Per Juul Carlsen om Christopher Lee: En dygtig skuespiller uden fine fornemmelser

​Christopher Lee døde i dag i en alder af 93. Filmlands Per Juul Carlsen fortæller, hvordan han vil mindes den engelske skuespiller.

Christopher Lee i gang med at bide Joanna Lumley i endnu en Dracula-film, nemlig 'The Satanic Rites Of Dracula' fra 1973. (Foto: © Archive Photos, 2012 Getty Images)

Den engelske skuespillerveteran Christopher Lee døde i dag i en alder af 93. DR Kultur har bedt Filmlands Per Juul Carlsen fortælle, hvordan han vil mindes manden, som mange vil huske som ’Dracula’ eller ’Saruman’.

- Han er berømt for at tilhøre den her særlige engelske skole, hvor man er uddannet på teatret, og hvor man har den her helt særlige pondus. Man ser det for eksempel i ’Ringenes Herre’, hvor han i rollen som 'Saruman' står og taler med en stemme, som kunne han tale til en menneskemængde på millioner.

Dygtig skuespiller som ikke søgte respekt

- Han er en fremragende skuespiller, som måske kunne have drevet det vidt og sikkert medvirket i flere seriøse dramaer. Men det er mit indtryk, at han ikke gjorde et forsøg på at gå den vej. Han har ikke forsøgt at blive højtrespekteret. Christopher Lee var dygtig skuespiller, som aldrig har haft fine fornemmelser, og som valgte den lette underholdning, sikkert helt bevidst.

- Han er især kendt inden for den her måde, hvor man kombinerer engelsk teatertradition med underholdningsfilm. Han gjorde det fremragende i det han gjorde. De ældre vil sikkert bedst huske ham inden for gysergenren, for eksempel som Dracula. Men også som James Bond-skurken Francisco Scaramanga fra 'The Man with the Golden Gun', hvor han stjal billedet totalt. Hos de yngre er det jo klart han roller som ’Saruman’ i ’Ringerens Herre’ og ’Grev Dooku’ i ’Star Wars’, der vil stå tydeligst.

- Personligt synes jeg dog at hans rolle i ’The Wicker Man’ som en adelsmand, der styrer en kult på en øde ø, er mest mindeværdig. Det gjorde han helt eminent. Det er dog også værd at nævne, at han ikke var bange for at gøre grin med sig selv. Det gjorde han ofte i små roller hos Tim Burton. For eksempel i animationsfilmen ’Corpse Bride’ eller som en gammel mand, der sidder i et hjørne og skumler i filmen ’Dark Shadows’.