'Jeg føler mig snydt!': Her er de største serie-skuffelser i 2019

Flere stort opsatte serier levede ikke op til forventningerne. Her får serieekspert lov til at ærgre sig.

Både Apple TV+ (hvor Jennifer Aniston spiller med i 'The Morning Show') og HBO (som står bag 'Game of Thrones', hvor Emilia Clarke spiller med) står ifølge Kasper Lundberg bag nogle af årets serie-skuffelser. (© Apple TV+/HBO)

2019 var det bedste serieår nogensinde.

Det var 2018 også. Og 2017 og 2016. De seneste mange år har faktisk været det bedste serieår nogensinde.

Men det betyder også, at de dage er ved at være forbi, hvor alle var taknemmelige for middelgode serier, bare fordi vi kunne se dem i sofaen uden at skulle købe billet. Vi har efterhånden absurd meget at vælge mellem og sammenligne med.

Den ottende og sidste sæson af 'Game of Thrones' var lidt af en øjenåbner i forhold til, hvor vi er nået til. Overalt på internettet poppede der avancerede diskussioner op om skuespilteknik, brugen af computergrafik og billige manuskriptkneb.

Så selv verdens mest populære serie med rekordmange økonomiske og sociale ressourcer i ryggen ligger nu under for hård granskning. Sofakartoflerne slår sig ikke længere til tåls med røg og spejle.

Der bliver stadig lavet rigtig mange virkelig dårlige serier, men de er ikke med på denne her liste. Her er der tale om de serier, der har skuffet os, fordi vi troede, at vi ville elske dem.

De havde kæmpe potentiale og kæmpe forventninger, som de af en eller anden grund ikke formåede at leve op til.

Slutningen af Game of Thrones (sæson 8)

2019 blev året, hvor vi for sidste gang drog af sted til Westeros for at følge med i den dramatiske kamp om Jerntronen. (Foto: HELEN SLOAN © HBO)

Bare lige så vi har det helt på det rene: Jeg elsker 'Game of Thrones'!

Jeg har t-shirten, bøgerne, kasketten, skumgummiversionen af Needle og en replika af Jerntronen i fuld størrelse (det passer ikke, jeg har kun den første bog og en t-shirt, hvor der står "I drink and I know things", og jeg bruger den kun til at sove i, men du forstår pointen).

Det lyder måske dumt, men slutningen på 'Game of Thrones' var så stor en skuffelse for mig, at jeg længe nægtede at se det i øjnene. Jeg forsvarede den til det sidste.

Men bagklogskabens lys er desværre kun blevet klarere og klarere for hver uge, der er gået siden. Og alt i alt er serien gået fra at være en af de serier, der allerbedst kunne betale sig at se igen (detaljerne, sammenhængene, intrigerne) til… det modsatte.

Et stort, kompliceret, troværdigt univers, der langsomt men sikkert snævrer ind til en banal historie om de gode mod de onde fyldt med dumme zombier og et utal af løse ender.

Og jeg er ked af at sige det, men de der computerdrager kommer vi altså ikke til at se tilbage på med milde øjne om ti år. Men sikke en tur!

Genoplivningen af Arrested Development (sæson 5)

Rollebesætning i 'Arrested Development' består blandt andre af Jason Bateman, som spiller Michael Bluth, der gør alt, hvad han kan, for at holde sammen på sin familie. (Foto: Saeed Adyani © Netflix)

Tilbage i 00'erne blev der talt og skrevet om 'Arrested Development' med næsten religiøs højtidelighed.

Her var en serie, der hævede komediens underdiscipliner som callbacks og oneliners til et niveau, hvor det begyndte at ligne noget andet. En videnskab eller systemdigtning eller i hvert fald et eller andet, som ikke var bygget af almindelige dødelige.

Den blev stoppet efter tre sæsoner i 2006 og var i mange år efter et af de primære eksempler på geniale serier, der måtte lide martyrdøden på grund af seertalsgrådige mediebosser.

Så der var stor jubel, da Netflix genoplivede serien om den skruppelløse og idiotiske rigmandsfamilie Bluth i 2013. Men nu, hvor vi i år har fået de sidste otte afsnit af femte sæson, står det lidt for klart, at genoplivninger er en nærmest umulig disciplin.

Selv med en genial kultserie, et stjernefyldt cast, masser af god vilje og alle de oprindelige kræfter, er der en god chance for, at magien bare er væk. Komedieserien har været gennem en revolution i mellemtiden, og de nye sæsoner fremstår livløse, stive og aaaaaalt for lange.

