'Jeg har aldrig set et barn i nød': Michael Jacksons familie svarer igen på pædofili-anklager i ny dokumentar

Den nye dokumentar 'Neverland Firsthand' er et forsvar for den afdøde sanger.

Dokumentarfilmen 'Leaving Neverland' har fået flere radiostationer til at holde op med at spille Michael Jackson. (Foto: Leonhard Foeger © Scanpix)

En måned efter den stærkt omdiskuterede 'Leaving Neverland' havde dansk premiere, er endnu en dokumentarfilm om den pædofilianklagede sanger Michael Jackson blevet udgivet.

Denne gang er det Michael Jacksons familie, der står bag filmen.

I filmen, der bærer titlen 'Neverland Firsthand', og som er tilgængelig på Youtube, kommenterer familien og tidligere kolleger de pædofilianklager, som Wade Robson og James Safechuck kommer med i 'Leaving Neverland'.

Filmen indeholder interviews med blandt andre Michael Jacksons nevø og niece, henholdsvis Taj Jackson og Brandi Jackson, samt Brad Sundberg, der i længere tid var teknisk leder for verdensstjernen.

- Jeg har aldrig set et barn i nærheden af Michael Jackson, der så ud til at have været i nød, ked af det eller udnyttet, siger Brad Sundberg ifølge Vanity Fair i dokumentaren.

Niece: Wade er en opportunist

I filmen går Jackson-familien også direkte i clinch med Wade Robson.

Brandi Jackson fortæller i filmen, at hun datede Wade Robson i flere år og sætter spørgsmålstegn ved, om han er til at stole på.

- Han har altid været lidt af en opportunist. Han ved, hvordan han skal positionere sig selv i forskellige situationer, så han vil få en økonomisk fordel ud af det, siger Brandi Jackson.

Tidligere har Wade Robsons advokat dog sagt, at Brandi Jackson og Wade Robson ikke var sammen, da de seksuelle overgreb fandt sted, og at Brandi Jackson intet relevant har at sige om pædofilianklagerne.

Wade Robson er en af dem, der kommer med anklager mod Michael Jackson i dokumentarfilmen 'Leaving Neverland'. Nu modsiger Jacksons familie anklagerne i en ny dokumentar. (© Wade Robson archive/Amos Pictures)

Kritik af 'Leaving Neverland'

I sidste uge var Michael Jackson-eksperten Mike Smallcombe og forfatteren bag bogen 'Making Michael: Inside the Career of Michael Jackson' også ude at modsige de anklager, der kommer frem i 'Leaving Neverland'.

Mike Smallcombe fortalte, at Michael Jackson ikke kunne have misbrugt James Safechuck på Neverland-ranchens togstation i perioden 1988 til 1992, som James Safechuck ellers hævder. Det skyldes, at togstationen ifølge forfatteren først blev bygget i 1993.

Desuden tvivler Mike Smallcombe også på Wade Robsons anklage om, at Michael Jackson skulle have misbrugt ham på ranchen i 1993, mens Wade Robsons mor var på en tur til Grand Canyon. Smallcombe hævder nemlig, at moren tidligere har udtalt, at hendes søn var med på turen til Grand Canyon.

Hvis du endnu ikke har set 'Leaving Neverland', kan du se den på DRTV. 'Neverland Firsthand' kan ses på Youtube.

Facebook
Twitter