Kampen om at stå med tidens største serie er stadig ikke afgjort.
I lang tid var det uden tvivl HBO, der med 'Game of Thrones' havde sat de andre streamingtjenester skakmat. Men nu hvor alle tiders største fantasy-serie er slut, hvilken storladen genreserie skal så tage over?
Netflix har ikke haft den rette mængde succes med 'The Witcher' eller 'Shadow and Bone'.
Amazon gearer op med, hvad der bliver verdens suverænt dyreste serie nogensinde i 'Ringenes Herre' - men vi ved endnu ikke, om den kan fange folket.
HBO har heller ikke kunnet genskabe magien, og selvom 'Westworld' har været en solid succes, er den på ingen måde lige så populær som 'Game of Thrones'.
Det måske bedste bud på en arvtager til 'Game of Thrones' ligger potentielt lige nu og gemmer sig på på Apple TV+.
Serien hedder 'Foundation' og er skabt af David S. Goyer, der blandt andet har skrevet 'Blade'-filmene, men som nok blev mest kendt for sit manuskript til 'The Dark Knight'.
'Foundation' handler om et galaktisk imperium bestående af hundredevis af planeter, som mange tusinde år ude i fremtiden er ledet af Kejser Cleon, der ved at klone sig selv har hersket over imperiet i cirka 400 år.
I denne fremtidsverden findes en matematisk tilgang kaldet psykohistorie, der gør det muligt at forudse hele folkeslags fremtid. Ingen mestrer denne teori bedre end geniet Hari Seldon, og da han udtrykker sin bekymring for imperiets fremtid, bliver hans opgave at starte fundamentet for en ny fremtid, der kan sikre fremtidige generationer.
Det er alt sammen virkelig godt.
Problemet er bare, at 'Foundation' lader til at mangle det publikum, der kan give serien den relevans og gennemslagskraft, der skal til for at blive kaldt 'Game of Thrones'' arvtager - og der er lang vej endnu.
Det er ellers synd, for der er flere gode grunde til at investere tid i 'Foundation'.
Overflødighedshorn af flotte effekter og dygtige skuespillere
Uden helt at kende de økonomiske rammer for 'Foundation' ved vi, at seriens skaber har røbet, at to afsnit koster nogenlunde det samme som en spillefilm med et stort budget.
Det er altså en svinedyr serie - og det kan heldigvis afkodes på skærmen. For 'Foundation' har et totalt gennemført look med flotte effekter og et ikonisk produktionsdesign.
Ikke ulig 'Dune' er det en verdensopbygning, man tror på, og stilistisk er vi langt fra andre science fiction-serier, der på grund af økonomiske begrænsninger mangler rigtigt at kunne imponere i den visuelle afdeling.
Men udseendet er én ting - det ved vi, der ikke automatisk kommer spændende serier ud af - skuespillet er en anden.
Og også her får vi af den bedste skuffe. Og selvom der ikke er nogen rigtigt kendte navne med, er det et nøje udvalgt cast bestående af nogle af tidens bedste karakterskuespillere.
Jared Harris som brillerede i 'Mad Men', 'The Crown' samt 'The Terror' er i centrum som matematikgeniet Hari Seldon.
Lee Pace, der gjorde sig bemærket i 'Halt and Catch Fire', er også i hopla som den brutale Kejser Cleon, og Lou Llobel er den store skuespilsmæssige opdagelse som Haris unge protege.
Sammen leverer de et hav af underholdende scener, og 'Foundation' har ligesom 'Game of Thrones' også mange af de sæbeopera-kvaliteter, der gjorde den så underholdende.
En historie med samfundsmæssig relevans
Selve tematikken i handlingen minder mig uhyggeligt meget om den situation, vi selv står i, efter at adskillige klimarapporter har konkluderet det ret så dystopiske faktum: Nemlig at skaden er sket, men for at gøre planeten bare nogenlunde beboelig for fremtidige generationer må vi samarbejde - og tilsidesætte os selv - for at rette op på det rod, vi er havnet i.
Ligeledes undersøger rumkapitalister mulighederne for beboelse på Mars, og snakken om menneskehedens overordnede overlevelse er pludselig en realitet.
Dette var nok ikke så relevant, da den første 'Foundation'-bog udkom tilbage i 1951, men den dag i dag er det en uhyggeligt rammende suppedas, det intergalaktiske imperium befinder sig i.
I 'Foundation' har de dog den fordel, at de kan klone sig selv, og det betyder, at en fremtidig redning også har konkret værdi for den nulevende overklasse.
Dog er en del af redningen, at kloning skal stoppes, og derved vil Kejser Cleon risikere at vælge mellem sin egen eller sit folks overlevelse.
Et stærkt bogforlæg
Vi så med 'Game of Thrones', hvor stærkt et udgangspunkt et godt bogforlæg kan være, og meget af det samme gør sig gældende her.
Isaac Asimov skrev mange bøger i 'Foundation'-universet, og der vil derfor være stof til mange sæsoner.
Lige nu er serien blevet forlænget med en anden sæson, og skaber Davis S. Goyer har planlagt i alt otte sæsoner. Om vi når så langt må fremtiden vise, men det er et plus at have så meget materiale at kaste sig over, for vi så selv kvaliteten dale betragteligt med 'Game of Thrones' det øjeblik, hvor George R.R. Martins bøger ikke rakte længere.
'Foundation' er en formidabel og smuk serieoplevelse, som jeg håber flere folk, får øjnene op for.
'Foundation' kan streames på Apple TV+.