'Jeg måtte begrave mit ansigt i en pude': Her er 5 af de uhyggeligste serier lige nu

DR's serieekspert anbefaler her fem serier, der kan få dig til at gå bange i seng.

'Kingdom' er måske ikke den mest uhyggelige serie på listen, men det er klart et visuelt mesterværk. (Foto: Juhan Noh © Netflix)

Hvem elsker ikke et godt gys?

Det er der rigtig mange, der ikke gør, har jeg fundet ud af – heribandt min kæreste, der inderst inde synes, jeg er vanvittig, når jeg piner mig selv med skrækindjagende gyserfilm lige inden sengetid.

Men hvis du har klikket på denne artikel, så er du sikkert lige så bims som mig, og det er helt sikkert for det bedste. For jeg har gravet en række nye og oprigtigt uhyggelige gyserserier frem, som med garanti vil jage dig i dine drømme.

Gyserserier plejede ellers at være sjældne. Og endnu værre så plejede de at være ret så platte og nærmest ude af stand til at tage sig selv seriøst.

Jeg elskede 'Are You Afraid of the Dark' og 'Tales From the Crypt', men som voksen kan jeg ikke se dem uden at grine. Selv klovnen Pennywise fra den gamle Stephen King-miniserie 'It', som jeg elsker af hele mit nostalgiske hjerte, er en smule komisk i 2020.

I dag er udvalget af gode gyserserier konstant voksende.

Netflix hittede i 2018 stort med 'The Haunting of Hill House', som var en af de bedste gyserfortællinger de sidste mange år. Serien var et kæmpe hit for Netflix, og nu har streaminggiganten udgivet den norske antologiserie 'Bloodride', som på klassisk gysermanér fortæller små afsluttede horrorhistorier - perfekt, nu hvor man ikke kan mødes med vennerne foran lejrbålet og fortælle gyserhistorierne selv.

Men 'Bloodride' er langt fra den eneste nye, gode gyserserie, så her kommer fem uhyggelige serier, som enhver horrorfan med fordel kan kaste sig over.

1

Den sjove: 'Bloodride'

Vores nordlige naboer er hoppet med på gyser-genren med den norske 'Bloodline'. (© Netflix)

Elsker du at udforske nye gyseruniverser, og synes du ofte, at starten på disse film og serier, hvor de mystiske elementer spiller en stor rolle, er det bedste ved gyserfilm?

Så er 'Bloodride' den helt rigtige serie for dig.

Serien består af seks små afsluttede historier, der handler om alt fra menneskelige ofringer til mystiske blaffere.

Serien er norsk, og selvom historierne bygger på meget genkendelige gysertroper, så er det sjovt at se en skandinavisk hyldest til mere eller mindre kendte gyserklichéer.

Da historierne skal afsluttes i hvert afsnit, kommer man ikke meget i dybden med hverken figurer eller historie, men det er heller ikke meningen med 'Bloodride'. Her skal man præsenteres for nervepirrende oplæg til, hvad der sagtens kunne være hele spillefilm.

'Bloodride' kan streames på Netflix.

2

Den mystiske: 'Servant'

Apple har allerede lovet, at der kommer en anden sæson af gyserserien 'Servant'. (© Apple TV+)

I denne vidunderligt mystiske og super creepy serie, delvist lavet af M. Night Shyamalan ('Den sjette sans' og 'Signs'), følger vi det velstillede power couple bestående af tv-reporteren Dorothy og kendis-kokken Sean.

Af mystiske årsager har de ikke længere deres baby Jericho, men i stedet en uhyggeligt livagtig dukke i hans sted. Dorothy tror tydeligvis, at dukken er et rigtigt barn, og mystikken breder sig yderligere, da den unge barnepige Leanne med den klassiske gyser-frisure (langt, tungt og sort hår) flytter ind hos dem for at hjælpe med pasningen.

Når det kommer til M. Night Shyamalan, er der langt mellem snapsene, for han laver enten geniale ('Unbreakable') eller rædselsfulde ('The Happening') film.

Heldigvis er denne serie absolut i den gode ende af Shyamalan-spektret, og måske er det godt, at M. Night Shyamalan er trådt lidt i baggrunden og kun har instrueret to afsnit. Heriblandt sæsonens bedste afsnit 'Jericho', hvor vi uhyre velfortalt får parrets hjerteskærende forhistorie.

