Kan du huske deres roller? 5 danske stjerner, der brød igennem i bedste sendetid

En dramaserie kan sætte fut i karrieren for en dansk skuespiller. Her er fem, der oplevede et folkeligt gennembrud på tv.

Birgitte Hjort Sørensen, Anders W. Berthelsen og Morten Hee Andersen er blandt de skuespillere, danskerne lærte at kende i en af DR's dramaserier. (Foto: © Malene Porup og Michael Stub og Liselotte Sabroe, Scanpix)

Som skuespiller er det ikke dumt at få en rolle i en serie, der sendes hver søndag i den bedste sendetid. Faktisk kan det være med til at få dig sendt rigtig godt af sted i branchen – måske endda også internationalt.

Det kan en lang række af de skuespillere, der gennem årene har spillet med i DR's dramaserier, tale med om. Tænk bare på stjernen Pilou Asbæk, der i dag kan prale af at have spillet med i den populære serie 'Game of Thrones' og andre store produktioner.

Lige nu står et nyt hold unge skuespillere klar til et potentielt folkeligt gennembrud takket være deres roller i DR's aktuelle dramaserie 'Når støvet har lagt sig'.

Listen over skuespillere, hvis karriere er blevet kickstartet søndag aften på DR, er lang. Herunder ser vi nærmere på fem af de mest markante folkelige gennembrud.

1

Morten Hee Andersen i 'Herrens veje'

Morten Hee Andersen har siden sin rolle som præsten August i 'Herrens veje' både lavet en del teater og andre tv-serier. Senest havde han en af hovedrollerne i 'Fred til lands' - en rolle, som han netop har fået en Robert-pris for. (Foto: © Tine Harden, dr)

Da Morten Hee Andersen gik på skuespilskolen, var han overbevist om, at fremtiden nok især ville byde på en masse teater. Men i dag er det ikke kun teater, man finder på hans cv – Morten Hee Andersen har nemlig også flere tv-roller i bagagen.

En af de roller, var hans seriedebut som præsten August i 'Herrens veje', hvor han spillede over for blandt andre Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen – skuespillere som han lærte meget af, fortæller han:

- Jeg havde kun spillet med i en enkelt kortfilm under min uddannelse, så jeg havde ikke stiftet bekendtskab med filmverdenen som sådan. Så 'Herrens veje' så jeg meget som en overbygning til min uddannelse, siger Morten Hee Andersen.

I dag mindes han serien, der blev hans gennembrud i 2017, som en rar og lærerig tid, hvor han fik nogle gode bekendtskaber og lærte at spille foran kameraet. Og selvom han lige har vundet en Robert for sin rolle i serien 'Fred til lands', så dukker 'Herrens veje' stadig op i hans hverdag indimellem.

- Det er sjovt, når 'Herrens veje' popper op for tiden, fordi der åbenbart er mange i Argentina og Brasilien, der ser den nu. Så det er jo dejligt, når der lige kommer en high five fra Argentina på Instagram for eksempel, siger han.

Du kan se begge sæsoner af 'Herrens veje' på DRTV.

2

Pilou Asbæk i 'Borgen'

Pilou Asbæk spillede en af de bærende roller i Adam Prices hitserie 'Borgen'. I serien spillede han statsminister Birgitte Nyborg Christensens (Sidse Babett Knudsen) rådgiver, Kasper Juul. (Foto: © Mike Kolloffel, Mike Kollöffel)

2010 blev et afgørende år for skuespiller Pilou Asbæk. Her var han nemlig både aktuel med en hovedrolle i fængselsfilmen 'R' og en bærende rolle i DR's dramaserie 'Borgen'.

- Jeg var så fucking privilegeret – undskyld jeg bander – at få alle priserne og al opmærksomheden. Jeg fik mit gennembrud med det samme og blev folkelig med 'Borgen' og fik kunstnerisk anerkendelse med 'R', sagde Pilou Asbæk til BT sidste år.

Siden sit danske gennembrud har han haft nok at se til - også på den internationale bane. For 'Borgen' opnåede også opmærksomhed i lande som Tyskland, USA og ikke mindst Storbritannien.

Ifølge Pilou Asbæk selv var det netop hans gennembrudsrolle som den politiske rådgiver Kasper Juul, der var med til at sikre ham rollen i den voldsomt populære fantasy-serie 'Game of Thrones'. Seriens to skabere var nemlig vilde med 'Borgen'. Det fortalte han til dr.dk i 2017. Dén internationale rolle har nu betydet, at han genkendes af fans i udlandet.

Ved siden af de tre 'Game of Thrones'-sæsoner har Pilou Asbæk også indspillet film med kendte navne som Scarlett Johansson og Kirsten Dunst.

Du kan se samtlige tre sæsoner af 'Borgen' på Filmstriben.

3

Birgitte Hjort Sørensen i 'Borgen'

Birgitte Hjort Sørensen var et nyt ansigt på tv-skærmene, da hun i 2010 spillede en af hovedrollerne i 'Borgen' som journalisten Katrine Fønsmark. (Foto: © Mike Kolloffel, Mike Kollöffel)

Pilou Asbæk er ikke den eneste, der fik sit folkelige gennembrud i det politiske drama 'Borgen'. Også Birgitte Hjort Sørensen tog efter seriens internationale succes ud på et udenlandseventyr som skuespiller.

