Kendt skuespiller har fået nok af skærme: Sluk nu den telefon og lad os tale sammen

Griber du alt for ofte ud efter mobilen? Det vil skuespiller Ann Eleonora Jørgensen have dig til at holde op med.

Ann Eleonora Jørgensen spiller Elisabeth i 'Herrens veje', der takler svære emner som sorg og kærlighed. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Ritzau Scanpix)

I DR-serien 'Herrens veje' er der store emner på bordet – der bliver både talt om sorg, kærlighed, tro, tvivl og familie.

- Det er jo nogle spørgsmål og problematikker, som vi alle sammen går rundt med, siger skuespiller Ann Eleonora Jørgensen, der spiller præstefruen Elisabeth i serien.

Alligevel føler skuespilleren, at der tales for lidt om livets store spørgsmål – og alt andet for den sags skyld – i samfundet i dag.

I stedet for at tale sammen sidder vi bare der med vores mobiltelefoner og scroller igennem de sociale medier, mens vi stikker hovedet i busken frem for at se hinanden i øjnene, synes skuespilleren.

Faktisk frygter Ann Eleonora Jørgensen, at vi om nogle år kommer til at opleve børn, der har problemer med at føle empati, og som bliver sociale analfabeter.

- Hvis en konflikt på skolen er svær, eller hvis noget bare er for kedeligt, så har børnene jo mulighed for bare at kunne gå hjem og sætte sig foran skærmen og ikke mærke noget, siger hun og tilføjer:

- Så er det pludselig lige meget, at Isabella drillede, og så behøver man ikke at takle det. Man kan bare gå væk og være ved sin skærm og sit helle.

I 'Herrens veje' spiller Ann Eleonora Jørgensen blandt andre sammen med Lars Mikkelsen og Simon Sears (tv.). (Foto: Tine Harden.)

Vupti, så gik der tre kvarter med Instagram

Ligesom de fleste af os kender Ann Eleonora Jørgensen også selv alt til smarttelefonen som en lumsk tidsluger.

- Jeg kan da også sidde på Instagram i tre kvarter og tænke 'hvordan skete det lige?', siger hun.

Men hun vil ikke tillade skærmen at tage over. Derfor har hun indført nogle telefonfri dage.

- Jeg tillader mig faktisk indimellem at blive væk, forstået på den måde, at man i over 24 timer ikke kan få fat på mig. Telefonen er simpelthen slukket, siger Ann Eleonora Jørgensen.

- Men så er der alt lige fra arbejdsgivere til familiemedlemmer, som begynder at blive mere og mere spids i tonen; 'for jeg har lagt en besked!', siger hun i en høj tone og banker hurtigt i tre gange i bordet.

Ann Eleonora Jørgensen smiler, men hun mener det alvorligt.

- Så tænker man: 'Ja, og jeg skal nok ringe tilbage, når jeg har tid til det'. Ligesom man gjorde i gamle dage.

- Vi befinder os et ucharmerende sted

Hun håber, at en serie som 'Herrens veje' kan være med til at få folk til at tale sammen igen, frem for at gribe ud efter minicomputeren i lommen som det første.

At vi i stedet får spurgt til hinanden og kigger hinanden i øjnene.

- Jeg tror og håber, at vi skal igennem en langt større værdikamp i det hele taget – det håber jeg også, at man begynder på som politiker – for lige nu befinder vi os et ret ucharmerende sted som mennesker på mange fronter, synes jeg.

Hun nævner valget af Donald Trump i USA og bevæger sig over i synet af familier i lufthavnen, som 'endelig kan få lov at være sammen på ferie, og så sidder de og glor på deres Iphone og har ingen kontakt'.

- Jeg synes, det er skrækkeligt og en deroute for mennesket, siger hun og fortsætter:

- Så det er derfor, jeg håber, at 'Herrens veje' kan være med til at skubbe til en udvikling, hvor folk faktisk gerne vil høre om de her ting og se noget om de emner. Og hvis de vil det, hvorfor skal det så ikke inkorporeres mere i vores hverdagsliv, skoler, familier og systemer?

Du kan se sidste afsnit af 'Herrens veje' på DR1 søndag klokken 20 og på DR TV.

Facebook
Twitter