'Servant' er sammen med en håndfuld af deres andre serier rigelig grund til at prøve et abonnement hos Apple+ af.

'Servant' kan streames på Apple TV+.

3

Den visuelle: 'Kingdom'

Sydkoreanerne er kendt for deres ofte flotte kampscener, og de skuffer heller ikke i serien 'Kingdom'. (Foto: Juhan Noh © Neflix)

Måske ikke den uhyggeligste serie på listen, men absolut en af de mest spændende og mest visuelt tilfredsstillende. Denne sydkoreanske zombie-serie handler om en epidemi, der spredes i 1500-tallet, og hvor kongens søn, efter hans far lader til at være blevet smittet, er offer for et kup på kongehuset.

Men det viser sig at være den mindste bekymring, da folk omkring ham langsomt bliver til levende døde. Og ikke de der langsomme zombier fra 'Dawn of the Dead', men superhurtige dræbermaskiner med en gigantisk appetit.

Serien er fantastisk flot filmet, og den sydkoreanske tradition for fantastisk kampsportskoreografi kommer totalt til sin ret på en hidtil uset måde i det her legendariske samurai-showdown mellem mennesker og zombier.

'Kingdom' kan streames på Netflix.

4

Den fulde pakke: 'Channel Zero'

Amerikanske Nick Antosca fungerer både som forfatter, showrunner og udøvende producent på serien 'Channel Zero'. (© HBO Nordic)

Bare jeg tænker på det ækle tandmonster, får jeg myrekryb! Fy for den lede. Prøv at google 'Channel Zero' og zoom ind på plakaten for sæson ét, for så ved du, om din mave kan klare denne her serie eller ej.

'Channel Zero' er en antologi-serie i fire sæsoner, hvor hver sæson er sin egen afsluttede historie. Ideerne til fortællingerne kommer fra det, der kaldes "creeppasta" – uhyggelige gyserfortællinger fundet frem på chat-fora og andre sider på internettet. Et sjovt format, som der er kommet en enormt original, helstøbt og ikke mindst hamrende uhyggelig serie ud af.

Første sæson handler om børnepsykologen Mike, der genbesøger sin barndomsby, hvor en række af børn, heriblandt hans egen tvillingebror, engang blev slået ihjel. Noget tyder på, at dødsfaldene er relateret til et hypnotisk tv-program for børn.

Serien er tonalt set meget i tråd med Netflix' geniale 'The Haunting of Hill House' (som du selvfølgelig har set, hvorfor den ikke er på denne liste!), hvor der er lige så stor interesse i figurernes psyke, som der i de uhyggelige mareridtsscener.

Jeg havde aldrig troet, at børne-tv kunne være så uhyggeligt, men hvis du ser 'Channel Zero', vil du aldrig se Ramasjang på samme måde igen.

'Channel Zero' kan streames på HBO Nordic.

5

Den klassiske gyser: 'Marianne'

Victoire Du Bois spiller forfatteren Emma Larsimon, der opdager, at de gyselige ting, hun skriver om, findes i virkeligheden. (Foto: Emmanuel Guimier © Netflix)

Af en eller anden grund synes vi, at børn og gamle mennesker er absurd uhyggelige. Fra benede gamle kvinder i 'Drag Me To Hell' eller 'The Shining' til børn med døde blikke i 'Børnehjemmet' eller… Ja, også 'The Shining'.

Og opskriften virker stadig.

Ikke mindst i den franske gyserserie 'Marianne', der handler om bestseller-forfatteren Emma, der har gigantisk succes med at skrive klassiske, poppede gyserfortællinger.

Pludselig bliver hun opsøgt af en kvinde fra sin gamle hjemby, hvis mor er begyndt at opføre sig besynderligt. Emma ser sig nødsaget til at tage tilbage til sin hjemby og se den frygt og de mareridt i øjnene, som i første omgang dannede inspiration til hendes bøger.

Man skal ikke lade sig narre af 'Marianne's franske, humoristiske stil i begyndelsen. Skaberne af denne serie ved præcis, hvad de laver, og når først vi begiver os ind i Emmas mareridt, var jeg bogstaveligt talt nødsaget til at begrave mit ansigt i en pude igennem flere scener.

Denne her serie er til tider mindst lige så uhyggelig, som flere af de bedste gyserfilm er, og tesen om, at rigtigt uhyggelige serier ikke findes, den lader efterhånden til at være manet til jorden.

'Marianne' kan streames på Netflix.

Facebook
Twitter