Jeg havde mareridt i flere uger efter… og den sidder stadig i mig. Derfor skræmmer ikonisk film stadig den dag i dag

Det er ti år siden, 'Paranormal Activity' skræmte verden fra vid og sans. Vi ser på, hvorfor filmen stadig fungerer i dag.

Katie Featherston og Micah Sloat spillede hovedrollerne i 'Paranormal Activity', hvor deres roller i øvrigt hed det samme som dem selv, nemlig Katie og Micah. (© Ritzau Scanpix)

Er du typen, der elsker en god gyser? Med slukket lys, høj volumen og masser af puder, du kan gemme dig bag?

Hvis det lyder som den perfekte fredag aften, så har du sandsynligvis set gyseren 'Paranormal Activity'.

Jeg blev selv presset af mine venner til at se filmen, da jeg var 15 år. Min reaktion under selve filmen vil jeg skåne dig for, men jeg kan afsløre, at jeg havde mareridt i flere uger efter.

Filmen handler ellers bare om et amerikansk par, der flytter ind i et nyt hus. Kvinden, Katie, forstyrres af et usynligt og skræmmende væsen, der laver uhyggelige lyde, så hendes mand, Micah, beslutter sig for at sætte videokameraer op i huset for at opklare mysteriet.

Det lyder måske ikke så uhyggeligt, men det var det – og selvom anmelderne gav den en lunken modtagelse, blev 'Paranormal Activity' et kæmpe hit. Faktisk blev den så stort et hit, at det siden blev til yderligere fem film - og der er endnu en på vej.

Denne uge er det ti år siden, at den første film havde premiere i USA.

'Paranormal Activity' fik millioner af gyserelskere verden over i biografen, og filmen indtjente svimlende 1,3 milliarder kroner. Og det var endda med et budget på kun 100.000 kroner.

Men hvorfor blev filmene så stor en succes?

Rører ved en grundangst i os

I 'Paranormal Activity' tages seeren med ind i soveværelset, hvor vi ser optagelser af det sovende kærestepar, der bliver udsat for smækkende døre og svævende dyner. Og det er netop den slags virkemidler, der er med til at gøre filmen så skræmmende.

For ifølge DR's filmanmelder Per Juul Carlsen – der gav filmen fire ud af seks stjerner, da den udkom – rokkede den nemlig ved en dybere frygt i de fleste af os for det, der – måske – gemmer sig under sengen.

- Den rører simpelthen ved en grundangst i os, at noget ondt, vi ikke begriber, sniger sig rundt i vores helt private sfære, mens vi ligger forsvarsløse og snorker, skrev han i sin anmeldelse dengang.

Micah og Katie bliver i 'Paranormal Activity' forfulgt af et usynligt væsen, der er særligt aktivt om natten. (© Ritzau Scanpix)

Okay, så den simple opsætning i 'Paranormal Activity' består af to skuespillere, der filmer uhyggelige lyde hjemme i privaten med et håndholdt kamera.

Der toner ikke et stort og farligt monster frem – i hvert fald ikke et, man kan se – og der er ingen klovne eller forheksede børn. Men hvorfor virker filmen så alligevel så skræmmende?

Det forklarer Mathias Clasen, der er lektor i horrorfilm ved Aarhus Universitet.

- De monstre, vi har i vores forestillingsevne, er altid værre end dem, der er i gyserfilm. Den instruktør, der forstår at antyde frem for bare at vise monsteret med det samme, har en fordel, siger han.

Og netop det formåede især den første 'Paranormal Activity'-film at udnytte, mener Mathias Clasen.

Noget andet, der også er effektivt i filmen, er dens leg med vores tvivl. Instruktør Oren Peli fik nemlig skuespillerne til at bruge deres rigtige navne i filmen.

Men hov, hvad er så virkelighed, og hvad er fiktion? Tvivlen ramte i hvert fald mit 15-årige jeg.

Skuespillerne Katie Featherton og Micah Sloat (th.) sammen med instruktør Oren Peli til Screamfest i Hollywood, 2015. (Foto: Frazer Harrison)

Amatør-elementet gør det ægte

'Paranormal Activity' var ellers ikke den første film til at bruge den slags virkemidler. Du husker måske 'The Blair Witch Project' fra 1999 – den med de tre filmskolestuderende, der med kameraet i hånden forsvinder inde i en mørk skov.

- Jo mere amatøragtigt, jo mere ægte – og jo kraftigere er reaktionerne. Det geniale ved begge film er, at de bruger begrænsninger til at gøre det autentisk. Man bliver i tvivl om, om det kan være ægte. Det er en slags pseudodokumentar, siger Mathias Clasen.

Rikke Schubart, der er lektor i medievidenskab ved Sydansk Universitet og forsker i horrorfilm, er enig. Hun mener også, at 'Paranormal Activity' minder os om en dokumentarfilm - ligesom 'The Blair Witch Project'.

- Begge film var originale idéer – at karaktererne filmer sig selv var nyt. Filmene mimer en æstetik, som vi kender det fra en dokumentarfilm, siger hun.

Også i traileren til den første 'Paranormal Activity'-film legede filmholdet med publikums følelser. I stedet for at vise scener fra filmen, så man nemlig et biografpublikum sidde i en mørk sal til en visning af filmen. Skrigende og med åben mund, hoppende op og ned i sædet.

'The Blair Witch Project' var den første 'found-footage'-gyserfilm. Den udkom i 1999 og har indtjent lige omkring 1,6 milliarder kroner. Filmen havde et budget på lige omkring 150.000 kroner. (Foto: Ronald Grant Archive / Mary Evan)

På den måde fik folkene bag 'Paranormal Activity' vist, hvor uhyggelig filmen var – men den slags kneb var faktisk ikke noget nyt.

- Den form for markedsføring har eksisteret i over 50 år inden for gysergenren. Det nok mest kendte eksempel er Alfred Hitchcock, der hyrede skuespillere til at stå i biografen og måle publikums blodtryk, fortæller Mathias Clasen.

En massiv marketingsucces

Dermed har et rystende kamera, grynede billeder og få effekter med ti års mellemrum været opskriften på to af de største gysersucceser de sidste 20 år.

Og det var endda før influencers og sociale medier var en selvfølgelighed for filmskabere og producenter. Alligevel havde holdet bag 'Paranormal Activity' held med at få hypet filmen på internettet og Twitter, længe før den havde premiere i USA.

- De to film var originale, fordi det var første gang, det blev gjort på den måde. Dengang så mange berømte mennesker 'Paranormal Activity' og tweetede om den. Det fik publikum til at tænke: 'Den gyserfilm vil jeg gerne se', fortæller lektor Rikke Schubart.

Da filmen udkom, dukkede en historie om Steven Spielberg op.

Den prisbelønnede instruktør, der blandt andet står bag 'Dødens Gab', skulle angiveligt have set filmen derhjemme, og der skulle hans soveværelsesdør angiveligt have låst sig selv.

Skræmt fra vid og sans vendte Spielberg tilbage til filmselskabet Paramount med filmen sikkert placeret i en plasticpose, hvor han smed den ud.

Marketingstunt eller ej – ja, så virkede det.

Jeg fik nævnt, at jeg ikke ville uddybe, hvordan oplevelsen var for ti år siden… Men lad mig bare erkende; 'Paranormal Activity' sidder stadig i mig i dag.

Og hvis du, kære læser, sidder og tænker: 'Klap lige hesten, makker – det er jo ikke ægte og bare en lavbudget-gyser uden fede effekter', så har du måske nok ret.

Men husk lige på, at selveste Steven Spielberg altså også blev skræmt!