Afsnit fem af '1864' er et fremragende stykke drama, der river os med fra første til sidste minut.

Vi er som seere i hælene på de to grupper danske soldater, der er med i rømningen af Dannevirke. De følges ikke ad, Peter og Dinesens gruppe er længere fremme end gruppen med Laust og Didrick. Det er to spor gennem krigens slagmark.

Krig i flere spor

Vi kender allerede Peter og Laust, Johan og Alfred, Didrich og Monrad og deres liv og de følelsesmæssige dramaer, de bærer på, fx det dramatiske forhold mellem Peter, Laust og Inge. De er virkelige mennesker, som vi nikker genkendende til, og nu mærker vi krigen på de unges kroppe og sind.

Deres krigsoplevelser bliver vores og sættes i relief af de to øvrige spor, når krigsscener veksler med nedslag i Monrads virke og i fjendens, det vil sige især Bismarcks vurderinger af danskerne, der absolut ikke er flatterende.

Derfor møder vi den levende og vitterlige forskel på at være dem, der beslutter krigen, og deres magt over dem, der er kommanderet til at udføre krigen i al dens rystende gru og med deres absolutte indsats i form levende liv.

Krigens væsen

Der er et rigtig godt tempo mellem begivenhederne i de fire spor, og Claudias og baronens samtale binder begivenhederne sammen, så de dels giver en eftertankes bidrag til at forstå krigens væsen.

Desuden er den med til at skabe seernes legale position: At sidde i 2014 og følge krigen og nederlaget i 1864 og at kunne identificere os med dem, som sætter livet på spil i en krig, andre har sendt dem ud i.

Det hele er for en god sags skyld, siger datidens politikere. Men det er en slagtebænk.

Bornedal kender sin Herman Bang

Derfor er Monrad en stor satire, der minder stærkt om den satire, Herman Bang leverer i sin roman, 'Tine', hvor spidserne i det lille samfund på Als drikker punch, mens karlene drager forbi uden for vinduerne mod krigen.

Der tales og tales vidtløftigt, og kammerherren siger med snøvlende stemme: "Min Go´e - det er sådanne Talere, som har skabt vort Land." Bornedal må kende sin Bang med den gennemførte satire vi ser i skikkelse af Monrad.

Baronen er ikke en satire, men den erindringsgrube, som vi gennem Claudia kan øse af og spørge til.

En kujons sværd

Derfor ser vi baronen sidder med sin bedstefars sværd. Det er ubrugt og blankt. Claudia spørger, om han da ikke var med i krigen. Jo det var han, og vi ser, at det er Didrich, hvis grovheder, Johan senere stopper ved at afslører for Didrich, at han er set som en kujon to gange.

Vi ser baronen med det sværd, han har fået af Karen Blixen. Det har været Wilhelm Dinesens. Det er anderledes brugt med skår fra de knogler, det har hugget i. Blodrillen er oxideret af fjendernes blod, der er båret som trofæ af den yngste og mest dødsforagtende.

Dinesens gruppe bliver overrasket af prøjsere, der skyder dem en for en, men stoppes af Dinesens sværd, idet han hugger hånden med pistolen af prøjseren, og så får danskerne overtaget. De møder også danske desertører, som Dinesen vil skyde en kugle for panden. Men Peter stopper ham. Alle typiske krigsbegivenheder.

Smukke dødsscener i al sin gru

Gruppen med Laust og Johan og Alfred kommer forbi en virkelig slagmark. I fugleperspektiv ser vi den vinternøgne mark med lig og døende soldater spredt så langt, vi kan se.

Alfred kan ikke lade dem lide og går ind blandt kroppene til en voldsomt døende dansk soldat og lægger sig grædende på knæ, beder fadervor og tager grædende sin bajonet og tøvende for til sidst med en kraftanstrengelse at stikke den i den døendes hjerte. Der er tæt kameraførelse. I al sin gru er scenen smuk.

Alle dimensioner af soldatens virke er med. Også den gribende scene, hvor gruppen bliver overrasket af fjenden og smider sig på en skråning, hvor de må ligge i ly og på maven og lade deres forladergevær, hvilket er svært, og rædslen er malet i alle deres træk, så de må fylde hele billedet.

Tro kopi af berømt maleri

Der er mange historiske forlæg, der er i spil. Afsnittet indledes med det kendte maleri af Niels Simonsen fra 1865, som kan ses på Frederiksborg Museum: 'Tilbagetoget fra Dannevirke'. Det har en stor rigdom af detaljer af soldater, der i sne og kulde trækker en kanon op af en sneblank bakke.

Det er nøjagtigt kopieret i en scene, men så glider de, og kanonen trækker dem ned ad bakken og havner med det ene hjul i vandet. Didrich kommer rasende derhen og kommanderer - uden nogen form for proportioner - Laust i vandet. Og så parerer soldaten ordrer.

Personer vi kan identificere os med

Ole Bornedal har skabt en dramatisk serie af høj karat. Den giver os oplevelsen af krigen med personer og handlinger, vi kan identificere os med. Og 'skyldnerne' for den krig og for nederlaget er ikke soldaterne, men de egentlige magthavere som Monrad, konceillspræsidenten (statsministeren), der tilmed giver skylden for nederlaget til De Meza, der trods alt er en general, der tænker på soldaternes muligheder for at overleve fremfor at blive slagtet.

Det er sjældent at se så fremragende filmiske historier. Der er i al gruen de smukkeste billeder, hvor personernes synsvinkel bliver vores, når vi med Laust, der ligger på slæden, ser op i himmelen mellem træernes kroner. Og når vi følger Lausts næsten døende ansigts mimik, og billedet skifter til Inge, der er hjemme, og hendes levende anelse og udbrud: "Laust, du må ikke dø". Aner vi en sitren i Lausts ansigt?

En seksstjernet oplevelse

Vi får nogle dimensioner ved spring i tiden, når Claudia ser på pladen på grammofonen ('I Danmark er jeg født') og spørg om musikken ligger i rillerne. Symbolet på, at vi tolker fortiden med nutidens målestok. Men vi kan med fortællingen gennem dramaets og i filmens og skuespillets forenede kraft leve os ind i den menneskelige gru og ofte også skønhed.

Respekt og seks stjerner med tak til Ole Bornedal og hele holdets skaberbedrift.