Starten på Apple TV+

Selvom anmelderne tog middelmådigt imod 'The Morning Show', er det alligevel lykkedes Reese Witherspoon (tv.) og Jennifer Aniston at blive nomineret til en Golden Globe, for deres præstationer i serien. (© Apple TV+)

Kan du huske dengang, hvor Apple havde en chef, der hed Steve Jobs, der gik forrest og opfandt sindssyge ting?

De seneste mange år har Apple i højere grad fulgt efter markedet, hvad enten det handler om antallet af kameraer på din mobil eller størrelsen på en tablet.

Men hvad nu, hvis det bare var fordi, at Tim Cook i virkeligheden brændte for indhold mere end form og bare havde ventet på at kunne lave sin streamingtjeneste?

Med Apple TV+ fik han endelig lov til at sætte dagsordenen og vende op og ned på serieverden med originalt indhold.

Men de første fire serier ('See', 'The Morning Show', 'Dickinson' og 'For All Mankind') udkom til meget lunkne anmeldelser. Kort tid efter stoppede chefen med ansvaret for serierne, Kim Rozenfeld.

Jeg er faktisk ret vild med 'Dickinson', og jeg har også hørt gode ting om M. Night Shyamalans 'Servant', men tv-seriernes svar på opfindelsen af iPhone er der altså ikke tale om.

Og så kan man ikke engang bruge sin Chromecast med tjenesten. Skuffende.

Stranger Things (sæson 3)

Ifølge Kasper Lundberg blev fortællingen om Eleven og de andre i 'Stranger Things' for børnet i den tredje sæson, der indtog Netflix i sommer. (© Netflix)

Jeg føler mig snydt. Jeg føler, at jeg i tre år har troet, at jeg så 'Black Sails' kun for at finde ud af, at det i virkeligheden var 'Onkel Rejes Sørøvershow'.

Så måske er det mest en personlig skuffelse, fordi jeg ikke var klog nok til at gennemskue, at jeg er en voksen mand, der har set en børneserie.

Det er jo det samme monster de slås med? I den samme by? Med de samme børn? Og vi er ikke engang færdige endnu?

Første sæson kom ud af det blå og blev et gigahit (serien er kun vokset siden, vi har ingen præcise tal, men det er Netflix' mest sete serie. Så det er muligvis den største serie i verden), men den sluttede så fint der.

Siden har vi fået to sæsoner med det samme monster i lidt forskellige computerversioner, og de menneskelige skurke er kun blevet mere ligegyldige.

I sæson tre slap de tøjlerne helt med russere, der er så dumme og voldelige, at nostalgiglimtet i øjet ikke engang er charmerende længere.

Rebootet af The Twilight Zone

Adam Scott, der blandt andet også spiller med 'Big Little Lies', er med i CBS' 'The Twilight Zone', som byder på alverdens småuhyggelige historier. (Foto: Robert Falconer © CBS Interactive)

Det var faktisk den serie, jeg havde glædet mig allermest til i 2019. Så først var skuffelsen, at jeg ikke kunne se serien. Lige indtil jeg så den.

'The Twilight Zone' (1959-1964) er urbrønden, der vander rødderne til nogle af de serier, jeg elsker allermest.

Ville der have været 'Black Mirror' uden 'Twilight Zone'? Ville der have været 'X-Files'? 'Twin Peaks'? 'Riget'? Jeg tror det ikke.

'The Twilight Zone' virkede som det perfekte reboot i en tid med alt for mange elendige, sjælløse reboots. En antologiserie med en ny historie i hvert afsnit med en smag af horror og sci-fi - to genrer, som er blevet taget godt imod de senere år.

Serien er gammel nok til, at man kunne opdatere de bedste af historierne og skifte resten ud med nye. Og så med en af de allermest interessante personer i film og tv lige nu ved roret, Jordan Peele. Instruktøren bag to af de mest originale gysere i vores tid, 'Us' og 'Get Out'.

Så hvad gik galt? Hvorfor er serien så uendeligt ligegyldig og middelmådig?

Nogen spekulerer i, at der har været for mange kokke i køkkenet, og at Jordan Peele ikke har haft frie nok hænder. I hvert fald er afsnittene alt for lange, og der er for mange af dem til det materiale, de har.

Ingen af dem har halvdelen af 'Black Mirrors'' fortællekraft eller opfindsomhed. Og selvom jeg totalt har accepteret Jordan Peele som instruktør, er han altså lidt svær løsrive fra sine vanvittige roller i sketchshowet 'Key & Peele', når han skal sidde med alvorlig mine og introducere de tragiske historier.

Øv bøv.