksploderer min Instagram-konto. Efterfølgende sker der det, at folk skriver til mig: 'Hvad har du lavet i Photoshop med de der øjne. Hvilket filter bruger du?'

- Jeg skriver til dem, at for mig er troværdighed ved fotografiet det allervigtigste - troværdigheden er den sidste bastion, der er tilbage i fotojournalistikken, fordi alt kan lade sig gøre i dag. Jeg skriver, at sådan ser hun ud og går ind i en dialog. Men folk blev ved. Bo Søndergaard havde heldigvis taget et billede, som jeg lægger ud dagen efter for at mane det til jorden. Og så gik det helt amok. Det der billede fik over 10.000 likes. Netop fordi, at pludselig fortæller du en historie, og du får stillet nogle spørgsmål, hvor du måske i virkeligheden gør op med den der Instagram-kultur om perfekthed og Photoshop-manipulation.

Kærestepar i ruinerne på Haiti

(Foto: Jan Grarup / www.madebygrarup.com)

Billedet er taget efter jordskælvet i Haiti i 2010, hvor omkring 220.000 til 300.000 mennesker døde. Store dele af hovedstaden Port-au-Prince var jævnet med jorden. Mange steder var situationen desperat.

- Mangel på vand og mangel på mad gjorde, at folk blev desperate, og der var store områder, som simpelthen blev røvet. Man plyndrede butikker for at finde noget at drikke eller finde noget at spise. Det handlede ikke om berigelse, det handlede om overlevelse. Folk sloges vitterligt for at overleve.

- Det her billede er taget tidligt om morgenen i den centrale del af byen, hvor alt var kaos. Det brændte, der lå lig, folk sloges, og midt i det kaos, så kommer der pludselig et par gående. Han holder hende i hånden, og hun har taget sine høje hæle på. Det er et meget ømt billede. Det er et billede, der handler om at beskytte sin kæreste.

- Og så har det noget andet. Når jeg kigger på det billede, så ser jeg kærlighed. Jeg ser to mennesker, der elsker hinanden, og som overlever i det her kaos. Det, synes jeg, er et vigtigt budskab også at have med - det er sgu ligegyldigt, hvor du er henne i verden, så er der kærlighed, siger Jan Grarup.