Kendt komiker kræver endnu et offer: Republikansk politiker trækker sig efter ’forfærdelig grim episode’

Den britiske komiker Sacha Baron Cohen har endnu engang fået en politiker på glatis i sit nye program 'Who Is America?'.

Sacha Baron Cohen (Her i hans nok mest kendte rolle som Borat) hænger parlamentsmedlemmet Jason Spencer (t.h.) ud i sit nye satireshow. (© (c) Ritzau Scanpix)

Kan bare baller skræmme jihadister? Det fik komikeren Sacha Baron Cohen i hvert fald overbevist en amerikansk politiker om i søndagens afsnit af Cohens nye satireshow ’Who Is America?’.

Det sker efter to andre politikere måtte ud og forklare sig, efter at de i et tidligere afsnit talte for våbentræning til helt små børn.

Men nu koster Sacha Baron Cohens seneste narrestreg altså republikaneren Jason Spencer hans plads i parlamentet i den amerikanske stat Georgia, skriver nyhedsbureauet AP.

I programmet, hvor Cohen udgiver sig for at være forskellige figurer for at bringe virkelighedens politikere i fedtefadet, bliver Jason Spencer bedt om at medvirke i en anti-terrorvideo af komikeren, der i afsnittet udgiver sig for at være israelsk militærekspert.

Sacha Baron Cohen forklædt som den israelske militærekspert Erran Morrad i 'Who Is America?'. (Foto: PLANET PHOTOS © (c) Ritzau Scanpix)

Det fører til, at Jason Spencer blandt andet gentagne gange råber N-ordet, fordi 'militæreksperten' påstår, at det er en god måde at tiltrække opmærksomhed i en krisesituation.

Senere i programmet trækker Spencer bukserne ned og blotter sine baller, mens han råber ’USA!’ og ’Amerika!’, fordi Cohen fortæller ham, at det vil skræmme ’homofobiske jihadister’ (hellige krigere for islam, red.).

Se klip fra programmet HER.

Nægtede at trække sig

Efter programmet blev sendt søndag, krævede formanden for Georgias statsparlament, David Ralston, at Jason Spencer trådte tilbage. Det nægtede Spencer dog i første omgang, selvom han beklagede den ’forfærdeligt grimme episode’.

Men nu har han alligevel valgt at forlade sin plads i parlamentet ved udgangen af måneden, oplyser en talsmand.

Det er ikke første gang, at den republikanske politiker er blevet bedt om at trække sig fra sin post.

Det samme skete sidste år, efter at han havde truet det tidligere parlamentsmedlem LaDawn Jones med, at hun 'ikke ville blive mødt med fakler, men med noget mere afgørende', efter at LaDawn Jones havde krævet, at flere statuer, der hylder sydstaternes borgerkrigshelte, blev fjernet.

Raser over show

Det er heller ikke første gang, at Sacha Baron Cohen, der blandt andet står bag figurer som Ali G og Borat, har bragt politikere i fedtefadet.

Kongresmedlemmet Joe Wilson var blandt dem, der faldt for en af Cohens falske personligheder i første afsnit af 'Who Is America?'. (© Copyright: 2018 Showtime)

I premiereafsnittet på ’Who Is America?’, der blandt andet bliver vist på HBO Nordic, fik Cohen lokket Joe Wilson, der sidder i Kongressen for staten South Carolina og det tidligere kongresmedlem Joe Walsh til at sige, at børn helt ned til treårsalderen skulle lære at bruge våben.

Joe Walsh tog efterfølgende afstand fra sine udtalelser, mens Joe Wilson forsvarede sig med, at han kun sagde de ting i programmet, fordi han var blevet bedt om at læse noget højt af tv-holdet.

Tidligere vicepræsidentkandidat Sarah Palin har også raset over Sacha Baron Cohen og kaldt ham ’ond og syg’, efter hun også blev ført bag lyset under nogle optagelser til 'Who Is America?', der endnu ikke er blevet bragt.

Facebook
Twitter