'Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle få en klump i halsen af en James Bond-film'

Den første James Bond film udkom for 59 år siden. Nu udkommer den 25. i rækken, den længe ventede 'No Time to Die'.

'No Time to Die' bliver den sidste James Bond-film med skuespilleren Daniel Craig i hovedrollen. (Foto: Nicola Dove © 2020 DANJAQ)
'No Time to Die' bliver den sidste James Bond-film med skuespilleren Daniel Craig i hovedrollen. (© SF Studios)

Aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig, at jeg skulle få en klump i halsen af at se en James Bond-film.

Alle andre dele af kroppen kan blive stimuleret af Bond og hans babes og biler og badutspring, men sgu da ikke tårekanalerne...

Bonds verden handler jo netop ikke om virkeligheden og dens emotionelle påvirkninger – den handler om at stikke af fra det hele, om fantasier, om at kunne det hele.

Det er Euroman-segmentets vådeste fantasier, alle hverdagsdrømme i én pakke: Tænk at kunne gå i skræddersyede jakkesæt, tjene kassen på casinoer, lægge damerne ned på stribe, drøne op og ned ad vægge i de fedeste sportsvogne, være ekspert i fine vine, se de mest fantastiske egne af kloden, have licens til at pløkke irriterende typer, når man har lyst og at redde verden en gang imellem. Alt sammen endda på skatteydernes regning.

Det er jo for fedt Og det har været det i snart 60 år.

Tiden er spurtet fra Bond

25 film har James Bond huseret i. Intet større og mere sejlivet fænomen findes i filmenes verden, selvom han i flere omgange har været tæt på at dø, ikke mindst da den forfærdelige stivnakke af en skuespiller, Timothy Dalton, var tæt på at pine livet ud af ham i et par elendige film. Eller da Bond-universet sad fast i samme rille med Pierce Brosnan i rollen som manden, der kan det hele – måske bortset fra at skifte bleer.

Men altså... en klump i halsen?

Det var ikke lige til at forudse. Især ikke fordi jeg forleden genså forgængeren 'Spectre' fra 2015 og opdagede, hvor gammeldags Bond virker, både som figur og som filmfortælling.

Ingen – absolut ingen – moderne filmskaber kunne finde på at opfinde Agent 007 i dag.

Ingen ville kunne se potentialet i en selvfed og arrogant machomand, der skiftevis skyder og knepper alt, hvad der kan gå. Og som film er historier om diverse gale tosser, der forsøger at tilrane sig verdensmagten, blevet en tyk kliché.

Med i 'No Time to Die' er også skuespilleren Rami Malek, der slog igennem med sin rolle i 'Mr. Robot' og senere vandt en Oscar for sin portrættering af Queen-forsanger Freddie Mercury i 'Bohemian Rhapsody'. (Foto: Nicola Dove © SF Studios)

Det blev tydeligt i 'Spectre's minimale historie, fortalt gennem figurer med tyndbenede personligheder.

Agent 007 passer slet ikke ind i en tidsalder af #metoo og identitetspolitik.

Og så er der al hans materialistiske gejl. Verden er ved at forgå i miljøproblemer, og så insisterer manden alligevel på at rejse verden rundt i dyre transportmidler i stedet for at lade det lokale politi ordne sagerne.

Tiden er simpelthen spurtet fra James Bond – så meget, at det virker umuligt at indhente den.

Selv ikke hvis den nuværende Bond, Daniel Craig, blev erstattet af en sort kvinde eller en nonbinær amazon-indianer ville Agent 007 opfylde tidens krav.

Sjældent har verdens i særklasse mest effektive agent virket mere passé.

Ikke engang forsøget på at gøre Bond til et rigtigt menneske med familietraumer og personlighedskriser i 'Skyfall' kunne gøre ham moderne.

Og så sidder jeg pludselig der med en klump i halsen.

Det gjorde jeg slet ikke, da Judi Dench døde i rollen som Bonds chef, M, i 'Skyfall'. Det virkede for udspekuleret og kalkuleret.

Rollen som den russiske skurk spilles af den dansk-svenske skuespiller David Dencik, der har haft en imponerende international karriere med roller i 'War House', 'The Girl With the Dragon Tattoo' og 'Chernobyl'. (Foto: Nicola Dove © 2021 DANJAQ)

En rørende og sjov fortælling

Men klumpen dukkede op sidst i den nye og 25. Bond-film 'No Time to Die' – ikke fordi jeg sad og blev nostalgisk over gamle Agent 007-oplevelser med Sean Connery eller John Barrys fabelagtige musik eller de fantastiske tidsbilleder i de gamle film eller de smukke kvinder eller de betagende dødsfald eller de utrolige biljagter.

Men fordi 'No Time to Die' faktisk fortæller en rørende historie om et menneske, der forsøger at leve et fredeligt liv med en kvinde, han elsker.

Det giver bestemt også 'No Time to Die' en ny energi, at Bond ikke er alene om at være supersej.

Kvinderne – jep, kvinderne – omkring ham, Madeleine, Nomi og Paloma er også så effektive, at det giver Bond-universet en mere spændende, måske endda mere troværdig, balance.

Danske David Dencik fungerer også fortrinligt som den både begavede og morsomme russiske videnskabsmand, der skubber historien afsted.

Komikken i 'No Time to Die' er faktisk også effektiv og langfra bare de sædvanlige Roger Moore-agtige onkel-jokes.

Og så får Daniel Craig langt mere plads til at vise, at han ikke bare en veltrimmet handyman, men også en virkelig dygtig skuespiller med både komisk timing og et bredt følelsesregister.

Tiden er stadig spurtet langt forbi James Bond – men derfor kan han jo godt være rørende alligevel.

(© SF Studios)
FacebookTwitter