Jonatan Spang om Anna Mee Allerslev-sag: Det kom helt bag på mig, at folk reagerede på den måde

Jonatan Spang er tilbage i DR2-programmet 'Tæt op sandheden med Jonatan Spang'. I hvert fald så længe det varer.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Da Jonatan Spang i oktober gik fra pressemødet, hvor Anna Mee Allerslev forlod sin borgmesterpost i Københavns Kommune, vidste han på ingen måde, hvad det var, han havde sat gang i.

Han var taget til den radikale borgmesters pressemøde sammen med en kollega fra sit satireprogram, 'Tæt på sandheden med Jonatan Spang'. Samme ville de stille Anna Mee Allerslev spørgsmål om hendes forhold til bl.a. frysemad, som umiddelbart kan virke bizarre, når man vælger at afbryde sin valgkamp og stoppe som borgmester.

- Er det ikke et af de spørgsmål, man ikke behøver at svare på, når man siger farvel og tak. Har du flere spørgsmål om dåsemajs og frysemad, lød det afvisende fra den afgående borgmester, da Jonatan Spangs kollega stillede det første spørgsmål.

Den næste spørger var Jonatan Spang.

'Sex and the City' eller 'Game of Thrones', lød spørgsmålet fra komikeren.

- Uh. Hvad var det, jeg sagde? Var det ikke et eller andet nørdet som ’West Wing’. Det tror jeg, jeg får rigtig meget tid til nu, og det glæder jeg mig til, lød det fra Anna Mee Allerslev og henviste selv til den kampagnevideo, hun selv tidligere havde lagt på Facebook, hvor hun blev stillet de selvsamme bizarre spørgsmål.

Twitter eksploderede

Da Jonatan Spang og Kasper forlod pressemødet, var der ingen, der brokkede sig over spørgsmålene.

Det var der til gengæld om aftenen på Twitter.

- Twitter eksploderede i raseri. Det kom helt bag på mig, at folk reagerede på den måde. Jeg tænkte, om jeg havde gjort noget, der var helt forfærdeligt.

- Der var jo ingen hverken under eller efter pressemødet, der havde sagt ’hey, prøv lige at slappe af’, eller som havde kigget mærkeligt.

Spørgsmålene skulle bruges til et indslag i første sæson af 'Tæt på sandheden med Jonatan Spang' den efterfølgende søndag. Men allerede inden programmet var blevet sendt, havde politiske kommentatorer kaldt stuntet for ’noget pis’. Andre mente, at Jonatan Spang og kollegaen burde holde sig tilbage fra at stille spørgsmål og efterlade det til ’de professionelle, politiske journalister’.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Selv kulturminister Mette Bock (LA) var ude at tage afstand fra interviewet, inden de satireindslaget overhovedet var blevet vist.

Fortryder ikke spørgsmålene

For Jonatan Spang var det netop dén episode, hvor han har følt, at der var mest kritik af hans satire. Måske er det også derfor, han reagerer så kraftigt, da jeg spørger ham, om han synes, det var nogle unfair spørgsmål at stille.

- Nu er du simpelthen for irriterende. Om jeg synes, det var unfair? Hvad mener du med det, spørger han med hævet stemme og beder mig om at slukke diktafonen.

Efter en pause, hvor spørgsmålet er blevet uddybet – og en anelse modereret, er stemmen nede på et normalt leje igen.

- Jeg fortryder ikke noget. Og selvfølgelig ville jeg gøre det igen. Der er ikke noget forkert i det, vi gjorde. Vi lavede noget satire, og så er det totalt utidigt, at landets kulturminister udtaler sig om, at det, vi laver, er dumt, inden programmet har været sent, siger Jonatan Spang.