Siden sin rolle som journalisten Katrine Fønsmark i 'Borgen' har hun blandt andet spillet med i musikfilmen 'Pitch Perfect 2', britiske 'Barnaby', seriehittet 'Game of Thrones' og HBO-serien 'Vinyl', som den amerikanske stjerneinstruktør Martin Scorsese instruerede. Hun har endda også spillet teater i London over for den britiske filmstjerne Tom Hiddleston.

Men Birgitte Hjort Sørensens rolle i 'Borgen' var ikke kun et gennembrud, der gjorde hende til et navn i blandt andet Storbritannien. Det blev også en rolle, som mange film- og seriefans blev ved med at forbinde hende med.

- Jeg synes, at jeg befinder mig et sted, hvor jeg har etableret mig i folks bevidsthed. Jeg har fået lov til at lave mange forskellige ting, og det er jeg virkelig glad for. Jeg er lykkedes med at slippe ud af Katrine Fønsmark-boksen, som jeg i nogle år var i, sagde hun til Soundvenue i 2018.

Senest har Birgitte Hjort Sørensen haft hovedrollen i den dansk-svenske spændingsserie 'Greyzone' på TV 2.

Du kan se samtlige tre sæsoner af 'Borgen' på Filmstriben.

4

Jens Jørn Spottag i 'Bryggeren'

Jens Jørn Spottag (th.) var allerede en garvet teaterskuespiller, da han fik rollen som den unge brygger J.C. Jacobsen. Siden har han medvirket i en lang række tv-serier til forskellige danske tv-kanaler. (Foto: © Dr, dr)

I 1996 lavede DR serien 'Bryggeren', der fortalte historien om Carlsberg-stifteren J.C. Jacobsen. I rollen som den unge brygger mødte mange seere for første gang teaterskuespilleren Jens Jørn Spottag, der kunne ses i sin første tv-hovedrolle.

På bare ét år havde skuespilleren 130 filmdage – det er rigtig mange – og her lærte han blandt andet disciplinen at holde styr på seks afsnit ad gangen.

- Jeg kan huske en scene, hvor det bankede på døren, og jeg skulle åbne og sige goddag og derefter gå ud på gangen. Men scenen ude på gangen filmede vi først seks måneder senere, og det er jo langt tid at holde redde på stemningen. Men det var god træning, siger Jens Jørn Spottag.

Serien blev som helhed ikke så godt modtaget af anmelderne, men det har ikke forhindret Jens Jørn Spottag i at have haft fuld knald på karrieren lige siden. Han har blandt andet medvirket i tv-serier som 'Lærkevej', 'Arvingerne' og 'Sygeplejeskolen' og i film som 'Drømmen', 'Hvidstengruppen' og 'To verdener', som han modtog en Robert-statuette for.

Parallelt har han fortsat sin karriere på teatret, hvilket han også gerne vil fortsætte med fremover.

- Det er bestemt ikke for alt i verden, at jeg gerne vil have en tv-hovedrolle igen. Men indimellem kunne det da være dejligt at have fri om lørdagen – det har man jo ikke på et teater, siger han.

Du kan se samtlige afsnit af 'Bryggeren' på DR Bonanza.

5

Anders W. Berthelsen i 'Taxa'

Danskerne fik for alvor øjnene op for Anders W. Berthelsen med 'Taxa', der ifølge skuespilleren selv var med til at skubbe til filmbranchens opfattelse af tv-serier. (© dr)

Han har spillet med i 'Krøniken' og 'Forbrydelsen', men faktisk er det en helt tredje DR-serie, der for alvor blev Anders W. Berthelsens store, folkelige gennembrud.

Allerede i 1997 tonede han nemlig frem på tv-skærmene som René i serien 'Taxa', og med den rolle kom der hurtigt andre opgaver på cv'et, blandt andet dogmefilmen 'Italiensk for begyndere', 'Drømmen' og ikke mindst de populære 'Klassefesten'-film.

For Anders W. Berthelsen blev hans erfaringer fra serieverdenen afgørende – og det endda i en tid, hvor serier endnu ikke blev anset "for fint nok for filmfolk" i tv-branchen, som han selv formulerede det. Det ændrede sig dog efter 'Taxa', der banede vejen for tv-seriers mere attraktive image herhjemme:

- Det er blevet en effektiv træningslejr for mange filminstruktører og filmskuespillere. Det er et fantastisk springbræt for unge, uprøvede skuespillere, hvad det også var for mig. Jeg kan mærke, det har givet mig et stærkt fundament, sagde skuespilleren til filmmediet Cinemaonline i 2008.

Sidste år satte Anders W. Berthelsen sig for første gang i instruktørstolen, da han instruerede den prisvindende 'Ser du månen, Daniel' sammen med Niels Arden Oplev.

Du kan se samtlige sæsoner af 'Taxa' på DR Bonanza.