Kendte fortæller om stoffer i ny Netflix-dokumentar: Her er 4 vanvittige historier

'Have a good trip' viser, at vi måske er ved at være klar til en mindre fordømmende samtale om stoffernes potentiale, mener serieekspert.

'Have A Good Trip: 'Adventures in Psychedelics'' primære formål er at underholde. Men undervejs bliver man også klogere på de hallucinerende midler. (© 2020 Netflix)

Psykedeliske stoffer oplever lidt af et comeback for tiden. Både de traditionelle og de mere rituelt anvendte.

Det gælder magiske svampe, ayuhuasca-drikken, peyote-kaktussen og de nyere opfindelser som LSD og MDMA, der er begyndt at dukke op igen. Både i større psykiatriske forsøg og i populærkulturen.

Nogle taler sågar om en tredje bølge inden for forskningen, der kan rykke stofferne fra de private fester til det terapeutiske rum.

Den nye Netflix-dokumentar 'Have a good trip' viser både, at vi måske er ved at være klar til en mindre fordømmende samtale om stoffernes potentiale, og at de private eksperimenter bestemt ikke har været sat på pause.

I hvert fald ikke hos de kendte i Hollywood.

Det er på trods af, at de fleste af stofferne er ulovlige i både Danmark og USA, og der er dokumentation for, hvor skadelige de kan være, hvis man bliver forgiftet. På Netflix er der nu altså mulighed for at høre om andres erfaringer med stoffer - uden hverken at bryde loven eller eksperimentere med helbredet.

Det nye er, at tonen omkring stofferne er seriøs og ikke-fordømmende. Det er ikke længere bare et enkelt afsnit i en komedieserie, hvor en af hovedpersonerne ser lyserøde elefanter og svævende hoveder.

Første afsnit af Gwyneth Paltrows kontroversielle selvhjælpsprogram 'The Goop Lab' handlede gudhjælpemig om psykedeliske stoffers terapeutiske potentiale. Blandt andet i behandlingen af PTSD.

Den legendariske og overfornuftige amerikanske madskribent Michael Pollan har skrevet en hel bog om emnet. Bogen hedder 'Din foranderlige bevidsthed' og dokumenterer den midaldrende, bebrillede og lidt tørre revisortype, der selv eksperimenterer løs med både LSD, psilocybin og sågar DMT fra en giftig ørkentudse, samtidig med, at han fortæller om stoffernes kulturhistorie.

'Have a good trip' vil først og fremmest underholde med sine røverhistorier. Men den skriver sig klart ind i et kulturelt øjeblik, hvor der er ved at samle sig en drøm om, at de psykedeliske stoffer kan indtræde i en ny rolle som en accepteret del af samfundet.

Både for sjov og i al alvor. Her er de fire mest vanvittige historier fra 'Have a good trip'.

1

A$AP Rocky: "Undskyld, at det bliver lidt vulgært, men der skød en regnbue ud af min pik"

Det er ikke første gang, at rapperen A$AP Rocky fortæller om sine eksperimenter med psykedelika. Han har sågar et album, der hedder L$D. (Foto: Patrick Kovarik © Scanpix/Afp)

Rapperen A$AP Rocky siger, at han ikke er fortaler for psykedeliske stoffer. Det er ikke noget for alle, som han siger.

Han udtrykker utroligt smukt, hvordan ens opfattelse af stofferne kan ændre sig, hvis man får dem introduceret af folk, man godt kan lide.

- Når man vokser op i storbyen ligesom mig, så ser man lidt på LSD, som om det var crack, PCP eller meth. Men når man bliver ældre og eksperimenterer lidt, så finder man ud af, at det bare er svampe og mug og sådan noget. Det er noget chill shit. Første gang jeg tog syre var for et par år siden. Jeg følte, at jeg var klar til at blive ét med planeten. Det var en smuk kvinde, der introducerede mig for det.

A$AP Rocky har også det mest uforglemmelige billede på, hvor vild og overraskende en hallucination kan være.