Ikke alt kan gøres til satire

Det er ikke alle emner, som Jonatan Spang kaster sig frådende over. For eksempel var han glad for, at programmet ikke blev sendt i den uge, hvor prins Henrik døde. For som han siger, ville det være umuligt at lave noget sjovt om det. Men det ville også mærkeligt, hvis det ikke indgik i programmet, fordi det var en så stor historie i medierne.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Desuden har krænkelseskulturen gjort det mere kontroversielt at lave satire, mener han, fordi de sociale medier nemt skaber ’troldehære’ i lukkede Facebook-grupper. Der har han oplevet, at alt fra feminister til højre- og venstreorienterede grupper bliver enige om én sandhed om Jonatan Spangs satire, som derefter er umulig at ændre.

- Det er super ubehageligt, når de her troldehære går i gang. Jeg synes, det er et problem, at de mange, som godt kan lide satire, og som roser det, fylder relativt lidt, og de få, der føler sig krænkede, fylder så meget. Det kan nemt ende med, at man retter ind efter de få vrede. I mine øjne er det en rigtig dårlig tendens, hvis man ikke tør støtte op om programmer som vores, bare fordi nogle bliver stødt på manchetterne.

Satiren risikerer at blive kedelig

Hvorfor er det nødvendigt at støtte op om det?

- Fordi så forsvinder den slags programmer, og så bliver er der kun ’Klipfiskerne’ tilbage. Og det ville være ærgerligt, synes jeg.

Gør kritikken og krænkelseskulturen noget ved dig og den måde, du laver satire på?

- Det kan godt fylde meget. Og jeg blev jo også overrasket over reaktionerne efter pressemødet med Anna Mee Allerslev. Jeg er jo ikke lavet af sten. Men hvis DR først begynder at rette ind, så man ikke støder nogen, så bliver det fandeme en meget lille bane, man skal spille på.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

- Det kan godt være, at der er nogle mennesker, som vil være lykkelige over at se satire, hvor en mand falder i en bananskræl. Men sådan synes jeg ikke, satire skal være. Jeg vil gerne lave sjov med mere alvorlige ting.

Ensformig svensk komik

Jonatan Spang begynder at fortælle om Sverige. Sammen med komikeren Jan Gintberg besøgte de i en Temalørdag på DR2 broderlandet, hvor de ville undersøge, hvilke konsekvenser krænkelseskulturen har på den svenske komik. Og ud fra de shows, Jonatan Spang så, var det hans indtryk, at den svenske komik var enormt pæn og nemt blev ensformig, fordi komikerne ofte kun gjorde grin med sig selv.

- Hvis man pejler efter, at ingen må blive kede af det eller få en dårlig følelses, så kan vi lige så godt lukke og slukke. Det er en udvikling, jeg tror, vi er i gang med lige nu, og det kommer til at lukke mit program på et tidspunkt.

Er presset virkelig så voldsomt?

- Ikke lige nu, men det vil det blive. Der er en masse krænkelsesparate mennesker derude, og tendensen er meget tydelig. Når vi ser på USA, griner vi tit, men vi gør jo det samme som dem om fem år. Det vil på et tidspunkt lukke programmet ned.

Måske en ny måde at være sjov på

Synes du, den udvikling er sund?

- Det tror jeg ikke. Men jeg kan jo ikke gøre noget ved det. Det er et af de helt store tandhjul, som jeg ikke kan styre. Jeg kan kun kæmpe imod ved at hive i de små tandhjul. Det kan være, at nogen vil opfinde en ny måde at lave sjov på, hvor det ikke går ud over nogen. Men for mig bliver det kedeligt, og så må jeg finde på noget andet at lave.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Men netop i USA laver de da meget satire, som er mere politisk. Så der er vel ikke så meget krænkelseskultur i den politiske satire?

- Jo, det synes jeg da. Det virker da ikke som om, at Donald Trump har supermeget selvironi, siger Jonatan Spang.

Anden sæson af ’Tæt på sandheden med Jonatan Spang’ bliver sendt på DR2 hver søndag kl. 21. Du kan se de tidligere programmer fra både sæson 1 og 2 på dr.dk/tv.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk