TV 2's hitserie 'Klovn' indskriver sig i en tradition, der i USA kaldes 'cringe comedy’.
På dansk kan det til nøds oversættes til 'tåkrummende humor’, hvor situationerne, der udspiller sig, er så pinlige, at man fra tid til anden er nødsaget til at begrave ansigtet i sofapuden.
Kongen af ‘cringe', Larry David, mestrede disciplinen i ’Curb Your Enthusiasm’, Ricky Gervais finpudsede teknikken i ’The Office’, og i Danmark var ’Klovn’ en perfekt dansk version af genren, som hver uge fik os alle til at krumme tæer, når Frank kastede sig ud i den ene akavede situation efter den anden.
Selvom der er mange ligheder mellem ’Klovn’ og inspirationskilden ’Curb Your Enthusiasm’, så er den helt store forskel, at Frank og Casper konsekvent går ikke bare ét, men adskillige skridt længere end det amerikanske forbillede.
På typisk dansk facon er ’Klovn’ ikke bange for at tackle tabubelagte emner som for eksempel hverdagsracisme, sexisme eller aktiv dødshjælp.
Det er grænseoverskridende og hamrende politisk ukorrekt - men Casper og Frank tager først og fremmest pis på dem selv og formår at minde os alle om vores indre svinehund.
Nu er ’Klovn’ tilbage efter ni års pause med en ny sæson, som lader til at fortsætte præcis hvor de slap tilbage i 2009. Stilen er den samme, alle de faste karakterer er tilbage, og Frank er akkurat lige så pinlig, som han altid har været.
Det kalder på en liste over de mest tåkrummende, uudholdelige scener, som fik os alle til både at frydes og græmmes.
Frank skider i kattebakken (fra afsnittet ‘London Kashmir’, sæson 3)
Der er ét øjeblik i 'Klovn', som ingen fans af serien nogensinde glemmer.
Personligt har jeg aldrig kunnet se på en kattebakke på samme måde, efter at Frank i ren desperation beslutter sig for at komme af med sin afføring i en kattebakke.
Som med de bedste ’Klovn’-afsnit er set-uppet helt genialt skrevet, og man fristes til at forstå Franks uligevægtige beslutning, da han, efter at have spist for mange kager og fanget i Susan og Mias butik med et defekt toilet, ikke ser nogen anden udvej end at bruge kattens ’toilet’.
Endnu sjovere bliver det, da Susan skovler, hvad hun tror er katten Vinterbergs gigantiske afføring, op i en plasticpose for at tage den med til dyrlægen, og Frank forsøger at afskrive situationen med, at “den kat har da bare en off-dag”.
Pivert tager heroin (fra afsnittet 'Godfather of drugs’, sæson 1)
"Du skal ha’ ja-hatten på,” siger Frank til sin nervøse barndomsven Jacob ‘Pivert' efter at have inviteret ham til fest hjemme hos Casper, vel vidende at hans naive ven på ingen måde passer ind i Franks kendis-vennekreds.
Pivert tager dog Franks råd lidt for nært, da Sort Sols Steen Jørgensen fortæller om hans erfaringer med heroin, ’the godfather of drugs’, og de andre i et øjebliks kådhed bliver enige om, at det da skal prøves.
De bliver også enige om, at Pivert skal skyde heroinen ind først, da han i en stemning af gruppepres lader til at være med på planen.
Men da de ser Pivert forsvinde bevidstløs ind i en heroinrus, beslutter de andre sig alligevel for at droppe planen og tage på Rio Bravo i stedet.
Det er et af de mest brutale twists i ’Klovn’s historie, og et af de allerbedste danske serieafsnit nogensinde.
Frank bliver brændt af en brandmand (fra afsnittet ’Franks fede ferie’, sæson 2)
Casper og Frank er ikke blege for at smide deres egne karakterer i skærsilden.
En af de mest mindeværdige og pinagtige scener udspiller sig på en sommerhustur, hvor de to venner samler to yngre piger op på vejen.
Det hele kulminerer i en badescene, hvor Frank får hybris at smage, da han helt høj på flirteri hopper i vandet med de unge piger, bare for at blive brændt på tissemanden af en brandmand.
Bleg, skrigende og efter at Casper kujonagtigt har reddet sig selv og de to piger ind på land, bliver en nøgen Frank båret op af vandet af en muskuløs livredder (jep, det er Go' Morgen Danmarks Steen Langeberg).
Det er ekstremt ubehageligt at overvære Franks korte moment af selvtillid ende så brat med vineddike på de ædlere dele.
Frank skyder rengøringskonen (fra afsnittet ’Nina, kære Nina’, sæson 3)
Da Frank i øl-logen beklager sig over at mangle en rengøringskone, går det op for ham, at alle de andre benytter sig af en levende legende, rengøringsdamen Nina.
Lidt modvilligt giver logebrødrene Frank lov til at få Nina hjem i en prøveperiode, men allerede fra første besøg, hvor hun som det første spørger, om hun må sætte sig og slappe af, er det tydeligt, at den aldrende Nina ikke er, hvad hun har været.
Da Frank kommer hjem fra arbejde, sidder Nina død i den stol, han efterlod hende i, med Franks eksemplar af ’Mein Kampf’ i hænderne.
Men som om det ikke var barskt nok, så formår Frank ved at uheld at affyre sit nyindkøbte jagtgevær direkte ind i den afdøde rengøringsdame.
Det er i disse øjeblikke, hvor serien ryster os i vores grundvold, at ’Klovn’ for alvor brillerer.
Frank pisker Bodil (fra afsnittet ’God jul, Frank’, sæson 3)
Frank og Mias vennepar Jacob ’Pivert’ og Bodil må gå grueligt meget igennem i ’Klovn’-serien.
I tredje sæson er Bodil, efter at have fået en oliven galt i halsen, blevet paralyseret i hele kroppen og dermed bundet til en kørestol.
Da de to vennepar juleaften hygger sig i Mia og Franks magelige Frederiksberg-hjem, har Pivert købt en Indiana Jones-lignende pisk til Frank, som han ivrigt afprøver, mens de andre er gået i køkkenet.
Han har dog glemt, at Bodil stadig er i rummet, og eftersom pisken har svirpet Bodil i ansigtet adskillige gange, er hun revet til blods.
I stedet for at indrømme sin fejl putter Frank et julemandsskæg på Bodil og håber, at ingen lægger mærke til de dybe sår.
Av, det er barske løjer.
Den nye sæson af 'Klovn' har premiere mandag den 13. august klokken 20.50 på TV 2.