- Hun havde syren på en kiks, og lige da vi skulle til at være sammen, begyndte det at virke. Det føltes så godt. Alt var intensiveret. Farverne bevægede sig. Jeg kunne høre dem og mærke dem. Jeg kunne smage dem. Hvordan fanden smager en farve? Alt, hvad hun gjorde ved mig, føltes fantastisk. Som fordoblet.

- Og nu bliver det lidt vulgært og udpenslet. Men sådan er livet. Jeg lyver ikke. Der skød en regnbue ud af pikken på mig. Og den lavede sådan en lyd, som når man kører fingrene hen over tangenterne på et klaver. Jeg aner ikke, hvorfor der kom en regnbue ud af min penis. Jeg kan ikke særligt godt lide regnbuer.

2

Carrie Fisher: Alt for meget Leia, alt for lidt tøj

I 'Have A Good Trip: Adventures in Psychedelics' fortæller, den nu afdøde, Carrie Fisher om sine farverige oplevelser på psykedelika. På billedet ser man Carrie Fisher i sin Star Wars-storhedstid. (Foto: Aaron Rapoport © Getty Images)

Carrie Fisher, der blev kendt som Prinsesse Leia i 'Star Wars'-filmene, var ikke udelt begejstret for rollen, selvom den gjorde hende verdensberømt. Hun følte sig fanget i identiteten som Leia.

I dokumentaren fortæller hun, hvordan hun faktisk følte sig mere normal, når hun trippede. Det betød også, at hun gjorde det ret tit.

- Jeg havde tøj, der passede til syre. Jeg havde musik og makeup, der passede til syre. Det påvirkede alt i mit liv. Prøv at se på mit hus! Mit hus er syrehuset.

Carrie Fisher synes, at ideen om at fortælle historier om at tage stoffer er absurd. Fordi for hende er stoffer netop modgiften mod, at alt hele tiden skal hænge sammen og give mening. At ting ikke nødvendigvis har en begyndelse, en midte og en slutning.

Man får mulighed for at se tingene på en helt ny måde. Løsrevet fra de gamle sammenhænge. Om for eksempel sammenhængen mellem Fisher og Leia. Alligevel fortæller hun en historie fra højdepunktet af hendes 'Star Wars'-berømmelse, hvor hun var flygtet langt væk fra sin berømmelse.

- Jeg tog til Seychellerne, og vi tog syre. Jeg var på stranden, der var helt tom. Jeg filmede min ven med mit Super8-kamera. Det var dengang. Men pludselig fornemmede jeg en forstyrrelse i kraften, så jeg vendte mig om. Topløs. Og dér kom en hel bus fuld af japanere, der lige var ankommet med masser af kameraer. Det viste sig, at den strand vi var på, var den, hvor man tog alle turisterne hen for at spise frokost. Jeg var på det tidspunkt alt for meget prinsesse Leia og alt for lidt påklædt, fortæller Carrie Fischer, der døde i 2016.

3

Sarah Silverman: Hvad er følelser egentlig?

Sarah Silverman er en amerikansk komiker og skuespillerinde. Hun er bedst kendt for sin tid på 'Saturday Night Live'. (Foto: George Pimentel © Getty Images)

I dokumentaren taler musikeren Sting i alvorsord om, hvordan psykedelika er en alvorlig ting. Lige efter kommer komikeren Sarah Silverman ind i billedet med den fuldstændig modsatte energi.

Sting siger ting som:

- Jeg tror ikke, at psykedeliske stoffer er svaret på alle verdens problemer. Men de kunne godt være en god begyndelse.

Og:

- Det er ikke noget, man skal gøre til hverdag. Man skal forberede sig og have et mål. For eksempel: Jeg håber, at denne oplevelse kan hjælpe mig med at skrive en sang. Eller at blive en bedre forælder. Eller en bedre borger. Eller at elske på en ny måde. Hvis du har et mål, bliver du belønnet. Hvis dit mål bare er at blive smadret, så bliver du det. Så det skal du ikke gøre.

