Jødisk Samfund: Ubetænksomt med ny terror-film

​Det Jødiske Samfund frygter, at den kommende film om terroristen Omar El-Hussein vil skabe sympati for den unge mand, der tidligere på året slog to personer ihjel i København.

Det var foran synagogen i København, at Dan Uzan mistede livet under terrorangrebet i februar. (Foto: Pacific Press © 2015 Pacific Press)

Det er ubetænksomt over for de efterladte til Dan Uzan og Finn Nørgaard, der begge mistede livet under terrorangrebet i København for et halvt år siden, at der nu skal laves en film om Omar El-Hussein, der stod bag det.

Det mener Dan Rosenberg Asmussen, formand for Det Jødiske Samfund i Danmark, efter filmselskabet Zentropa har annonceret, at det vil lave en film om den unge terrorist.

Formanden frygter, at en spillefilm vil ende med at skabe sympati for Omar El-Hussein, der gik målrettet efter at ramme jøderne under angrebet. Dan Uzan, der selv var jøde, blev nemlig skudt, da han holdt vagt ude foran den jødiske synagoge i Krystalgade.

Frygter sympati for Omar

- Det er vigtigt, at vi prøver at finde ud af, hvad der motiverede morderen, så vi kan forhindre, at det sker igen. Spørgsmålet er, om en fiktionsfilm er det rigtige format, for jeg frygter, at den vil skabe både sympati og forståelse for Omar, siger Dan Rosenberg Asmussen.

- Det er der ikke behov for blot et halvt år efter, at den uhyggelige og utilgivelige handling fandt sted. Derfor synes jeg ikke, det er særlig betænksomt over for de efterladte at lave en sådan film, siger han.

Bør vendes på hovedet

Det er Peter Aalbæk Jensen, der skal producere filmen, som allerede har fået titlen ”Lukkede øjne”.

Bag kameraet finder man den afghanskfødte instruktør Manyar Parwani, og ifølge en pressemeddelelse fra filmselskabet skal filmen forsøge at tegne ”det store billede af, hvordan det kunne gå til, at en ung mand i Danmark på kort tid kan blive radikaliseret til at begå så forfærdelige handlinger med døden til følge”.

Spørger man Dan Rosenberg Asmussen, bør Zentropa overveje at vende hele projektet på hovedet og i stedet lave en film om de to ofre og deres efterladte.

- Det var nogle stakkels, uskyldige mennesker, der blev myrdet. De fortjener i højere grad en film, siger formanden for Det Jødiske Samfund.

Facebook
Twitter