Sarah Silvermans oplevelse var mere tilfældig.

- Vi tænkte slet ikke over det. Det kunne have været en stor livsbeslutning, men vi sagde bare boop og puttede dem i munden, fortæller hun.

Og så tænkte de over, hvad de havde puttet i munden.

- Var det LSD? Jeg kan ikke mærke noget… Min erfaring siger mig, at det altid er i det øjeblik, hvor du siger: Jeg kan ikke mærke noget, at det rammer. Jeg føler ingenting. Eller… Føler jeg noget? Hvad er følelser egentlig?

Sarah Silverman fortæller blandt andet om en tur på en café, hvor hun var høj med en ven.

- Men vi kan ikke drikke den varme kakao, vi har fået, fordi den ånder og er alt for levende. Så vi hopper ind i min vens bil og kommer hen til det første lyskryds. Lyset bliver grønt. Og så gult. Og rødt. Og så grønt igen. Vi holder helt stille. Han har simpelthen glemt, hvordan man kører bil. Han aner ikke, hvad han laver, eller hvordan en bil virker.

4

Rosie Perez: "Jeg fandt ud af, at jeg skulle i terapi. Og at jeg skal spørge, hvad der er i, når folk giver mig gratis drinks"

Rosie Perez er en amerikansk skuespiller og koreograf. Da hun prøvede hallucinerende midler for første gang, var det ikke helt med vilje. (Foto: Gareth Cattermole © Getty Images)

Skuespillerinden Rosie Perez er vokset op i et strengt katolsk hjem og har aldrig røget cigaretter eller drukket alkohol. Dansen blev hendes måde at slå sig løs på. Hun har blandt andet været koreograf for musikikoner som Janet Jackson, Diana Ross og LL Cool J.

Så hendes historie starter med, at hun meget bevidst har fundet et diskotek, der ikke serverer alkohol.

- De har kun frugt og sådan noget punch. Bartenderen spørger, om vi vil hookes op, og vi siger bare "ja da!" Og han siger "ja?" Og vi siger "ja!" Vi danser, sveder, drikker punch, går tilbage efter mere punch. Bartenderen spørger, om vi er helt sikre, og vi siger bare "ja! Den er vildt god!"

- Pludselig begynder hele natklubben at udvide sig. Gulvbrædderne bølger som vand på det åbne hav. Det er så smukt, så jeg lægger mig ned og laver rygsvømning i bølgerne. Alle kigger på mig, og jeg har det vidunderligt. Pludselig kommer min søster hen til mig og siger, "dine bryster er hoppet ud af tøjet!" Og jeg kigger ned og tænker, "Åh Gud! De ser jo fantastiske ud!" De så så smukke ud. Og jeg var helt betaget af deres skønhed og deres størrelse. Men jeg fik følelsen af, at folk kiggede, så jeg dækkede dem til med mine hænder. Men brysterne begyndte at mase sig ud gennem mine fingre. Ud og ind, ud og ind, som et åndedrag.

- Min søster får mig hjem i seng. Jeg lægger mig ned og bliver ét med sengen. Min krop bliver til madrassen og jeg rejser mig op og vralter ud i gangen som madras. Gangen bliver til en rutsjebane, og min madraskrop kurrer ned ad den, imens jeg råber "hjælp! Jeg er en seng!" Min kæreste kommer ud. Kigger på mig én gang og siger "du har taget LSD". Min første tanke er ikke, "åh nej, jeg er på syre!", det er "åh nej, jeg håber ikke, at gud straffer mig".

- Jeg troede, at jeg skulle direkte i helvedet. Så der fandt jeg ud af, at når man er på diskotek, og nogen giver én gratis drinks, så skal man spørge, hvad der er i. Men jeg fandt også ud af, at jeg var nødt til at gå i terapi og snakke om min katolske opvækst. For jeg vil aldrig, aldrig nogensinde, være tynget af så meget skyld og skam igen.

'Have a Good Trip: Adventures in Psychedelics' kan streames på Netflix.

Facebook
Twitter